Da de tre baltiske lande Letland, Litauen og Estland stoppede importen af russisk gas den 1. april, var det ifølge Hans Henrik Lindboe, civilingeniør og energianalytiker ved Ea Energianalyse, en konsekvens af mange års energiplanlægning væk fra russisk gas.
Han har selv boet i den lettiske hovedstad Riga, og meget af hans arbejde indenfor energiplanlægning i begyndelsen af 1990’erne handlede netop om at få afviklet baltisk afhængighed af russisk gas.
»Det, der gennemsyrede de tre baltiske landes måde at tænke energi på i begyndelsen af 1990’erne efter murens fald, var usikkerheden for den store nabo i øst. Lige siden har de taget truslen i, at Rusland kan bruge energi som et magtpolitisk middel, meget alvorligt,« forklarer Hans Henrik Lindboe.
Ifølge civilingeniøren kan man tale om, at den historiske forbindelse til Rusland har været mere afgørende for de baltiske landes afkobling fra russisk gas, end det er tilfældet for de store, gasforbrugende lande som Spanien, Italien og Tyskland.
Men selvom deres energisystemer er bygget op fra grundtanken om en forsyningssikkerhed, der ikke hviler på bjørnens skuldre, forblev gas en central del for særligt lettisk og litauisk energiforsyning efter murens fald.
»Da Estland, Letland og Litauen skulle indlemmes i EU, var et af kravene fra unionens side, at Lithauen skulle lukke Ignalina-atomkraftværket ned, fordi det var præcis den samme type kraftværk som det i Chornobyl. Det blev endeligt lukket for 12-13 år siden,« forklarer Hans Henrik Lindboe.
Med til kravet fulgte, at EU ville medfinansiere et nyt, fossilt kraftanlæg, der både kunne fyre med kul og gas. Dertil kommer, at et af europas største gaslagre med en kapacitet på 3,2 milliarder kubikmeter gas, ligger i Letland, og derfor forblev gas trods alt en central del af energisystemet i både Lithauen og Letland.
Lithauen har ifølge Hans Henrik Lindboe et gasforbrug, der minder om det danske (der ifølge Energistyrelsen lå på 2,8 milliarder kubikmeter i 2021).
»Letlands gasforbrug er lavere endnu, cirka halvdelen af Lithauens, og i Estland bruges der nærmest ikke nævneværdige mængder gas set fra et samlet, europæisk perspektiv,« udtaler han.
Ifølge Hans Henrik Lindboe udgør de baltiske landes samlede gasforbrug ikke mere end 1 procent af EU-landenes samlede gasforbrug, og den ene procent bliver ifølge Hans Henrik Lindboe i høj grad dækket af import af flydende gas, der trækkes i land ved hjælp af fuldt funktionelle LNG-terminaler.
»Alle EU-lande med kystadgang har opført LNG-terminaler ud over Tyskland og de nordiske lande. I de baltiske landes tilfælde blev det selvfølgelig også gjort for at sikre forsyningen af ikke-russisk gas. Derudover er der også en forbindelse klar til import/eksport af gas mellem Lithauen og Polen næste år,« siger Hans Henrik Lindboe.
Lithauen, der har det største forbrug af gas af de tre lande, importerer omkring halvdelen af deres gas fra Norge via en LNG-terminal i Klaipèda-havnen.
»Norge ville ikke skulle skrue særligt meget op for forsyningen, før det kunne dække Lithauens gasforbrug. Det vil være en brøkdel af den LNG, der er tilgængelig på verdensmarkedet,« udtaler Hans Henrik Lindboe.
Dertil kommer at andelen af vedvarende energi på de baltiske energimarkeder er på højde med de danske. Ifølge Hans Henrik Lindboe bliver omkring halvdelen af Lithauens strømforbrug dækket af vindenergi.
Kort fortalt kan afkoblingen fra russisk gas altså lade sig gøre, fordi
*De baltiske lande var forberedt på netop en situation som den, der er opstået efter den russiske invasion af Ukraine.
*Gasforbruget er relativt lavt og optager ikke store dele af LNG-markedets beholdning.
*De har fuldt funktionelle LNG-terminaler og store andele af energiforbruget dækkes af vedvarende energi.
»Det er meget flot af den litauiske præsident at sige, at fordi de har gjort sig uafhængige af russisk gas, kan vi også gøre det i resten af europa. Men så enkelt er det ikke,« udtaler Hans Henrik Lindboe.
»Vi kan også blive uafhængige af russisk i Danmark, når Tyrafeltet kommer i drift næste år, men det er en anden sag for Tyskland, Italien og de andre store gasforbrugere. Og for EU som helhed.«
