Dansk forskning viser, hvorfor olieforurening er katastrofal i Arktis
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Dansk forskning viser, hvorfor olieforurening er katastrofal i Arktis

Illustration: Janne Fritt-Rasmussen

Sidste år i juli blev en lille bugt i Grønland forurenet med 600 liter tung bunkerolie og råolie.

Heldigvis var der tale om et kontrolleret oliespild, for forskere fra blandt andet Aarhus Universitet hældte olien ud på vandet og lavede en afbrænding, mens det stadig flød på havoverfladen for at se, hvor effektiv den metode er til at rydde op efter olieforurening i de kolde, arktiske egne.

Efter afbrændingen foretog man også en masse målinger af afledte effekter på økosystemet i bugten, før man ryddede helt op. Og nu konkluderer man, at afbrænding af olie – såkaldt in situ burning – er en effektiv metode til bekæmpelse af oliespild, men at metoden dog skal undersøges yderligere.

Forsøget er et eksempel på forskning, hvor man lige nu undersøger metoder til bekæmpelse af oliespild i arktiske farvande.

Og her peger et nyt studie fra Aarhus Universitet på seks helt afgørende faktorer, der hæmmer naturens egen oprydning efter olieforurening på de nordligste breddegrader. På sigt kan studiet måske få betydning for brugen af særlige brændstoffer i arktiske farvande, fordi de ikke kan nedbrydes af naturen.

Maskiner fjerner højst 25 procent

»Når der opstår olieforurening, forsøger mennesker at gøre alt for at rydde op igen – manuelt, mekanisk, ved afbrænding eller kemisk behandling. Men erfaringerne fra flere af de seneste olieforureninger er, at vi kun selv kan fjerne ganske lidt af olien,« forklarer postdoc Leendert Vergeynst fra Arktisk Forskningscenter ved Aarhus Universitet.

Ved f.eks. oliekatastroferne Exxon Valdez i Alaska og Deepwater Hori­zon i Den Mexicanske Golf fik oprydningen kun fjernet 15-25 procent af olien. I de arktiske farvande er det meget sværere at rydde op, fordi der er havis, det er koldt, og det ligger langt væk, så det tager længere tid at nå frem med skibe, maskiner og mandskab.

Klik for at forstørre. Kilde: Aarhus Universitet Illustration: Lasse Gorm Jensen

»Så den største del af olieforureningen bliver efterladt i naturen, der selv skal rydde op. Og den vigtigste vej er gennem bakterier, der kan spise og nedbryde olien,« siger Leendert Vergeynst.

Han står i spidsen for studiet, hvor man har gennemgået al tilgængelig videnskabelig litteratur i jagten på svar på, hvilke forhold der spiller ind i Arktis i forhold til bakteriernes nedbrydning af olie i havis og iskoldt havvand.

Seks faktorer har afgørende betydning, og de tre af dem (lave temperaturer, havis og få næringsstoffer) er velkendt viden, fordi mange videnskabelige undersøgelser har dokumenteret det.

De tre andre (partikler, sollys og ‘forureningstilvænning’) kalder på yderligere forskning.

Når man putter mad i køleskabet, vokser bakterier langsomt. Det samme sker i Arktis, hvor den lave temperatur ændrer de kemiske forhold i olien og hæmmer den biologiske nedbrydning af olien, blandt andet fordi olien bliver mere tyktflydende, så bakterierne får sværere ved at nedbryde den.

Bølger er normalt også med til at opdele olieplamager til mindre enheder, men når havisen dækker havet, er der langt færre bølger.

Endelig har de arktiske farvande et lavt indhold af kvælstof og fosfor, og eftersom næringsstofferne ikke findes i olien, må bakterierne optage dem fra havet, når de ‘spiser’ olien. Det begrænser også den mikrobielle aktivitet, fastslår forskningen.

Sollys, alger og partikler

Forskningsprojektet har som nævnt også vist, at der er tre faktorer, som bør undersøges nærmere.

Det ene handler om den rige alge­vækst i Arktis om foråret og sommeren. Når havisen forsvinder, får det kraftige sollys med blandt andet midnatssolen 24 timer i døgnet planktonalger til at blomstre op.

Fingerede oliespild gør det f.eks. muligt for det private firma Greenland Oil Spill Response at træne håndtering af større oliespild i Grønland i fremtiden. Illustration: Janne Fritt-Rasmussen

»Ved oliespildet i Mexico så man for første gang, at planktonalger klæbede sig til olien. Det gjorde olien mere tyk, så den sank til bunds. I Arktis kan mængden af plankton­alger blive 10 gange højere end i Mexico, så det er absolut en faktor, der har betydning for, hvor hurtige og hvor effektive bakterier er til at rydde op efter olieforurening især om foråret og sommeren,« forklarer Leendert Vergeynst.

»Den samme effekt kan man se i forbindelse med, at gletsjere og floder smelter om sommeren og leder en mængde sand og jordpartikler fra land og ud i havet, hvor de ligesom planktonalgerne klæber sig til olien. Det er også meget dårligt undersøgt,« siger Leendert Vergeynst.

Endelig er der jo altså meget lys i Arktis om sommeren netop på grund af midnatssolen. Og lyset kan også nedbryde olien, men nedbrydningen kan omdanne olien til mere giftige forbindelser.

Forskerne peger i den forbindelse på, at mikroorganismerne og bakterierne har vænnet sig til, hvordan de skal nedbryde de mest giftige oliekomponenter – polycykliske aromatiske hydrokarboner – i f.eks. Nordsøen, der er meget forurenet.

»Men vi er bekymrede for, om giften fra forureningen med olie bliver værre i det fjerntliggende og temmelig ‘jomfruelige’ Arktis, så bakterierne ikke er i stand til at nedbryde olien, især hvis de omdannes til mere giftige komponenter. I tre studier har vi slet ikke set nogen nedbrydning af olien. Det er meget foruroligende,« siger Leendert Vergeynst.

Næste skridt og et forbud?

Forskerne konkluderer, at der er behov for en masse mere forskning i området.

»F.eks. bør vi undersøge nærmere, om særlige molekyler slet ikke kan nedbrydes i Arktis. Vi er nødt til at undersøge effekten af planktonalger, der klæber sig til olien, og endelig betydningen af solen. Det er noget, som vi går videre med i nye forskningsprojekter,«siger Leendert Vergeynst.

Erfaringerne fra flere af de seneste olieforureninger er, at vi kun selv kan fjerne ganske lidt af olien.Leendert Vergeynst, postdoc, Arktisk Forskningscenter, Aarhus Universitet

Der er naturligvis ingen simple løsninger her og nu, og i mellem­tiden må vi krydse fingre for, at der ikke sker olieudslip i de arktiske farvande.

Men hvis det viser sig, at naturen ikke kan rydde op, fordi der er tale om ekstreme og sårbare økosystemer i Arktis, kommer man formentlig ikke uden om internationale aftaler blandt andet omkring skibstrafik for at minimere problemet med olieforurening. Man kunne ændre reglerne for, hvilken type olie der må bruges som brændstof i Arktis.

»Nogle typer olier kan jo være mere problematiske end andre. For eksempel benytter international skibstrafik meget tung olie, og hvis det flyder ud på havet i Arktis, vil det gå til bunds. Det vil heller ikke blive nedbrudt. Der kunne også være regler for, hvor skibe må sejle og hvornår,« funderer Leendert Vergeynst.