Dansk atomskrot bliver en årelang møgsag
Debatten om det kommende danske slutdepot for radioaktivt atomaffald fik ny næring i ugens løb, og det bliver en fantastisk interessant sag at følge i de kommende år. Etableringen af den danske atomlosseplads rummer nemlig alle nødvendige elementer for at udvikle sig til en miljøpolitisk bombe for det ministerium og den minister, der bliver ansvarlig for at etablere depotet. Det er der flere årsager til.
Netop ordene 'atom' og 'radioaktivt' bliver nøglen. Uanset mængderne eller typen af isotop, skaber radioaktivitet frygt hos mange almindelige mennesker, og problemerne på atomkraftværket Fukushima i Japan har øget den frygt. Arbejdet med at opbygge den nødvendige lokale opbakning til slutdepotet bliver op ad en meget stejl bakke.
Mængderne. Der bliver tale om 5.000-10.000 m3 primært lavaktivt atomskrot. Om det er meget eller lidt, afhænger af øjnene, der ser. I forhold til lande med atomkraftværker som Sverige og Finland, er der tale om meget små mængder, som i øvrigt er relativt uskadeligt set i forhold til det affald, de håndterer dagligt i de lande. Men det ændrer ikke på, at affaldet er en realitet, og at mange danskere har svært at se, hvorfor vi overhovedet har atomaffald, når vi ikke har atomkraft, og hvad de har fået ud af det arbejde, der skabte affaldet?
Dansk Dekomissionering har allerede nu åbnet for, at depotet vil eksistere betydeligt længere tid end 300 år som depot for farligt affald. Årsagen er, at affaldet indeholder tungmetaller og andre kemiske stoffer, som kan være sundhedsskadelige, og som modsat de radioaktive materialer bliver ved med at være miljø- og sundhedsskadelige. Det drejer sig blandt andet om 50-70 ton bly (dog i metallisk form), 200 kilo cadmium og 40-50 ton bitumen. Da man ikke kan udskille stofferne, kategoriseres det samlet som farligt affald.
Spøgelserne rumsterer fra andre miljøsager som Høfde 42, CO2-lageret i undergrunden ved Nordjyllandsværket samt ikke mindst Kommunekemis mislykkede import af 6.100 ton australsk HCB-affald. Danskerne vil ikke have HCB, testvindmøller eller unge kriminelle i deres baghaver, så hvad med 10.000 m3 radioaktivt og andet sundhedsskadeligt affald? Dansk Dekommissionering prøver at forsikre om, at der ikke vil være fare ved depotet, men det bliver svært at overbevise danskerne. Atomkraftdebatten i 1970'erne viste med al tydelighed, at følelser vinder over rationelle argumenter - især når det kommer til atomkraft. Vi fik en smagsprøve i marts, hvor frygten for et tysk atomlager 125 kilometer fra Bornholm nåede helt ind på Christiansborg.
Danmark kan i udgangspunktet ikke sende affaldet til udlandet, fordi vi i 1998 underskrev det internationale atomenergiagenturs affaldskonvention. Den siger, at radioaktivt affald så vidt muligt skal deponeres i de lande, hvor det er genereret.
Samlet har de fem punkter betydet, at man i statsadministrationen for længst har lugtet en rigtig dårlig sag nærme sig.
Alle vil væk
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har siden 2003 haft formandskabet for en særlig arbejdsgruppe, der har forberedt et beslutningsgrundlag (B48) og som lagde grunden til en redegørelse, der blev præsenteret for Folketinget i januar 2009. Men nu vil Indenrigs- og Sundhedsministeriet ud af formandskabet. Officielt fordi man samtidig er tilsynsførende myndighed på det nukleare område, og fordi man ikke mener, at etableringen af depotet hører under ressortområdet for ministeriet.
Men hverken Miljøministeriet, der for mange virker som det naturlige ressortministerium for slutdepotet, Videnskabsministeriet, der har Dansk Dekommissionering under sig, eller Klima- og Energiministeriet står på spring for at overtage sagen. Snarere tværtimod.
Siden 2009 har de fire ministerier helt op på departementschefniveau kæmpet om at slippe for opgaven, og Indenrigs- og Sundhedsministeriet har omtalt slutdepotet som en sag, som 'må frygtes at ville volde offentligheden mange bekymringer'. Det er embedsmandssprog og betyder oversat til jævnt dansk: Evakuér skuden!
Tilbage står, at etableringen af en dansk atomlosseplads vil være en klassisk miljømæssig møgsag i mange år fremover. Mange ved, at nogle få kan løse opgaven, men ingen ønsker at tage ansvaret. Resultatet er, at alle flygter fra det, som de fleste er enige om, nogen skal tage sig af, og som alle ved, er nødvendigt. Det kan stå på i årevis. Eksisterende oplagret affald:Her er Danmarks atomskrot
Papir, glasudstyr, arbejdstøj, m.v. Restprodukter fra vandbehandlingsanlæg
Volumen: 3.000 m3
Rester fra forsøg med uranudvinding:
Affald efter uranudvinding
Volumen: 1.000 m3
Særligt affald:
Lukkede kilder fra industrien. Prøver af bestrålet brændsel. Ubestrålet uran m.v.
Volumen: 200 m3
Affald fra nedrivning af atomanlæg:
Grafit, metaldele, beton m.v.
Volumen: 1.000 m3
Kilder: Dansk Dekommissionering, Indenrigs- og Sundhedsministeriet
