Danmarks snedigste korthajer skaber interaktivt svampekort
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Danmarks snedigste korthajer skaber interaktivt svampekort

Lige nu sidder ni eksperter og dyster om, hvem der kan lave den bedste kortapplikation i løbet af 24 timer. Konkurrencen, som går under navnet 'Udfordringen', er et nyt tiltag på Kortdage-konferencen, hvor reglerne er forholdsvist simple:

De ni deltagere inddeles i tre hold og bliver udstyret med en fælles opgave. Herefter har de enkelte hold så et døgn til at komme med et bud på den bedste løsning på opgaven.

»Udfordringen går ud på, at vi gerne vil se forskellige udviklere og repræsentanter for kommunerne, der arbejder med GIS, sætte sig ned og løse en udfordring. De har fået en bunden opgave, og så er der ellers frit slag på alle hylder, når den er løst,« siger Sik Camon Jensen, der til dagligt arbejder med GIS som systemudvikler i KMD, men under Kortdagene er tovholder på 'Udfordringen'.

Der er et par fodnoter forbundet med konkurrencen: Softwaren, der bliver anvendt, skal være gratis og/eller open source, så alle deltagere som udgangspunkt har de samme muligheder. Og så er holdenes sammensætning heller ikke helt tilfældig. De er fordelt, så der eksempelvis er en, der er god til programmering på hvert hold. Og så kan et hold heller ikke bestå af medarbejdere fra samme organisation.

»Der bliver ikke noget med, at et eller andet firma kan stille med et allstarhold, og så kører de den hjem og scorer billige point,« siger Sik Camon Jensen.

Svampejagt

Opgaven, som alle holdene skal løse, tager afsæt i geodata fra hjemmesiden svampeatlas.dk. Her kan brugere landet over indrapportere deres fund af svampearter i den danske muld, hvorefter de bliver vist på et danmarkskort. P.t. er der omkring 40.000 indberetninger. Opgaven består af to dele, hvor den første handler om konfliktsøgning, forklarer en af deltagerne, Mikkel Wendelboe Toft, som er GIS-konsulent ved virksomheden Niras.

»Det vil sige, at hvis man trækker en vej på et kort via et geografisk interface, så skal man kunne se, hvilke svampearter, der vil være truet,« forklarer han og viser nogle blyantsstreger på en blok, der symboliserer problemstillingen.

Stregerne er et af resultaterne af den halvanden times brainstorming, han og de to andre holdkammerater startede 'Udfordringen' med.

Den anden del af opgaven, som skal løses, handler om at kunne lave en teoretisk estimering af svampeforekomster. Der er nemlig stor forskel på, hvor ivrigt svampeindberetningen foregår rundt om i landet. Således kan der være helt hvide pletter på svampeatlas-kortet lige ved siden af pletter, hvor der er registeret mange svampe. Men det er ikke ensbetydende med, at der ikke er svampe i de hvide områder. Derfor går en del af opgaven ud på at estimere, hvor stor svampeforekomsten er i de områder, der ikke er indberettet data fra, forklarer Mikkel Wendelboe Toft.

»75 pct. af alle svampe eksisterer i skov, så det bruger vi til at lave et estimat ud fra,« siger Mikkel Wendelboe Toft, der ikke forventer, at han eller resten af holdet får sovet meget de næste 24 timer.

Estimatet bliver blandt andet til ved at hente informationer om skovudbredelsen på baggrund af kort hentet fra diverse offentlige tjenester, der bruger åbne standarder til at udveksle data med.

Plads til overraskelser

Udover løsningen af de bundne opgaver, står det deltagerne frit for, hvad de vil præsentere efterfølgende i de 24 timer, konkurrencen forløber.

De kan enten vælge at gå videre med svampeopgaven eller dupere dommerne, som er de øvrige konferencedeltagere, med noget helt andet. Mikkel Wendelboe Toft og resten af holdet satser umiddelbart på at forfine svampeprojektet med en anonymiseringsmulighed i svampeindberetningerne. Den skal forhindre, at eksempelvis sommerhusejere dropper indberetningen af svampefund af frygt for at afsløre deres svampeområde overfor alle andre.

For at undgå sådan en situation planlægger Mikkel Wendelboe Tofts hold at lægge en tilfældighedsfaktor ind i applikationen, som betyder, at det er muligt at sløre indberetningen, så den i stedet for at blive markeret nøjagtigt, placerer den tilfældigt inden for et område på eksempelvis en kvadratkilometer.

»Forskerne vil kunne se præcist, hvor svampene er registreret, men det skal være muligt at gøre det randomized for alle mulige andre, så man ikke røber sit svampested,« forklarer han og tilføjer:

»Det er lidt ude af scope for denne portal (svampeatlas.dk, red.), og hvad de gerne vil, men vi synes, det er lidt frækt tænkt, så vi prøver at præsentere idéen alligevel.«

Det handler om at lære

Trods den originale idé forventer Mikkel Wendelboe Toft ikke, at den automatisk er ensbetydende med en sejr, når konkurrencens vinder findes senere i dag, men det er heller ikke det vigtigste.

»Vi regner ikke med at vinde, vi regner med at lære noget. Det interessante er jo - udover at dele viden - at vores hold er sammensat, så man ikke kommer på hold med nogen, man arbejder med til dagligt. Vi ville jo aldrig i hverdagen få sparring med hinanden, men nu sidder vi sammen og skal opfinde den gode idé - det er jo meget mere interessant end kun at sparre med dem, der sidder på kontoret,« siger han.

Konkurrencens vinder bliver udråbt i dag klokken 12, hvor de 544 tilmeldte deltagere skal stemme på den løsning, de foretrækker. Det foregår ved, at de enkelte hold viser en powerpointpræsentation af resultatet, hvor holdene dog også har mulighed for at vise noget funktionel kode, da de under forløbet har fået stillet en server til rådighed, så koden og metoderne kan testes og fremvises.

Sik Cambon Jensen fra KMD gør sig dog ingen forhåbninger om, der kommer et egentlig brugbart produkt ud af 'Udfordringen', men det gør heller ikke noget.

»Mit håb er, at der dukker minimum en spektakulær kortanvendelseside op i løbet af natten, og den behøver ikke at omhandle svampe.«

Læs hvem der vandt 'Udfordringen'på ing.dk, når vinderen bliver kåret over middag i dag.

Kommentarer (2)