Det dansk-amerikanske firma Rokoko har udviklet en motion-capture dragt, de kalder Smartsuit. Den er et langt billigere alternativ til nuværende motion-capture studier, den er mobil og den kører over et simpelt, men effektivt setup, lyder Rokokos egne argumenter for dragten. Ingeniøren gør status på Virtual Reality, efter at vi for et år siden fordybede os i fænomenet. Blev det bare en hype, eller står vi med en gamechanger? I denne uge ser vi på eksempler, etik og den dobbelte virkelighed. Alle artikler vil kunne læses på ing.dk/fokus/virtual-reality.Virtual reality
Den er inspireret af high-performance sportstøj, der sikrer, at det er stoffet (og ikke ledninger og mekanik), der bliver trukket i, når man bevæger sig rundt i den.
På dragten er der 19 sensorer, der hver i sær måler acceleration, rotation og orientering. Der er en sensor per kropsdel, såsom hovedet, skulderen, overarmen, underarmen osv., hvilket sender information til en lille hub på ryggen, der kan streame data videre via wifi.
»Alle vores algoritmer og vores kinematiske model kører lokalt på dragten, hvilket gør, at man ikke har brug for noget middleware for at anvende dataen direkte i en app på for eksempel en smartphone,« forklarer Matias Søndergaard, der er medstifer af Rokoko.
Dataen kan bruges direkte i typiske animationsprogrammer som Unitys Mecanim, 3DS Max og Maya, hvor du live vil kunne se en digital udgave af dig selv bevæge sig rundt.
Kører på en powerbank
Hvis man taler mobil teknologi, er det nødvendigt at forholde sig til, hvor uafhængigt det er fra en strømforsyning. Det er svært at forestille sig, at en dragt ville give frihed, hvis der pludseligt er ledninger, der hiver dig tilbage eller et stort batteri, der tynger dig ned.
»Det hele er kablet, så man ikke skal til at skifte batterier på 19 forskellige sensorer, men blot kan skifte det ét sted og anvende en standard powerbank. Det synes vi er fedt,« siger Matias Søndergaard.
Han understreger, at deres force er teknologien i dragten og ikke at udvikle batterier, hvorfor de har valgt at køre på powerbanks, der er lette og billige at skaffe. Dragten kan køre på en 5000 mA powerbank i 6 timer, hvorefter man let kan skifte den ud.
Kræver ikke andet end en 4G-forbindelse
Motion-capture kan være meget datakrævende, da det ofte er afhængigt af optisk data – altså video, der er både datakrævende og kan indeholde store mængder støj. Rokoko fjerner dog denne klassiske hindring ved, at modellen kan køre udelukkende på ren kvalitetsdata fra sensorerne.
»Vi arbejder kun med ratiations-, accelerations- og orienteringsdata, hvilket gør at vores datamængder er små og man derfor kan streame alle ens bevægelser online via 4G netwærk. Det gør systemet utrolig mobilt,« siger Matias Søndergaard.
Dragten opdaterer 100-120 gange i sekundet, hvilket er rigeligt, da det nuværende "krav" til VR er 90, da man ellers kan blive svimmel.
Et problem, Rokoko dog ikke har kunnet fixe endnu, er, at i forbindelse med VR-oplevelser, så har systemet lige nu en forsinkelse på 50 ms, hvilket gerne skulle ned under 30. Forsinkelsen skyldes primært netop, at systemet kører på wifi.
Han indskyder desuden, at selvom de allerede nu har en håndfuld dygtige ingeniører ansat, så leder de efter flere, der kan hjælpe med at udvikle videre. De kigger nu på både handsker til dragten og en løsning på, hvordan man i VR skal kunne interagere med forskellige genstande.
Potentiale indenfor kunst, animation, VR og spil
Smartsuitet er som udgangspunkt beregnet til animation, men vil også kunne bruges i mange andre situationer, hvis udviklingen og interessen på området stiger.
Det vil kunne benytte dragten til en dybere VR-oplevelse, hvor du ikke blot har hoved og hænder, men snarere hele kroppen med i den virtuelle verden.
»Når du sidder med en konsol og fx. spiller sportsspil, så er det oplagt at du bruger hele din krop og fingre i spillet, hvilket vil gøre det meget mere levende, og ikke spiller som i dag hvor de fleste er begrænset til at anvende et simpelt joystick. Det håber vi på at kunne ændre,« siger Matias Søndergaard.
Dragten koster lige nu $2.495 (over 15.000 kr.), hvilket nok udelukker de fleste private købere lige nu, men det giver virksomheder en mulighed for at få en billig tilgang til motion-capture, animation af mennesker og VR.
