Danmark sparer milliarder på klimaprojekter i ulandene

Hvad har tre svinefarme i Thailand, fjernvarme i Rumænien, en kemisk fabrik i Kina og kunstgødningsfabrik i Bulgarien tilfælles? De er alle sammen med i de projekter, som Danmark har købt sig ind i for at leve op til Kyoto-protokollen.

I alt har Danmark foreløbig brugt 1,4 milliarder kroner på at købe klimakvoter op i Østeuropa og ulandene. For det beløb har vi reduceret vores udslip med, hvad der svarer til 3,3 millioner ton CO2 i hvert af årene fra 2008 til 2012, i alt 16,5 millioner ton.

Danmark vil, hvis vi taber en sag om Kyotos udgangsår, købe sig til yderligere knap en million ton årlige reduktioner. Så må vi ikke mere for EU, for så svarer det til, at vi har købt os til halvdelen af den reduktion, som vi forpligtede os til med Kyoto.

Et eksempel på et af de danske klima-projekter: Et biogasanlæg ved svinefarme i Thailand. (Foto: Danishcarbon.dk) Illustration: Danishcarbon.dk

Det regnskab omfatter dog ikke kvoter, som blandt andet kraftværksselskaberne og de energislugende virksomheder køber.

Pris for samme reduktion med biobrændstof: 12,2 milliarder kroner

Danmark har givet 85 kroner pr. ton, når alle administrative omkostninger regnes med. Prisen vil sandsynligvis stige en anelse, da ikke alle projekter kan forventes at få det fulde bidrag, som de er godkendt til.

Hvis Danmark i stedet havde opført nye havvindmøller, så var prisen 270 kroner pr. ton sparet CO2. Det fremgår af analyser, som Finansministeriet udførte i 2003, da havvindmøller var billigere end i dag. Med 2003-prisen ville det have kostet os 4,5 milliarder kroner at leve op til Kyoto, hvis vi udelukkende havde satset på havmøller.

Nu er havmøller strengt taget ikke noget godt eksempel, fordi de er omfattet af den kvotebelagte sektor. Så passer det bedre med transportsektoren.

Havde vi i stedet storsatset på biobrændstof til de danske biler, havde prisen været 740 kroner pr. ton sparet CO2 eller 12,2 milliarder kroner i alt. Hævet benzinafgift er ifølge Finansministeriet endnu dyrere for samfundsøkonomien.

Bulgarsk kunstgødning

Den danske regering valgte derfor strategien med mest miljø for pengene. Foreløbig deltager Danmark i 71 meget forskellige projekter. Godt halvdelen af reduktionen finder sted i Østeuropa, resten i ulandene.

Det projekt, som giver os størst reduktioner, er den bulgarske kunstgødningsfabrik, hvor det danske bidrag har fjernet udledningen af lattergas. Danmark er også med i et af de udskældte, kinesiske projekter om at fjerne gassen HFC23 fra fabrikker, der producerer kølemidler.

Ingen miljøorganisationer eller forskere har så vidt vides kulegravet de danske klimaprojekter særskilt siden 2005. Men ifølge John Nordbo fra Verdensnaturfonden er der ingen grund til at tro, at de danske projekter i Østeuropa er bedre end de projekter i ulandene, som har fået meget international kritik. Tværtimod mener han, at kontrollen i Østeuropa er ringere.

Klimaprojekter skal forbedres

Danmark står fast på, at projekterne er en vigtig del af klimaaftalerne. Det slog daværende klimaminister Connie Hedegaard fast i et svar til Folketinget for et år siden, da der var kritik af projekterne.

Danmark arbejder for at bevare og forbedre projekterne i en ny klimaaftale. Det oplyser forhandler på kulstofmarkedet, Marie Christiansen, fra Klimaministeriet.

»CDM har været langt mere succesfuld, end man forestillede sig. Vi venter, at de fleksible mekanismer kommer til at fortsætte efter 2012,« siger hun med den officielle betegnelse for klimaprojekter.

»Vi skal søge at styrke den miljømæssige integritet og det institutionelle setup, så det bliver enklere for virksomhederne at forudsige, hvilke beslutninger CDM Executive Board tager. De mindst udviklede landes andel af CDM-projekter søges også forbedret,« tilføjer hun. CDM Executive Board er den komité under FN, som godkender klimaprojekterne.

Klimaministeriet har ikke lyst til at blive citeret for mere om den sag, mens forhandlingerne i Bella Center står på.

Dokumentation

Danish Carbon hos Energistyrelsen beskriver de klimaprojekter, som staten investerer i alene i ulandene
Danish Carbon Fund, hvor staten sammen med private virksomheder investerer i projekter startet af Verdensbanken
Finansministeriets opgørelse af, hvad forskellige klimatiltag koster (fra 2003)
Miljøorganisationen 92-gruppens gennemgang af danske klimaprojekter fra 2005
Connie Hedegaards svar på kritik af CDM sidste år

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

CDM'er kan ganske rigtigt være en uhyre effektiv fremgangsmåde, når det drejer sig om reduktion af forpligtelser.

Til gengæld er forpligtelserne nok også det eneste, der bliver reduceret. Ingen kan bilde mig ind at sådanne projekter kan kontrolleres effektivt. Selve troen på noget sådant afspejler nærmere et akut behov for en solid omgang realitetsterapi.

Resultaterne afhænger nærmere af de involverede parters gode vilje. Og jeg vil da nødigt afvise, at noget sådant kan forekomme - af og til. Men jeg er bange for at "manglen vil være reglen".

  • 0
  • 0

I alt har Danmark foreløbig brugt 1,4 milliarder kroner på at købe klimakvoter op i Østeuropa og ulandene. For det beløb har vi reduceret vores udslip med, hvad der svarer til 3,3 millioner ton CO2 i hvert af årene fra 2008 til 2012, i alt 16,5 millioner ton.

Og dermed har de lande, DK betalte aflad til, reduceret deres udslip. DK udleder da stadigt lige så meget, som de hele tiden har gjort.

  • 0
  • 0

Kommentarerne er udmærkede, men der savnes endnu et led i kæden. Problemet kan eksemplificeres med nedenstående citat fra artiklen:

"Med 2003-prisen ville det have kostet os 4,5 milliarder kroner at leve op til Kyoto, hvis vi udelukkende havde satset på havmøller"

Hvis der også er anvendt 2003-priser for brændsel er hele artiklen fuldstændigt meningsløs. Den vil alene være udtryk for galloperende inkompetence.

At finansministeriets samfundsøkonomiske beregninger vedr. CO2-omkostninger hviler på umulige forudsætninger og derfor GENERELT er meningsløse/uanvendelige er en anden sag.

F.eks. opererer de ufravigeligt med en jævn prisudvikling for fossile brændsler, uagtet der absolut INTET historisk belæg er for at antage noget sådant. Prisudviklingen har altid været karakteriseret ved voldsomme spring, efterfulgt af perioder med stilstand eller svagt fald.

Springene er altid kommet bag på alle, og de har altid medført økonomisk tumult med tilhørende samfundsøkonomiske tab. Det gælder også den nuværende krise, som langtfra kun er "finansiel".

Men jeg har aldrig set forsøg på at kvantificere disse tab. Måske fordi det overstiger de økonomiske geniers evner, måske fordi det er det i strid med herskende favoritteorier - jeg ved det ikke. Jeg kan bare se at man ikke kan bruge beregningerne til noget som helst fornuftigt.

Tilsvarende gælder beregninger vedr. værdien af teknologiudvikling. De findes simpelthen ikke! Forholdet til teknologi er "ren shopping": Hvis man har brug for noget, så køber man det da bare (og vi kunne jo købe hele verden..). Teknologierne forventes at drysse ned fra himlen.

Vi er med andre ord styret af total uvidenhed.

At Thorpedérsen & følge hurtigt har kunnet blive enige om at CDM'erne var en dejligt billig måde at slippe om ved det klimapjat på er en anden sag. Heller ikke på det område er ekspertisen jo ligefrem selvindlysende.

  • Men det er jo også meget sjovere at lave smarte modeller, der f.eks. klart kan vise de tårnhøje samfundsøkonomiske omkostninger ved højere benzinafgifter. Den slags beregninger er smaddergode til at klappe hinanden på skuldrene med, når man færdes i de kredse..
  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten