Dansk entreprenør vil bygge grønlandske miner

For første gang går en dansk entreprenør nu målrettet efter at bygge og drive miner. MT Højgaard har netop oprettet en selvstændig sektion for mineprojekter. Sektionen skal sikre, at MT Højgaard er med, hvis mineselskaberne i Grønland som forventet åbner en række nye miner i løbet af de kommende år.

»Vi tror meget på minedrift i Grønland. Mineralpriserne stiger, og Grønland har mange lovende forekomster. Derfor har vi oprettet en minesektion. Den retter sig på sigt mod hele verden, men i første omgang ligger fokus i Grønland,« siger den nyudnævnte direktør for minesektionen Jóannes Niclassen.

»Jeg ser mineprojekter som en lovende niche, der kan blive meget stor og give MT Højgaard et ekstra ben at stå på,« tilføjer han.

Knuseanlægget i MT Højgaards olivin-mine i Fiskefjorden i Grønland. [foto: Jørgen Chemnitz Illustration: Jørgen Chemnitz

]

Jóannes Niclassen, direktør for MT Højgaards nye minesektion. [foto: Jørgen Chemnitz Illustration: Jørgen Chemnitz

]

For to år siden sikrede Jóannes Niclassen kontrakten på MT Højgaards første mineprojekt. På en uberørt klippe i Fiskefjorden cirka 100 kilometer nord for Nuuk fik det danske entreprenørfirma til opgave at bygge en mine til udvinding af mineralet olivin, der bruges som hjælpestof til jern- og stålindustrien.

Efter to år er minen i fuld funktion, og de svenske ejere, Minelco, har hyret MT Højgaard til at drive minen foreløbig frem til 2011.

»Vi har vist, at vi mestrer at etablere en mine på kort tid og samtidig starte en produktion. Det er en utrolig god reference i forhold til andre projekter,« siger Jóannes Niclassen.

MT Højgaard er i kontakt med op til tre-fire andre mineselskaber om kommende projekter. Men det er endnu for tidligt at sige, hvornår og hvilke projekter der bliver de næste for MT Højgaard.

Mineproduktion er et helt naturligt satsningsområde for en entreprenører, mener Jóannes Niclassen.

»Det med at bore, sprænge og knuse er jo ikke fremmed for os. Der er meget stor synergi mellem klassisk entreprenørarbejde og driften af en mine,« siger han.

Råstofdirektoratet i Nuuk har på nuværende tidspunkt uddelt 68 koncessioner til mineselskaber, der leder efter mineralforekomster rundt omkring i Grønland. Foreløbig er MT Højgaards olivin-mine og guldminen i Nalunaq de eneste miner i Grønland.