Dansk-designet, nedklappelig stormflodsmur skal beskytte Manhattan

160 dræbte, tab og genopbygningomkostninger for 355 milliarder kroner. Sådan lød regningen, efter at orkanen Sandy i slutningen af oktober 2012 havde hærget gennem det østlige USA.

Et af de steder, det gik hårdest for sig, var i New York, hvor 48 døde, og knap to millioner indbyggere var uden strøm i flere dage. Stormen stoppede også handlen på byens børs og påvirkede dermed hele verdensøkonomien.

For at sikre, at det ikke kan ske igen, har den amerikanske regerings ministerium for boliger og byudvikling valgt at investere over fem milliarder kroner i at stormflodssikre New York, New Jersey og de andre kystområder, der blev ramt af orkanen.

Et museum i strandkanten på Manhattans sydspids skal både lære de besøgende om miljøbeskyttelse og samtidig være en del af øens stormsflodsmur. Sådan lyder et af de vindende forslag fra arkitekterne og ingeniørerne fra holdet Big U - der er ledet af den danske arkitektgruppe Big. Illustration: Big

Vinderne af designkonkurrencerne for de forskellige områder blev offentliggjort i går. I konkurrencen om at sikre Lower Manhattan mod oversvømmelse vandt et hold ledet af den danske tegnestue Big dommernes gunst.

Læs også: Sandy er på kanten af en 100-års stormflod

Forslaget ‘Big U’ indebærer blandt andet, at der skal bygges en slags nedklappelig stormflodsmur ind under vejen FDR Drive, der løber langs Manhattens sydøstside fra Manhattan Bridge til Montgomery Street.

Et andet forslag er at sikre byens finansdistrikt mod oversvømmelser ved at bygge en hævet sti gennem Battery Park på Manhattans sydvestside. Stien skal være en slags grøn dæmning på land. På øens østside skal der ligeledes anlægges en høj sti og plantes træer og buske, der tåler saltvand.

»The Big U er et eksempel på, hvad vi kalder social infrastruktur. Den nyligt opførte bypark i New York, the High Line, viser, hvordan en nedlagt jernbanestrækning kan bliver omdannet til et nyt byrum og landskab. Kyststrækningen i Lower Manhattan bliver ikke bare sikret, men også mere tilgængelig og indbydende for byens borgere,« siger tegnestuens stifter, Bjarke Ingels, i en pressemeddelelse om konkurrencesejren.

Læs også: USA overvejer dæmninger for 800 milliarder kroner

Hævede grønne områder skal fungere som dæmninger - men uden at afskære byens indbyggere fra havnefronten. Illustration: Big

På øens sydspids har kystvagten i dag en af sine bygninger. Bigs hold foreslår at rive bygningen ned og erstatte den med en ny, der med en stor glasvæg i en delvist nedgravet facade mod havet skal fungere som museum eller udstillingsbygning med temaer som miljøbeskyttelse eller maritimt museum. Bygningen skal desuden indgå som en del af kystsikringen på denne strækning.

Ud over Big deltager hollandske One Architecture (vand- og byplanlægning), Starr Whitehouse (landskab), James Lima Planning & Development (økonomi), Green Shield Ecology (økologi), Buro Happold (ingeniør), Level Infrastructure (ingeniør), Arcadis (ingeniør), AEA Consulting (kultur/æstetik), Project Projects (grafisk design), og Parsons the New School for Design på vinderholdet. Big U har fået 1,8 mia. kroner til at føre ideerne ud i livet.

Under orkanen Sandy strømmede havvand ind gennem Battery Park og oversvømmede finansdistriktet, så byens børs måtte lukke i to dage. Big U foreslår at anlægge en hævet og snoet sti gennem området, så det ikke kan ske igen. Illustration: Big
Emner : Klima
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Dette vil kunne stormflodsikre såvel Issefjorden, som Roskilde Fjord. I stedet for de lokalt kommunalt planlagte tiltag om at forhøje lokale diger, som i praksis ikke vil fungere, når vi igen får en 100 års vandstigning - for ikke at tale om den forudsagte globale vandstandsstigning.

Holland har i årtier håndteret dette, så også de biologiske konsekvenser, og afhjælpning af disse findes der løsninger på.

mvh

Torben Nielsen

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten