Dansk forsker lægger dæmper på WHO’s ebola-entusiasme

»Vores indsats mod EVD-epidemien (ebola-virus, red.) er nu gået ind i sin anden fase, hvor fokus skifter fra at bremse smitten til at gøre ende på epidemien«, skriver WHO ifølge Reuters.

I sidste uge var antallet af nye ebolasmittede 99, og det er første gang siden juni 2014, at det ugentlige antal smittede af den dødelige epidemi er på under 100.

Men den danske forsker Anders Fomsgaard, der er professor og overlæge på Statens Serum Institut, forholder sig tøvende til WHO’s tal og den faktiske situation i Vestafrika. I Liberia og Sierra Leone ser det positivt ud, mens smitteopsporingen i Guinea er mindre effektiv.

Læs også: Ebola-epidemien er på tilbagetog

Han glæder sig over den positive udmelding, men opfordrer til, at man holder hovedet koldt, når man konkluderer på baggrund af rapporten fra WHO. Situationen kan nemlig stadig ændre sig.

»Det, der så kan blive udfordringen, er, at når et område erklæres frit, skal man holde øje med området et godt stykke tid, fordi der er en stor rejseaktivitet. Så det kan være frit nu og inficeret igen i morgen. Den store rejseaktivitet gør, at vi hele tiden ser, at frie områder pludselig bliver inficeret igen. Derfor skal man være lidt varsom med at sige, at det nu er frit. Vi er ikke home safe.«

Læs også: Håndholdt test-kit skal afsløre ebola på under en time

Han påpeger at tallene fra WHO skal tages med et gran salt.

»Det går ned i nogen områder, men så går det op i andre, hvorfor det har været svært at få et overblik. Derudover er indrapporteringen mangelfuld, og der er lidt problemer med validiteten af tallene«, siger han.

Generelt medgiver han dog, at det går bedre. Felthospitalerne virker og de lokale tager lægernes råd til sig, lige som smitteopsporingen fungerer.

Kilde Politiken