Dansk frekvens-trick narrer bilradioer til at tune ind på ambulance-advarsel
Ved at jamme bestemte radiofrekvenser kan ambulancer og andre udrykningskøretøjer i fremtiden få lidt lettere ved at komme frem i myldretidstrafikken.
Et nyt system udviklet med offentlig støtte af det danske firma Warning Systems ApS kan få bilradioer i nærheden af udrykningskøretøjet til automatisk at skrue ned for det radioprogram, bilisten lytter til, og advare om, at der eksempelvis er en ambulance på vej. Det foregår både via en besked i displayet og i bilens højttalere.
Forudsætningen er, at radioen understøtter RDS (Radio Data System). Altså samme system, der eksempelvis bruges til automatisk at få radioen til at skifte til en trafikmelding og til at vise informationer om den kanal, der høres.
»Vi har opfundet en metode, så vi kan lokke autoradioer over og høre meddelelserne fra ambulancerne uden at forstyrre almindelig radiomodtagning,« fortæller adm. direktør i Warning Systems Ole Mørk Lauridsen.
En ambulance udstyret med Safe Track vil have en rækkevidde på 300-400 meter, hvor bilradioer altså kan bruges til at advare føreren. Systemet fungerer ved, at ambulancen udsender to signaler. Det ene signal bærer selve advarslen, både lydmæssigt og i tekstform til bilradioen. Og det andet signal jammer, som Ole Mørk Lauridsen kalder det, en lille del af FM-kanalen. Det får radioen til at søge efter en alternativ frekvens til eksempelvis P1. På samme vis, som hvis frekvensen var blevet for svag, fordi den var kommet uden for rækkevidde.
Udnytter information om alternative frekvenser
Ole Mørk Lauridsen forklarer, at Safe Track udnytter, at RDS-radioen ved hvert program, f.eks. P1, læser og gemmer en række alternative frekvenser, hvor P1 også kan findes. Desuden har hvert program en PI (program identification). Ambulancen udsender sit advarselsprogram på et af DR's alternative frekvensområder med eksempelvis P1’s programidentifikation. Når ambulancen er tilstrækkeligt langt væk, vender radioen tilbage til det oprindelige kanal.
»Man kan fjerne det ene sidebånd af RDS'en, uden at det påvirker musikkvaliteten, fordi det ligger helt ude i enden af spektret. Og så tror den almindelige autoradio, at der noget galt med senderen, fordi fejlraten på RDS-signalet bliver meget stor. Derefter går den i gang med at lede efter en bedre sender, og haps, så finder den ambulancen, der både sender RDS og meddelelsen og har den samme programidentifikationskode, som DR's program har,« siger Ole Mørk Lauridsen.
I første omgang bliver Safe Track, der befinder sig på prototypestadiet, afprøvet op mod DR's kanaler. Og DR, der jo anvender FM-frekvenserne, har været med til at sige god for teknikken. I den forbindelse har public service-virksomheden ifølge Ole Mørk Lauridsen lagt særlig vægt på, at Safe Track ikke forstyrrer den generelle lydkvalitet i radioen som følge af jamming.
»Hvis du kører forbi sådan et udrykningskøretøj med en radio, hvor trafikmeddelelser er koblet fra, så vil du overhovedet ikke kunne høre nogen form for forstyrrelse, heller ikke selv om du står lige ved siden af udrykningskøretøjets sender,« siger Ole Mørk Lauridsen og tilføjer:
»Og det imponerede DR noget.«
Begrænsede forstyrrelser
En essentiel del af det patenterede Safe Track-system er netop, at systemet kan forstyrre FM-radioer relativt tæt på til at skifte til ambulancens advarselssignal, uden at det skaber unødige forstyrrelser i lyden i radioer længere væk.
»Det, der trigger radioen, er ikke en konstant forstyrrelse af RDS-signalet. Det er alene det, at det bliver lidt mere almindeligt, at RDS-signalet falder til jorden. Dermed opnår man et system, der virker lige så langt væk, som forstyrrelserne bliver opfattet,« fortæller han.
DR's kanaler ligger på forskellige frekvenser rundt om i landet. I dag mellem kl. 11 og 13 bliver Safe Track demonstreret hos Falck i Kolding. Det sker ved at anvende en - i området - ledig DR-frekvens, der hører til i Frejlev i Nordjylland.
»I en endelig udgave har vores udstyr GPS til stedbestemmelse, det slår op i en database og måler samtidig niveauet af de lokale FM-stationer. Og dermed ved det, ved hvilke frekvenser denne her jammer skal lægges på,« siger Ole Mørk Lauridsen.
Der er foreløbig udviklet fem prototyper af systemet, der, som Ole Mørk Lauridsen beskriver det, har format af en gammeldags telefonbog, som kan sættes til cigarettænderen, og så sættes der en magnetantenne på taget af eksempelvis ambulancen.
Tilblivelsen af prototyperne er sket via et samarbejde mellem Falck Region Syd, Idéklinikken Region Nord, Københavns Brandvæsen og Warning Systems med støtte fra OPI-projektmidler (Offentlig Privat Innovation formidlet af Region Syd).
»Vi har en prototype nu. I løbet af det næste halve til hele år lægger vi op til, at man kan lave et større feltforsøg – eksempelvis med 25 aktive udrykningskøretøjer,« siger Ole Mørk Lauridsen.
