Danmark spilder milliarder på at beskytte kysten med overflødige høfder
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Danmark spilder milliarder på at beskytte kysten med overflødige høfder

Høfde Høfder ved Borgbjerg
Høfder ved Bovbjerg. (Foto: Kystdirektoratet)

Grundejerne langs de 7.300 km danske kyststrækninger spilder milliarder af kroner på at sikre deres strande med blandt andet høfder. Høfderne er dyre og skubber blot problemerne med erosion længere ned ad kysten.

Sådan lyder opsangen i en ny analyse om beskyttelsen af de danske kyster, som et udvalg bestående af embedsmænd fra fem ministerier har været næsten to år om at skrive.

Analysen sætter for første gang værdi på de anlæg, herunder høfder, diger, højvandsmure og sandfodring, som beskytter de danske kyster. De har kostet 53 milliarder kroner. Heraf har private grundejere brugt langt det største beløb, 45 mia. kr. De har nemlig selv pligt til at beskytte kysten.

Grundejere har bygget 12.410 høfder

De private grundejere sværger mest til høfder, der går ud i vandt og opsamler sand, som ellers var blevet skyllet væk med strømmen. Danmark har således 12.410 privatetablerede høfder. Ifølge analysen er det langtfra en succeshistorie.

'Det fangede sand reducerer tilbagerykningen af kysten på en strækning opstrøms for konstruktionen. Det sker dog på bekostning af den nedstrøms strækning, som så vil mangle det fangede sand. En høfde flytter således erosionen nedstrøms, og medfører læsideerosion,' lyder det i analysen.

Læs også: Kystdirektoratet vil stoppe havets fråden med usædvanlige sandbunker

Omtrent samme konklusion lyder om de bølgebrydere, som ligger parallelt med kysten, og som er blevet mere populære i de senere år. Heller ikke den beskyttelse af skråninger ned til kysten, som private grundejere har etableret 681 steder i landet, får pæne ord med på vejen.

'Er kysten udsat for kronisk erosion, vil erosionen derfor fortsætte. Stranden vil med tiden blive smallere for til sidst at forsvinde helt som ses på billedet figur 10. Erosionen fortsætter i stedet foran beskyttelsen, som må forstærkes med jævne mellemrum for at holde funderingen intakt. Desuden bliver kystprofilet med tiden stejlere. Skråningsbeskyttelse alene er derfor ikke velegnet som beskyttelse mod kronisk erosion,' konkluderer analysen.

Kun sandfodring virker, men det vil grundejerne ikke acceptere

Sandfodring, i analysen også kaldet strandfodring, som staten gennem Kystdirektoratet selv foretager langs den jyske vestkyst, er langt den billigste metode til at beskytte de danske kyster, lyder det fra embedsmændene. Med strandfodring bliver der tilført sand enten til selve stranden eller til bunden tæt på kysten for at kompensere for den naturlige erosion.

'Strandfodring vil altid være den mest omkostningseffektive metode til at foretage erosionsbeskyttelse. Dette skyldes, at kysttilbagerykningen reelt kun kan standses ved anvendelse af aktive metoder. Det faktum er ikke alment kendt og accepteret blandt grundejere langs de danske kyster,' står der i analysen.

Læs også: Kronik: Sandfodring som kystsikring bygger på fejlagtigt dogme

Sandfodring er imidlertid dyrt, hvis det kun foretages på en kort strækning. Prisen kommer betragteligt ned, hvis det sker på lange strækninger.

'Den mest omkostningseffektive metode til at forhindre erosion er, når der foretages strandfodring på en kyststrækning af en vis længde. Hovedparten af erosionsbeskyttelsen i Danmark er udført som passiv kystbeskyttelse, hvilket ikke er den mest omkostningseffektive erosionsbeskyttelses-metode,' som den slags skrives på embedsmandssprog.

Koordineringen fejler

Analysen kortlægger, at de nuværende regler gør det besværligt for grundejerne at samarbejde og for kommunerne at koordinere indsatsen.

'Eksisterende værktøjer og regler fungerer i praksis ofte ikke efter hensigten. Kystbeskyttelsesloven blev i 2006 ændret for at gennemføre kommunalreformen, hvor amternes opgaver med kystbeskyttelse blev lagt til kommunerne. Med en præcisering af formålsbestemmelsen i kystbeskyttelsesloven ønskede man samtidig at fremme helhedsløsninger. Lovændringen har imidlertid kun medført få tilfælde, hvor kommunerne har gennemført helhedsløsninger,' skriver embedsmændene.

Læs også: Kystdirektoratet: Blå plasticrør er vores største sagskompleks

Der er, konkluderer de, behov for enklere regler og smidigere processer for at sikre, at grundejerne ikke spilder penge på flere høfder, men arbejder sammen om sandfodring. Det lover miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) at rette op på.

»Der er i dag steder med et beskyttelsesbehov, som ikke bliver dækket, og analysen og nye værktøjer skal nu hjælpe kommuner og grundejere med at finde løsninger,« siger han i den pressemeddelelse, som ministeriet har udsendt om analysen.

Kommentarer (43)

Der må da kunne laves nogle permanente løsninger, sandfodring stopper jo aldrig, og er kun midlertidigt!?

Kunne man forestille sig, at man måske kombinerede opstilling af møller med kystbeskyttelse, kunne man lave en eller anden form for win win der?

Måske kunne man skabe små eller større kunstige øer, der kunne tage noget af presset mod hovedkysten, især der hvor slidtagen er værst?

Noget andet er, at vejret pga. klimaforandringer sandsynligvis vil blive mere ustabilt, derfor er det mere end nogensinde nødvendigt, at finde en mere permanent løsning på beskyttelsen af specielt den jyske vestkyst, der skal kun den rigtige storm til, før der kan opstå permanente og uoverskuelige skader, det er set før i historien, f.eks. med øen Jordsand, som ikke er mere.

Det kan ikke passe, at vi i vores moderne tid ikke har viljen, ekspertisen og midlerne til at skabe en permanent beskyttelse en gang for alle, eller skal Danmark bare blive mindre og mindre?

  • 12
  • 9

100m fra nuværende kystlinje og området gjort til offentligt fællesareal.
Med diverse energiabsorberende foranstaltninger og vindmølle øer, kan problemflytning minimeres.

Som mega-projekt synes jeg det lyder tillokkende, men nok ikke så realistisk af tekniske og politiske årsager.

  • 8
  • 1