Dansk isbor kan klare ærterne på Antarktis
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Dansk isbor kan klare ærterne på Antarktis

Når der skal bores et par kilometer eller tre ned i den antarktiske is, står Center for Is og Klima på Københavns Universitet gerne i spidsen og leverer det nødvendige boreudstyr, fortæller ingeniørassistent Steffen Bo Hansen. Han har arbejdet med iskerneboringer i fire årtier, været på Antarktis fire gange og i Grønland et halvt hundrede gange:

»Det danske koncept og design blev brugt til den mere end tre kilometer dybe Epica-boring. Samme elektro-mekaniske bor kan bruges til Beyond Epica, ligegyldigt hvor det bliver, og hvor dybt vi skal ned.«

Læs også: Klimaforskere vil finde verdens ældste is dybt under Antarktis

Med det danske kernebor kan man hente iskerner op, der er omkring 3,5 meter lange og 100 mm i diameter. Boret hænger i en stålwire, og så sænker man det ned i borehullet, borer iskernen ud og hiver det op igen. Hullet holdes åbent af borevæske, så det ikke kollapser under trykket, der bliver stadigt højere, jo længere man når ned.

Det tager blot 15-20 minutter at bore en iskerne ud, men hvis boret er tre kilometer nede, kan det tage en time at hejse det op og lige så lang tid at sænke det ned igen. Det meste af tiden ved en boring går med at få boret op og ned.

Snetag over boringen

En isboring foregår fra bunden af en udgravet fordybning, så holdet er lidt i læ for vind og vejr. Typisk er denne boregrav blevet dækket med bjælker og krydsfiner på toppen, men nu er de danske ingeniører begyndt at eksperimentere med sne som tag. Først blæser de et stort hul i isen med en sneblæser, og så puster de en 35 meter lang ballon, der er 5 meter i diameter, op nede hullet. Ballonen dækkes med sne, som efter et par dage er hærdet og kan fungere som tag på den snehule, der opstår, når ballonen punkteres. Taget af sne er mere modstandsdygtigt og kan holde i længere tid end det træ, man nu slipper for at flyve til borestedet.

I en sidehule opbevares iskernerne, efterhånden som de hentes op, og de indledende videnskabelige undersøgelser af dem foretages på stedet. Så bliver isen skåret op og fragtet til laboratorier, hvor den analyseres grundigere – blandt andet i København.

Emner : Klima
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvor stort er boret.. ? Hvor langt ?

Har den en accu. med ned, eller er den forsynet via en ledning sammen med stålwireren? Hvor mange volt (lang tynd ledning).

Hvad består den borevæske af, som man fylder hullet op med. ?

Hvor hurtig køre sådan et bor rundt.?

Hvad pumper "pumpen" og hvorfor ?

Hvordan holder den fast på kernen.?

Hvordan og hvor meget kommunikere man med boret når det arbejder.?

  • 0
  • 1

Jeg kan besvare et par af spørgsmålene:

Boret får strøm fra en generator, der står på overfladen, så der ryger et kabel med ned. Typisk har forskerne medbragt en stor diesel-generator, der både forsyner lejren og boret med strøm. Der er også et datakabel, så data fra boret sendes løbende til en computer, så man kan overvåge driften.

Borevæsken hedder Estisol-240. Den er baseret på kokosolie og forholdsvis miljøvenlig. Det vigtiste ved en borevæske er, at den er tyndtflydende og selvfølgelig at den ikke fryser ved de lave temperaturer. Væsken bliver justeret, så den har samme densitet som isen. Imellem boringerne står borevæsken bare i hullet og blander sig ikke med isen.

Mvh
Henrik Bendix
Videnskabsjournalist

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten