Dansk bølgekraftkoncept får knap 19 millioner til fuldskalaprojekt

7. august 2018 kl. 16:213
Dansk bølgekraftkoncept får knap 19 millioner til fuldskalaprojekt
Illustration: Wavepiston.
Wavepiston har netop hentet midler fra EU's Horizon-program til næste fase af teknologiudviklingen: Et demonstrationsanlæg i fuld skala, tilsluttet elnettet.
Artiklen er ældre end 30 dage

Det danske bølgeenergiselskab Wavepiston med base i Helsingør har netop sikret sig knap 19 millioner kroner i støtte fra EU's forskningsprogram Horizon 2020.

Støtten skal gå til over de næste to år at etablere demonstrationsanlæg i fuld skala med en samlet effekt på mellem 200 og 250 kW.

Læs også: Pontoner og stødstænger skal trække kraft ud af Skagerraks bølger

»Demonstrationsprojektet bliver et fuldskala-anlæg med 24 energimoduler på en 185 meter lang streng. Anlægget får sandsynligvis en samlet peak-effekt på 200-250 kW – alt efter hvilken kyst anlægget skal placeres ud for,« forklarer Wavepistons administrerende direktør, Michael Henriksen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han tilføjer, at pengene også skal bruges til at forberede det første kommercielle projekt med teknologien.

Overvejer test på Gran Canaria

I øjeblikket kigger man på flere forskellige placeringer til demonstrationsanlægget. Især en placering på et bølgekraft-testcenter på Gran Canaria er stærkt inde i billedet.

Selve energimodulet i Wavepiston består af en lodretstående plade, som bevæges af bølgerne og dermed skubber og trækker en hydraulisk pumpe. Illustration: Wavepiston.

Wavepistons koncept består kort fortalt af en lang streng, som placeres vinkelret på den primære bølgeretning, og hvorpå en række energimoduler er monteret som perler på en snor. Strengen er forankret til bunden i begge ender.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs også: Wärtsilä vil udrulle finsk bølgekraft til hele verden

Hvert energimodul består af en lodretstående plade og to hydrauliske pumper, hvor pladen bevæges af bølgernes bevægelser og derved skubber og trækker de hydrauliske pumper.

Pumperne leverer tryksat vand til en turbine, der via en generator omsætter energien til strøm.

Prototype i test siden 2015

En Wavepiston-prototype ligger i øjeblikket i farvandet ud for Hanstholm i et testområde under DanWEC (Danish Wave Energy Center). Her har prototypen siden 2015 gennemgået forskellige tests, og den afsluttende rapport med testresultater omkring holdbarhed og energiproduktion forventes færdig sidst på året.

Læs også: Bølgekraftanlægget Wavepiston testes i hårdt havmiljø ved Hanstholm

»De foreløbige resultater viser, at vores prototype med seks energimoduler kan yde 12 kW og producere, hvad der svarer til 32.000 kWh om året,« oplyser Michael Henriksen.

Hvad økonomien i bølgekraftkonceptet angår, regner Wavepiston med, at det første kommercielle anlæg vil se dagens lys i 2021, og at det bliver anlæg til ø-samfund og andre isolerede samfund, hvor elpriserne er anderledes høje end for eksempel i Danmark.

Læs også: Norges første nettilsluttede bølgekraftanlæg i drift

Artiklen fortsætter efter annoncen

Wavepiston beskæftiger i øjeblikket tre personer på fuldtid og tre på deltid, men skal til at ansætte flere folk, nu da EU-støtten til demonstrationsprojektet er kommet i hus.

Læs meget mere om konceptet på Wavepistons hjemmeside.

3 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
3
8. august 2018 kl. 18:52

Sk.. godt klaret, hårdt arbejde, god teknologi og dedikerede folk er opskriften her på succes! God vind (og (vand)-strøm) til jer og firmaet. Holder tommelfingrene for jer!

Knus fra en stor fan!

2
7. august 2018 kl. 22:18

Det er så vigtigt, at der ydes økonomisk støtte til udvikling af nye vedvarende energi-projekter. God vind fremover til Wavepiston og andre visionære projekter

- tjaeh?:

Efter mange mange års frugtesløs eksperimenten med bølgeenergi, ser det ud til at de mange dårlige erfaringer efterhånden vejer tungere end den naive drøm om billig energi fra havets bølger

https://ing.dk/artikel/boelgeenergi-falder-jorden-hanstholm-185885#comment-748771

Nå, det var jo Wavestar - og altså ikke -piston! :)

1
7. august 2018 kl. 19:49

Det er så vigtigt, at der ydes økonomisk støtte til udvikling af nye vedvarende energi-projekter. God vind fremover til Wavepiston og andre visionære projekter. Og kast så de maskiner over bord og kom i gang med fuldskala produktion!