Danmark sakker bagud i vindkapløbet

Vinden har lagt sig i Danmark, når det gælder satsningen på vindenergi. Imens stormer USA og Kina frem og vinder over Danmark i kapløbet om vindenergien, forudser Vestas chef.

»Danmark kan tabe sin førerposition inden for vindenergi inden for de kommende år. Dels fordi USA og Kina investerer så massivt i området, men især også på grund af en fejlslagen politik herhjemme,« siger Finn Strøm Madsen til berlingske.dk.

Han fremhæver især manglende investeringer i uddannelse af ingeniører og det gælder for alle ingeniøruddannelserne.

Videnskabsminister Helge Sander erkender, at manglen på ingeniører er et problem, men fralægger sig ansvaret for problemerne.

»Manglen på ingeniører er et helt reelt problem, og vi bruger penge målrettet på at højne interessen for faget. Men selv om Finn Strøm Madsen gerne ville have det, har jeg altså ikke en lasso til at indfange de unge til ingeniøruddannelserne,« siger Helge Sander til berlingske.dk.

Men problemet er ikke kun manglen på investeringer i uddannelse. Ifølge Jakob Lau Holst, vicedirektør i brancheorganisationen Vindmølleindustrien, er der akut behov for vindmølletestcentre. Han efterlyser en national prøvestation med ti pladser til test af prototyper.

Så stikker problemet med for få ingeniører dog igen sit grumme ansigt frem. Et testcenter vil nemlig have brug for mange ingeniører.

Vestas har i dag 65 procent danskere og 35 procent udlændinge ansat i forsknings- og udviklingsafdelingen. Hver gang de ansætter fem nye medarbejdere, er der fire udlændinge og kun en dansker. Og det er ikke kun fordi udbuddet af danske ingeniører er for lille. Det faglige niveau i Danmark er heller ikke højt nok.

Emner : Vindmøller
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det dækker sig faktisk fint med vores erfaringer her på Risø DTU. I vindenergi afdelingen er der i de sidste 6 år startet 41 PhD studenter. Af dem var i alt 15 danskere, 19 fra andre EU lande og resten udefra. Men nu, hvor vi som part af DTU skal uddanne mange flere (ca. 10 per år) er det svært at få en del danskere. Af de 14 (!) nye PhD studenter vi optog i sidste år er der kun 3 danskere, og det er vitterlig ikke fordi vi fraselekterer dem, der kommer bare kun sjældent gode ansøgninger.

Den gode nyhed i det er vel at vi alligevel finder dygtige folk, som så har niveauet til at arbejde hos os. Eller på Vestas, Suzlon, Garrad Hassan eller Siemens.

Mvh Gregor

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten