Dansk it-direktør i Ukraine: »Hvis russerne kommer, er der 100 meter til grænsen«
Mens de russiske tropper rykker frem i det østlige Ukraine, ved Sortehavskysten og mod hovedstaden Kyiv, forsøger danske Henning Gørtz Hørstrup at få en nogenlunde normal hverdag op at køre i sit it-firma Source Angels i midlertidige lokaler i landets vestligste hjørne.
Her, klos op ad grænsen til Slovakiet i byen Uzjgorod, lejede han kort før den russiske invasion et kontor for at have en backup-plan, hvis krigen skulle komme. For virksomhedens 60 ansatte har hidtil haft deres arbejdsplads i Kharkiv og Dnipro, der ligger i landets østlige del, kun hhv. 50 og 200 km fra den russiske grænse.
Selv har nordjyden fra Hjallerup boet i det østlige Ukraine siden 2014 med sin ukrainske kæreste.
»Vi har jo selvfølgelig fulgt situationen løbende og ikke mindst spurgt vores medarbejdere hele tiden, om de følte sig trygge, og om de havde lyst til at skulle væk. Og det har de sådan set ikke været overhovedet – der var ikke nogen, der havde lyst til at skulle nogen steder hen,« fortæller Henning Gørtz Hørstrup.
Flygtede vestpå
Da præsident Putin om mandagen før invasionen torsdag i forrige uge i en tale proklamerede, at Rusland ville anerkende de ukrainske regioner Donbass og Donetsks som selvstændige republikker, var Henning Gørtz Hørstrup klar over, at den var »helt gal«, og tirsdag morgen pakkede han bilen og kørte de 1.000 km vestpå.
»På ukrainsk landevej vel at mærke, så der er nogle steder, hvor man skal ud og køre på en mark,« fortæller han.
Turen tog 20 timer, og med sig havde han netværksudstyr, så han kunne sætte et provisorisk kontor op i Uzjgorod.
»Torsdag morgen blev vi ringet op af vores kolleger i Dnipro og Kharkiv, at nu blev der altså bombet i byerne, og det kom totalt som en overraskelse for os,« siger Henning Gørtz Hørstrup.
»Da vi kom i kontakt med min kærestes familie i Dnipro klokken fem om morgenen, var de kravlet ned i et beskyttelsesrum og sad dernede i en kold kælder uden lys, og det hele det rystede. Og det var vel at mærke 200 km både fra Donbass og Rusland, så vi vidste jo godt, at den var helt gal.«
Som en frø, der bliver kogt levende
Selv da granaterne begyndte at falde, var det kun et par af medarbejderne, der ville tage af sted til det nye kontor. De andre ville lige se tiden an.
»De har været i krig i otte år, og det har gjort, at det er ligesom en frø, der bliver kogt levende uden at opdage det. Man bliver simpelthen immun over for krig og invasion. Dnipro, som vi boede i, er den region uden for Kyiv, der har sendt allerflest soldater østpå, så vi var vant til, at der kom sårede ind. Så det var ligesom bare blevet dagligdag.«
Efter langvarige overtalelsesforsøg er det efterhånden lykkedes Henning Gørtz Hørstrup at få de fleste af medarbejderne til at søge sikkerhed i Uzjgorod, som ligger strategisk godt, hvis det skulle blive nødvendigt at flygte ud af landet, tæt på både den slovakiske, rumænske og ungarske grænse.
»For at det ikke skal være løgn, så kan du her fra det kontor, vi har lejet, løbe 100 meter hen over en mark, så er du faktisk i Slovakiet. Der er godt nok hegn og sådan noget,« fortæller han.
»Men hvis russerne kommer herned, så er jeg den eneste af mændene, der kan tage ud, så lige nu er planen, at jeg kan tage alle kvinder og børn med ud herfra. De er jo kommet med mand, kone og børn, ældre og hunde og katte, så vi er ved at være rigtig mange her. Op mod 360. Og hvis regeringen falder, regner vi heller ikke med, at grænserne står, og så kan vi komme ud.«
Arbejde holder bekymringer væk
Efterhånden som medarbejderne er dukket op – indtil videre alle uskadte – og er blevet indkvarteret i byen, er de blevet sat i gang med at arbejde i et forsøg på at give dem en dagligdag og struktur, hvilket er med til at holde bekymringerne på afstand.
»Jeg kan se, at mine medarbejdere er sådan meget normale og har fået en dagligdag op at køre igen, men min familie, der ikke har noget at give sig til, sidder bare og kigger på deres telefoner og hører al den propaganda og har det virkelig skidt,« fortæller han.
Det er også Henning Gørtz Hørstrups holdning, at medarbejderne er mere værd ved deres tastatur, hvor de som it-udviklere tjener en løn, der er ti gange højere end de flest andre ukrainere, end som kanonføde i modstandskampen.
»Altså nu er det ikke, fordi jeg skal diskriminere it-folk eller noget, men mange af dem – hvis du sætter dem til noget praktisk arbejde, så går de mere i vejen, end de er til gavn. Og ligesådan mig selv, altså jeg kan ikke finde ud af at lave væbnet krig, jeg har ikke været i militæret,« siger han.
»Men vi har jo nogle rigtig trofaste kunder, der bakker op, og vi har jo endnu bedre medarbejdere, så vi ser jo vores contribution som, at vi kan blive ved med at sørge for, at folk kan få løn. Der kommer også noget bagefter, ikke, og hvis folk stadig har et arbejde og kan sende nogle penge hjem til deres familier, står vi i hvert fald med det antal færre flygtninge. Det er jo også en form for hjælp.«
Hjælp fra IDA
Lige når det gælder lønudbetalingen er Source Angel imidlertid løbet ind i det problem, at det ukrainske banksystem er blevet så ustabilt, at det ikke er uden risiko at sende penge fra Danmark.
Den bekymring luftede Henning Gørtz Hørstrup for Ingeniørforeningen IDA, da han i denne uge ligesom de fire andre IDA-medlemmer, der er registreret med arbejdssted i Ukraine, blev kontaktet af foreningens juridiske afdeling:
Læs også: IDA står klar med hjælp til ingeniører i Ukraine
»Hvordan kan man betale løn til folk på flugt, mere eller mindre, og hvad er lovligt at gøre i forhold til den danske lovgivning? Det har IDA hjulpet os med at få juridisk assistance om fra Deloitte, og det har de faktisk løst for os til UG, så det har jeg været rigtig taknemmelig for.«
Kontrolleret panik
Selvom mange ukrainere er på flugt fra krigens rædsler, og kvinder og børn forlader landet, oplever den han ikke, at folk er i panik. Tværtimod er det, som om den spændte situation har medført en større ændring i ukrainernes mentalitet.
»Ukrainere er varme og flinke og gode mennesker, hvis du kender dem, men det er sådan lidt et privat folkefærd, specielt på gaden. Du ser ikke folk, der går og smiler, og du laver heller ikke forretning med nogen, som ikke er blevet godkendt af nogen, du kender. De stoler kun på dem, der er forhåndsgodkendt – ikke som i Danmark, hvor vi stoler på folk, indtil de viser det modsatte.«
»Men det jeg har set, efter at krigen er brudt ud, er at alle bare stoler på alle, og alle hjælper alle. Der er bare samkørsel på kryds og tværs, og folk stopper for at hjælpe hinanden. De sætter alt, hvad de har i overskud, varme tæpper og vaskemaskiner, ud til vejen, så folk ligesom kan tage, for de ved godt, at deres folk er på flugt herover vestpå, og de mangler ting og sager,« siger Henning Gørtz Hørstrup.
»Det er virkelig underligt at se et land i krig, hvor folk ikke er i panik. Heller ikke oppe ved grænsen. Der er altså ikke panik for at komme ud. De venter pænt og hjælper hinanden og tager hensyn til kvinder og børn. Det er i hvert fald, hvad jeg har set. Der er en eller anden form for kontrolleret panik, og det havde jeg ikke forventet.«
Uvisheden nager
Selvom det er en lettelse, at han endelig er ved at få samlet medarbejderne i en endnu fredelig afkrog af landet, nager uvisheden om, hvad de kommende uger vil bringe.
»Jeg synes virkelig, det er flot, at det ukrainske militær har holdt stand så længe og er i stand til at yde den modstand, de gør, og vi håber også allesammen på, at de vinder, men det er lidt svært at sidde i det her og ikke vide, hvad der vil ske. Kommer russerne, falder regeringen, vinder vi, skal vi tilbage?«
»Vi er sådan lidt låst lige nu, når vi allerhelst bare vil arbejde og tjene penge til familie og samfundet – og håbe på at blive en del af Europa,« siger Henning Gørtz Hørstrup.
