Danmarks havmiljø skraber bunden

18. august 2008 kl. 13:12
Danmarks havmiljø skraber bunden
Illustration: WWF Sverige/Anders Modig/Naturbild.
Farvandene omkring Fyn gisper efter vejret, og Østersøen er det mest døde hav i verden, fastslår svensk professor, som står bag ny, verdensompændende undersøgelse. Han forventer dog forbedringer med de danske vandmiljøplaner.
Artiklen er ældre end 30 dage

Havmiljøet i Danmark har ramt bunden. Især områderne omkring Fyn er hårdt ramt af døde zoner, og Østersøen er ganske enkelt verdens mest døde hav.

Det viser en ny verdensomspændende undersøgelse, som professor Rutger Rosenberg fra universitetet i Gøteborg netop har udgivet sammen med professor Robert Diaz fra Virginia Institute of Marine Science.

Ifølge undersøgelsen er antallet af døde zoner i verdenshavene steget fra 49 i 1960 til 405 i dag. Fra 1995 til 2007 er antallet steget med en tredjedel. Og det står især slemt til i Danmark.

»Mange kystområder i Danmark er plaget af døde zoner, men det ser værst ud med områderne omkring Fyn og Østersøen,« siger Rutger Rosenberg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De døde zoner omkring Fyn er sæsonprægede. Det viser sig i august og september, når vandene er varmest, fordi der er for mange næringsstoffer, kvælstof og fosfor, i vandet. Efterårsstormene bringer frisk vand og ilten tilbage i området.

Anderledes ser det ud med Østersøen. Her udskiftes vandene kun hvert tiende år, og det stationære bundvand gør, at de døde zoner er mere permanente.

Samlet set ligger, ifølge DMI, 42.000 kvadratkilometer permanent livløse hen. Det er et område på størrelse med Danmark.

Døde zoner karakteriseres ved større havområder nær kysten, hvor mængden af ilt i vandet er så lav, at alle livsformer søger væk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er blandt andet forurening, bøndernes gødning og hårde regnfald, der er med til at skabe de døde zoner. Der bliver dog gjort meget i Danmark for at råde bod på situationen. Spildevandsrensning og miljøaftaler gør, at vi er på vej mod bedring.

»I Danmark burde man kunne se en væsentlig forskel i den positive retning om 10 år,« vurderer Rutger Rosenberg.

I undersøgelsen kalder han og Robert Diaz de døde zoner for en af de største belastninger, der er på økosystemet. Døde zoner regnes blandt overfiskeri, tab af udbredelsesområder og skadelig algevækst som globale miljømæssige problemer.

De 405 døde zoner verden over dækker et område, der er på størrelse med New Zealand.

Dokumentation

Pressemeddelelse fra undersøgelse

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger