Dansk Dreamliner-kunde: Flyet har kun børnesygdomme

Et af de første danske selskaber, der kommer til at flyve med Boeings nye superfly, 787 Dreamliner, er Star Tours. Selskabet har allerede meddelt, at det hen mod slutningen af året vil sætte det nyindkøbte fly ind på ruten til Den Dominikanske Republik i Caribien.

Den seneste tids meldinger om sikkerhedsproblemer får ikke Star Tours til at ryste på hånden.

Læs også: Sikkerhedslanding får storkunde til at køre alle Dreamliners i hangaren

Star Tours er blandt de første danske rejsearrangører, der kan tilbyde, at flyrejsen foregår med Boeings nye superfly Dreamliner 787. Illustration: Star Tours/TUI

Læs også: Se Boeings testpilot præsentere 787'erens nye supercockpit

»Der er altid børnesygdomme med nye fly. Dem finder man hurtigt. Som jeg er informeret, har de børnesygdomme, man har set indtil nu, ikke været af kritisk karakter. Vi venter stille og roligt. Vi er glade, fordi vi mener, at vi får et godt fly, og de småfejl bliver rettet ind,« siger salgsdirektør i Star Tours Stig Elling.

Star Tours' moderselskab, det britiske TUI, indkøber Dreamliner-flyene og stiller dem til rådighed for den danske operatør.

Læs også: Amerikanske myndigheder undersøger Boeings Dreamliner

»Vi får først leveret vores Dreamliner i december. Og vi er overbevist om, at man til den tid har fundet alle børnesygdommene. Vi har også set, at der har været problemer med den nye Boeing Jumbojet og med Boeing 737-800, så de skal lige køres ind i starten. Det er selvfølgelig beklageligt, men sådan er det åbenbart,« uddyber Stig Elling.

Ud over den Dreamliner, som Star Tours får leveret i december, har den danske operatør udsigt til at få leveret endnu et Dreamliner-fly til næste år.

Emner : Fly