Danmarks første passivhus-skole skal bygges i Hjørring

Normalt siger man, at skoler er med til at forme deres elever, men på erhvervsskolen EUC Nord bliver situationen i en periode stik modsat.

Skolen, der ligger i Hjørring, skal ombygges, så den som den første skole i landet lever op til passivhus-standarden. Ombygningen omfatter både en renovering af de eksisterende lokaler samt opførelsen af et helt nyt passivhus på 1200 kvadratmeter. Alt sammen skal det leve op til passivhus-kravene om at være næsten selvforsynende med CO2-fri varme fra solen.

Grundprincippet i skolens nye design bliver store vinduespartier, der giver optimal udnyttelse af solens varme, kombineret med ekstra isolering, der sikrer minimalt varmetab. På denne måde kan skolens energiforbrug til varme reduceres til nærmest ingenting.

Det er Bjerg Arkitektur og Grontmij Carl Bro, der står for udformning og projektering af byggeriet, men skolens tømrerelever får også lov at være med. De skal sideløbende med den igangværende projektering producere nøjagtige 1:1 modeller af byggeprojektets detaljer.

Modellerne skal vise de elementer, hvor byggeriet adskiller sig fra traditionelt byggeri. Fordi tætheden er så vigtig i et passivhus, bliver det især modeller af de steder, hvor dampspærrer og isolering mødes, eksempelvis ved tag og væg.

Begejstret for at have lærlinge med

Der er flere gevinster ved at få tømrerlærlingene til at lave disse modeller, fortæller udviklingsleder hos Bjerg Arkitektur, Rene Martin Larsen, som er begejstret for at have de unge lærlinge med på projektet.

»De fleste entreprenører er ofte nervøse, når det er et passivhus, der skal i licitation, fordi de tror, det kræver meget mere end almindelige byggeprojekter. Det resulterer som regel i, at prisen bliver fordoblet. Ved at præsentere dem for de modeller, eleverne har lavet, kan vi vise dem, at det ikke er svært,« siger han til ing.dk.

Desuden skal modellerne helt ud på byggepladsen, så håndværkerne hele tiden under byggeprocessen kan se, præcis hvordan de forskellige detaljer skal udføres. Det sikrer en bedre kommunikation af arkitekternes vision og mindsker risikoen for fejl, fortæller Rene Martin Larsen.

Også til gavn for eleverne

Han pointerer desuden, at det ikke kun er arkitekterne og håndværkerne, der får noget ud af samarbejdet. Arbejdet med modellerne giver også tømrerlærlingene en større viden om fremtidens byggenormer, mener han.

»Det er relativt få indenfor byggebranchen, der i dag ved noget om passivhuse. Så man kan sige, at vi med dette samarbejde hjælper med at få gjort en implicit viden mere explicit,« siger Rene Martin Larsen.

Selve byggeriet går i jorden i starten af december og forventes at stå færdigt i løbet af et år.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Godt intiativ med at indtage lærlingene med på projektet, billig arbejdskraft og de får erfaringer med lavenergi huse. Vi mangler virkelig erfaringer fra lavenergi huse i det daglige byggeri, og tit og ofte er det fagmanden der råder kunden til hvilke produkter der skal vælges i byggeriet. Jeg ville ikke have noget imod at prøve at bygge et lav energihus. Jeg kunne forestille mig at klimaskærmen skulle være bare nogenlunde tæt ;)

  • 0
  • 0

For så vidt enig med Kim, men måske skulle man sige bedre sent end aldrig. Passiv-, eller lavenergihuse har nu været fremme længe og det bliver helt sikkert fremtidens byggeri. Allerede om få år bliver lavenergiklasse 2 normen, så forhåbenlig lærer lærlinge på andre tekniske skoler også om lavenergihuse.

Energirigtigt byggeri er til gavn for både husejer og samfund.

mvhS www.sparenergiogpenge.dk

  • 0
  • 0

De hidtidige erfaringen med den slags huse tegner da ikke lovende. Dårlige indeklimaer med svamp og og andet ragelse i alt for tætte huse.

Her i Allerød har man lige revet vort 30 år gamle rådhus ned, det levede op til sit navn RÅDHUS med et indeklima der gjorde folk syge

Gå også ud og betragt O Energihust på DTU.

  • 0
  • 0

Hvor godt mon det initiativ lige er ???

At energirigtigt byggeri er til gavn for både husejer og samfund er en sandhed med modifikationer. Sidst jeg her på debatsiden så en beregning af en energirenovering var tilbagebetalingstiden 240 år, hvis man så på den sparede CO2 udledning holdt op mod den CO2 udledning der blev genereret ved renoveringen af en bygning. Alt for mange kommuner er også sprunget på vognen med at kræve "bæredygtigt byggeri" i lokalplaner. Men kommunen glemmer at definere hvad der menes med bæredygtigt. Det kan selvfølgelig være fordi der ikke findes nogen dansk norm eller beskrivelse for bæredygtigt byggeri. Men så kunne man måske henvise til amerikanske eller engelske beskrivelser.

Som jeg tidligere har argumenteret for, så er det godt at spare på energien - men der er behov for en mere overordnet "livscyklusvurdering" af en del af de initiativer der bliver igang. Det nytter jo ikke at få et energi rigtigt hus, hvis energibesparelsen aldrig er i stand til at opveje det merforbrug der har været ved producere, levere og indbygge de nødvendige byggematerialer/isolering.

  • 0
  • 0

Så er det da netop godt, at de skal lære det.

At et 30 år gammelt hus ikke fungerede, er da ikke et argument for at man ikke skal videre.

MVH Carsten Andreasen.

  • 0
  • 0

Ja det er et rigtigt godt projekt, men danmarks første bliver det ikke. Vi byggede for over et år siden den første passivhus skolebygning i DK på Vester Skerninge friskole ( Sydfyn ). Erfaringerne herfra er rigtig gode så hvis der er nogle som skulle have lyst til at opleve dette i virkelighed så er jeg sikker på at skolen gerne viser rundt. Skulle der stadig være en enkelt passihus skeptiker tilbage, så er det muligt at få lov til at låne det eneste pasivhus i europa hvor man frit kan komme og bo for at opleve hvordan et passivhus fungerer. Det kan ske i vores 220 m2 passivhus tæt ved Billund i Jylland. Huset er for øvrigt verdens tætteste bolig målt på Blower-door test. Huset er indrettet til 8 overnattende gæster og det eneste som man selv skal have med er tandbørsten. www.harresoe.dk

  • 0
  • 0

De hidtidige erfaringen med den slags huse tegner da ikke lovende. Dårlige indeklimaer med svamp og og andet ragelse i alt for tætte huse.

Her i Allerød har man lige revet vort 30 år gamle rådhus ned, det levede op til sit navn RÅDHUS med et indeklima der gjorde folk syge

Gå også ud og betragt O Energihust på DTU.

Tror du ikke, at det dårlige indeklima skyldes dårlig eller mangel på ventilation?? - Hvis man bygger dyre energirigtige huse, har man også råd til ordentlig ventilation..

  • 0
  • 0

Hvad er ordentlig ventilation?

Er det luft der skal igennem et filter der aldrig bliver vedligeholdt og en varmeveksler der er en tilbudsvare lige på den tid hvor byggeriet foregår...jeg kan godt fortsætte hvis det skal være.

Når jeg går en tur rundt i byen og ser på hvorledes huse i almindelighed vedligeholdes, så tvivler jeg på at den slags huse er en god ide.

Min kommune siges at være en af de rigeste (når man ser bort fra den kvarte milliard vi tvinges til at sende vestpå) og på trods af det er alle offentlige bygninger i en forfærdelig stand. De skriger af manglende vedligehold. Den ville ikke kunne håndtere en nul energiskole.

  • 0
  • 0

Hvis man spare over 85% af varmeregningen sammenlignet med et almindeligt byggeri, må der jo være penge at spare ved at rense et filter med jævne mellemrum.

Jeg har dog heller ikke læst artikler om at om at der ikke er råd til at varme skolerne op i Allerød endnu, så denne løsning ser jeg ikke umuligt at overføre til skolerne i Allerød.

  • 0
  • 0

Hvad er ordentlig ventilation?

Det afhænger jo af dit behov.. En del af et godt indeklima er, at det rum man opholder sig i bliver ventileret, så luften i rummet har en tilpas temperatur og ikke føles tung og ”brugt”.

Er det luft der skal igennem et filter der aldrig bliver vedligeholdt og en varmeveksler der er en tilbudsvare lige på den tid hvor byggeriet foregår...jeg kan godt fortsætte hvis det skal være.

En stor udfordring ved ventilation er jo vedligeholdelsen. (som alt andet) især at undgå den skadende træk, der kan opstå. Det er derfor vigtigt jævnligt at kontrollere og rengøre spjæld, ventiler, filtre og luftkanaler.. Desuden kan støv og snavs, der sidder fast i ventilationsanlægget, forringe virkningen af ventilationen og i værste fald være sundhedsskadelig, hvis det blæses rundt i rummet. .

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten