Danmarks første sol-fjernvarme

3. januar 2007 kl. 00:00
Brædstrup Fjernvarme ved Horsens forventer at starte byggeriet af landets første anlæg, der kombinerer solvarme med kraftvarme, til februar.
Artiklen er ældre end 30 dage

Et 8000 kvm stort solfanger-anlæg skal fra sommeren forsyne forbrugerne hos Brædstup Fjernvarme med 10 procent af deres varme. Dermed bliver Brædstrup nordvest for Horsens hjemsted for landets første kraftvarme-anlæg, hvor man indbygger et stort solfanger-anlæg i systemet.

Anlægget er så unikt, at det har fået 3,5 millioner kroner i tilskud fra Energinet.dk, som sidste år analyserede sig frem til, at kombinationen sol og kraftvarme er en selskabsøkonomisk god idé.

Ifølge Per Kristensen fra Brædstrup Fjernvarme koster anlægget i alt 12,5 millioner kroner, og det vil kunne betale sig tilbage på bare 6,5 år, fordi solen erstatter dyrt brændsel.

»Vi mangler nu bare den såkaldte projektgodkendelse fra kommunen - så er vi klar til at køre,« siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I projektet deltager - udover Brædstrup Fjernvarme - det rådgivende ingeniørfirma Planenergi, der forestår de tekniske og økonomiske beregninger.

Solfangerfirmaet Arcon leverer solfangerne, ingeniørfirmaet Rambøll har optimeret solvarmeanlægget i forhold til det eksisterende kraftvarmeværk, og Marstal Fjernvarme bidrager med erfaringer fra verdens største solvarmeanlæg.

Endelig har DTU udviklet videre på Arcons solfangere for at få dem til at levere ekstra varmt vand, omkring de 85-90 grader, som fjernvarmesystemet kører med.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger