Danmark var med til at sætte sit aftryk på den synteserapport, som FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i København søndag.
»Det lykkedes godt for os, at rapporten klart afspejler de ting, som vi ønsker,« siger Tina Christensen fra DMI, som var dansk delegationsleder i IPCC.
Hun tog ordet, da 300 delegerede fra 120 lande var samlet for at give forskerne input til, hvordan de skulle skrive 8.000 siders gennemgang af den videnskabelige klimalitteratur ned til et referat på 40 sider til verdens beslutningstagere.
Det skete for at sikre, at omkostningerne ved at undgå klimaforandringer kom med i synteserapporten. Uden dem vil forbruget vokse mellem 1,6 og 3 procent årligt op igennem det 2100. århundrede, konkluderer rapporten. Det vil koste 0,06 procentpoint af den vækst at sørge for, at temperaturen ikke stiger over to grader. Eller som Tina Christensen udtrykker det:
»Så dyrt er det heller ikke.«
Desuden var Danmark besluttet på at få med i rapporten, at hvis temperaturstigningen skal holdes under 2 grader, så skal de fossile brændsler helt ud af vores elforsyning i 2100. Netop den pointe har fyldt meget i internationale medier og i Ingeniørens dækning for den sags skyld.
Læs også: Opråb fra FN-forskere: Kul og gas skal helt ud af energiforsyningen
Tina Christensen fremhæver, at Danmark har vist en del af vejen: Det kan lade sig gøre at have økonomisk vækst og nedsætte CO2-udslippet. Det samme lægger klimaminister Rasmus Helveg Petersen (R) vægt på i sin pressemeddelelse om klimarapporten.
»Den gode nyhed er, at hvis vi handler nu, så er udgifterne overskuelige. Det viser Danmarks eksempel. Vores BNP er steget samtidig med, at vores CO2-udledning er faldet,« siger han.
»Vi skal væk fra kul, olie og gas. Både fordi vi skal begrænse temperaturstigningerne, og fordi vi skal begrænse omkostningerne,« tilføjer ministeren.
Læs også: Klimaforskerne: Vi skal handle nu - ellers bliver det meget, meget dyrere
Verdensnaturfonden WWF skriver, at der skal investeres flere hundrede milliarder dollars i energibesparelser og vedvarende energi for at holde temperaturstigningen under to grader. Det boom er danske virksomheder godt rustet til at få en andel af.
»Jo grønnere verden bliver, desto rigere vil vi blive her i Danmark. Det vil uden tvivl betyde et markant boost i milliardklassen for den danske økonomi, når og hvis verdens lande for alvor går i gang med den grønne omstilling,« siger WWF’s klima- og miljøchef, John Nordbo.
Han advarer dog om, at Danmark investerer mindre end tidligere i energiforskning, og at det kan bremse den grønne vækst.
