Dansk chef for bioberedskab: Her kiksede miltbrand-håndteringen i USA

Det amerikanske laboratorium, der ved en fejl sendte aktive miltbrandsporer til ikke-sikkerhedsklassificerede forskere, kan have anvendt en for lav strålingsdosis til inaktivering af sporerne.

Sådan lyder en mulig forklaring på, hvorfor de miltbrandsporer, som det højklassificerede Centers for Disease Control’s laboratorium sendte ud af huset til undersøgelse, var i aktiv form og ikke inaktiv, som forskerne troede.

Læs også: Sjusk i højklassificeret laboratorium: 75 forskere muligvis smittet med miltbrand

Buddet på forklaring kommer fra chefen for det danske Center for Biosikring og -Beredskab, John-Erik Stig Hansen. Normal procedure er nemlig at strålebehandle miltbrandbakterier, så de ikke er aktive og dermed levende, før de kan sendes til et lavere klassificeret laboratorium, som det for nylig skete i USA.

Men sporerne viste sig senere stadig at være aktive og kan dermed potentielt have smittet 75 forskere, der ikke var udstyret til at håndtere miltbrand i aktiv form.

»Det er sandsynligt, at sporerne ikke har fået en tilstrækkelig høj dosis stråling, så kun de hurtigst voksende sporer blev inaktiveret af behandlingen,« siger John-Erik Stig Hansen.

Læs også: Forsker får høvl for at genskabe ekstremt farlig fugleinfluenza

Metoden til inaktivering er ifølge John-Erik Stig Hansen anerkendt og bliver sædvanligvis fulgt op med en prøve efter 48 timer for at sikre, at sporerne nu også er blevet inaktive, før de må sendes videre til forskning under lavere klassificering.

»Så det er nok et sted i testproceduren, at det er gået galt, siden sporerne alligevel viste sig at være levende,« vurderer chefen for det danske Center for Biosikring og -Beredskab.

Centret står blandt andet for at sikkerhedsgodkende laboratorier i Danmark, før de må arbejde med særligt farlige og smitsomme virus og bakterier som miltbrand. Men selvom der også her i landet bliver forsket i miltbrand, mener John-Erik Stig Hansen ikke, at der er nogen fare for, at håndteringen går galt som i USA:

Læs også: Leder: Farlig forskning kræver bred faglig tilslutning

»Ikke, hvis alle regler og sikkerhedsforanstaltninger bliver overholdt, som de skal. De har givetvis lignende regler i USA, men jeg vil tro, at hvad der skete, var en menneskelig fejl, og dem kan man jo aldrig helt sikre sig imod,« siger han.

De 75 forskere, som blev eksponeret for miltbrandsporerne, blev behandlet med antibiotika, inden de nåede at blive syge.

Da terrorister i 2001 sendte miltbrandbakterier i brev med posten, døde fem af de elleve personer, som blev syge af at indånde sporerne.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Qoute:

"Men selvom der også her i landet bliver forsket i miltbrand, mener John-Erik Stig Hansen ikke, at der er nogen fare for, at håndteringen går galt som i USA.

Ikke, hvis alle regler og sikkerhedsforanstaltninger bliver overholdt, som de skal. De har givetvis lignende regler i USA, men jeg vil tro, at hvad der skete, var en menneskelig fejl, og dem kan man jo aldrig helt sikre sig imod,« siger han."

Det gik jo NETOP galt selvom de HAVDE regler og sikkerhedsforanstaltninger!

Menneskelige fejl kan ALTID forekomme - så uanset hvor mange regler du har, er der altid risiko for at der sker fejl og brud.

Lad os håbe på at denne fejl var de 20% over 10 år der er den statistiske fejl-rate høj-risiko laboratioer har over en 10-årig periode jr. en tidligere Ing-Artikel.

  • 0
  • 0

Nu er miltbrand jo heldigvis ikke en smitsom virus, så dem der ikke lige bliver udsat for det er ikke i fare. Men hvad hvis det var? Hvad hvis det var 75 forskere, der var udsat for koppevirus eller lignende, og nåede hjem til deres familier og lidt rundt før det blev opdaget?

Godt at man fangede fejlen i det mindste, men det vil altid være farligt med den slags.

  • 0
  • 0

Miltbrand er er smitsom bakterie og er ganske ubehagelig for dem, der bliver udsat for den (selv om dem, der ikke bliver udsat for det, ganske rigtigt ikke er i fare.......) Miltbrand er udråbt som et potentielt bioterror våben. Ganske vist kan miltbrand behandles med penicillin, men hvis man skal slippe godt fra det, skal diagnosen stilles hurtigt og behandlingen sættes ind hurtigt. Bare et par timers ventetid på skadesstuen kan betyde at det er slut...

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten