Danmark risikerer at skulle rydde op efter amerikansk atomreaktor i Grønland
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Danmark risikerer at skulle rydde op efter amerikansk atomreaktor i Grønland

Som led i en propagandakampagne inviterede USA's hær spejdere til at besøge Camp Century. Heriblandt danske Søren Gregersen, der som 18-årig sammen med sin amerikanske spejderkollega Kent Goering opholdt sig på militærbasen i et halvt år. På billedet får Søren Gregersen demonstreret, hvordan den mobile atomreaktor PM-2A styres fra kontrolrummet. Foto: National Archives Washington

En usædvanlig pakke og en usædvanlig FN-udsending dukkede uafhængigt af hinanden op i Københavns Lufthavn samme uge i oktober i år.

Pakken indeholdt 150 kilo let misfarvede iskerner, hentet på dybder helt ned til 40 meter under indlandsisen i Grønland. De skal nu studeres nærmere af forskere fra blandt andet Risø DTU og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

FN-udsendingen var Baskut Tuncak. Han er både jurist og biokemiker med titel af særlig undersøger for FN i forbindelse med menneskerettigheder og dekommissionering af giftigt affald.

Han og pakken skal på hver deres måde kaste lys over omfanget af forureningen fra militærbasen Camp Century, som blev oprettet i Grønlands indlandsis af USA's hær i 1959-1960 og lukket seks år senere.

Men at klarlægge basens efterladenskaber besværliggøres ifølge en midtvejsmelding fra Baskut Tuncak af manglende information om, hvad den amerikanske hær egentlig efterlod.

»Den manglende åbenhed fra de amerikanske styrker skaber fortsat en del spændinger og usikkerhed. Der er fortsat et mudret billede af, hvad der egentlig foregik,« siger han.

Potentielt kan forureningen omfatte lidt af hvert. Både kemisk affald i form af dieselolie og polyklorerede bifenyler (PCB) samt radioaktivt spildevand fra klodens første mobile atomreaktor. Alle væsker er dumpet dybt under indlandsisen, da USA's forsvar endegyldigt opgav Camp Century i 1966.

Efterladenskaberne vil frigives til det grønlandske miljø om 70-90 år, hvis den globale opvarmning fortsætter i det nuværende tempo.

»Dengang troede man, at affaldet nok ikke gjorde nogen skade og først ville kunne dukke op igen om 8.000 år. Ingen havde taget højde for, at det her ville kunne ske,« lød det fra Henry Nielsen, videnskabshistoriker og lektor emeritus ved Aarhus Universitet under en foredragsaften om sagen for nylig.

Læs også: VIDEO: Bog undersøger dansk dobbeltspil om grønlandsk atomreaktor

Aftenen var arrangeret af SAFT – Selskab for Arktisk Forskning og Teknologi. Anledningen var udgivelsen af bogen 'Camp Century – Koldkrigsbyen under Grønlands indlandsis', som Henry Nielsen og Kristian Hvidtfelt Nielsen fra Aarhus Universitet har skrevet efter at have brugt flere år på at gennemlæse stakkevis af dokumenter fra amerikanske, danske og grønlandske arkiver om Camp Century.

Udgivelsen er den første samlede fremstilling af Camp Centurys fødsel, liv, død og mulige genopstandelse i en ikke fjern fremtid.

Plan om 600 nukleare missiler

Camp Century var placeret strategisk under indlandsisen 225 km fra Thule i Nordvestgrønland og udtænkt af ingeniørkorpset i USA's hær. Den fik el fra sin mobile 1,5 MW atomreaktor Alco PM-2A.

Basen var et led i en storstilet plan kaldet Project Iceworm. Hensigten var at etablere et 4.000 kilometer langt skinnenet under indlandsisen, hvor 600 nukleare missiler kunne transporteres rundt. De skulle være klar til at beskyde mål i Rusland og Østeuropa.

»Da US Army Engineer Studies Center i slutningen af 1950'erne fik ideen til Project Iceworm, havde hæren stærkt brug for at gøre sig relevant i forhold til USA's eksisterende missilprogrammer, ikke mindst flyvevåbenets Minuteman,« skriver Hvidtfelt og Nielsen i deres bog.

Etableringen af basen otte meter under isen kostede masser af kræfter, energi og penge. Trods de store investeringer fik basen kun en levetid på seks år fra 1959-1965. Så pakkede USA's hær atomreaktoren og hovedparten af deres habengut sammen på bæltekøretøjer og slæder og drog af sted i retning mod havnen i Thule for at udskibe materialet tilbage til staterne.

En del tyder på, at dels var basen i fare for at blive fladmast af ismasserne, dels blev det amerikanske luftvåbens Minuteman-projekt og søværnets Polaris-projekt regnet for at være bedre missil-projekter end hundredvis af nukleare missiler under indlandsisen.

Sneen er blevet forandret i et tempo adskillige gange større end forudset.Evalueringsrapport fra Cold Research and Engineering Laboratory under USA's hær (1965).

A-kraft som duelighedstegn

Henry Nielsen og Kristian Hvidtfelt Nielsen har i forbindelse med deres bogprojekt haft stor gavn af, at USA – modsat Danmark – ønskede så megen presseomtale af Camp Century som muligt, da basen var i drift. Især for at vise teknologiske og militære muskler over for Røde Ivan.

Udover amerikanske journalister inviterede USA's forsvar også spejdere til isbyen med atomreaktoren for at sprede propaganda. Både amerikanske spejdere og en enkelt dansk af slagsen, Søren Gregersen.

Han befandt sig blandt publikum, da Henry Nielsen præsenterede sin bog. Som 18-årig opholdt Søren Gregersen sig i 1960 et halvt år på militærbasen, hvor den danske spejder blandt andet hjalp med at slæbe bly ind til atomreaktoren og sende rejsebreve hjem til Politiken fra militærbasen, der indeholdt alskens moderne bekvemmeligheder under isen lige fra varme brusebade, biograf og bibliotek til en kirke.

Søren Gregersens rejsebreve gav indtryk af, at den unge spejder stortrivedes ved at bo og leve otte meter under indlandsisen.

»Dét gad jeg godt have prøvet!,« erklærede Henry Nielsen over for publikum.

Klimaforskning og kernekraft

Blandt publikum var også Sven Nielsen, seniorforsker ved DTU's Center for Nukleare Teknologier (NUTECH). Han beretter om arbejdet med at kortlægge omfanget af forureningen via udtagning af iskerner. Et arbejde, der byder på usædvanlige udfordringer.

»Vi lånte bor fra iskerneforskerne. De sagde, at de var lidt bekymrede ved tanken om radioaktivt affald, fordi de gerne ville anvende borene igen,« fortæller Sven Nielsen.

Radioaktiviteten havde ved deponeringen i 1960-1963 en værdi på 1,2 milliarder becquerel. Det er dog relativt beskedent i forhold til den radioaktivitet, der blev frigivet i Thule i 1968 ved et flystyrt (4.600 milliarder becquerel). Dertil kommer, at Danmark ligefrem havde mindre skrappe grænseværdier for udledning fra atomreaktoren på Risø ved Roskilde Fjord.

På den baggrund hersker der også enighed om, at mængderne af radioaktivt affald højst sandsynligt ikke udgør nogen sundhedsrisiko i dag.

»Det forekommer mig, at amerikanerne havde meget, meget skrappe krav, som blev efterlevet,« siger Sven Nielsen.

Overflyvninger foretaget af NASA med en UHF-radar i maj 2011 og maj 2014 afslørede anomalier i reflektionerne fra indlandsisen. Det tyder på tilstedeværelsen af begravet affald på dybder svarende de forventede placeringer af Camp Centurys tunneller.

Til gengæld har GEUS haft et større hyr end forventet med at kortlægge spredningen af det samlede affald. Blandt andet fordi bore-arbejdet på indlandsisen måtte sættes i bero i to dage, da temperaturen nåede op på over to plusgrader. Og så fordi et af iskerneborene tilfældigvis stødte ind i en lomme med gas i området fra basen. I 36 timer steg der dampe fra fortidens efterladenskaber op. Ifølge Sven Nielsen har der formentlig været tale om gasser fra olie eller glykol.

Boringerne har dog allerede vist, at affaldet er spredt over et større område end forventet og vertikalt ligger mellem 30 og 95 meter under isen.

Samlet set er der tale om fysisk udstyr i form af jernbaner og bygninger med en vægt på ca. 9.000 ton. Kemisk affald i form af dieselolie og polyklorerede bifenyler (PCB) er der ca. 200.000 liter af, og dertil kommer biologisk affald i form af 24 millioner liter urenset vand. Og hvem skal fjerne det, hvis det besluttes, at området skal renses?

Meget tyder på, at Danmark ender med Sorteper. Det vurderer lektor og ph.d. i international ret ved Syddansk Universitet, Bugge Thorbjørn Daniel over for det grønlandske medie KNR.

Affaldet fra Camp Century og basens mini-atomreaktor omfatter fysisk udstyr i form af jernbaner og bygninger med en vægt på ca. 9.000 ton. Kemisk affald i form af dieselolie og polyklorerede bifenyler (PCB) udgør ca. 200.000 liter, og endelig findes der biologisk affald i form af 24 millioner liter urenset vand. Foto: US Army

Sorteper under isen

Hurdlen er, at Danmark og USA i hele to år forhandlede om skader som følge af reaktoren på Camp Century. Forhandlinger, som vel at mærke fandt sted, mens den mobile reaktor var installeret og sørgede for elektricitet til basen.

Først 24. september 1962 blev Danmark og USA enige om en formulering:

»USA's regering anerkender sit ansvar for at betale fuldt ud alle gyldige krav, som opstår som følge af anlæggets drift og vil tage passende affære og, om nødvendigt, gøre henlæggelser til sådanne krav; enhver uoverensstemmelse afgøres på normal vis under hensyntagen til relevant dansk lovgivning og internationale konventioner,« stod der i aftalen.

Læs også: Radioaktivt og kemisk affald under indlandsisen kan frigives i dette århundrede

Men det er stærkt tvivlsomt, om aftalen fra 1962 har nogen retsvirkning i dag. For der mangler indsigt i den samlede forhandlingsproces fra 1959 til 1962, vurderer Bugge Thorbjørn Daniel.

Aftalen rummer endvidere så mange vage formuleringer, at Danmark i dag – på vegne af Grønland – kan få svært ved at gøre et egentlig retsligt krav gældende over for USA.

»Om aftalen stadig er gældende, kan ikke afgøres ud fra den (endelige aftale, red.) alene. Det er tydeligt, at man har søgt at gøre teksten i første punkt uklar,« siger Bugge Thorbjørn Daniel til KNR.

Det radioaktive vand løber ud i havet, så dør alle fiskene og Grønland bliver lagt øde ligesom Japan, efter Fukushima ulykken.

USA bør naturligvis straks rydde op og fjerne et hvert spor efter deres forfærdelige atomkraft monster reaktor.

I mellemtiden må vi straks erklære området for et katastrofeområde og afspærre det med pigtråd i en radius af mindst 100 km.

Fisk fanget i området bør straks indsamles og deponeres i tønder, som USA bør tage ansvaret for.

Al smeltevand bør ligeledes opsamles og sendes til deponi. USA, det er jo deres skyld altsammen.

  • 8
  • 15

Thulebasen er måske det mest udsatte sted, så lad dem ordne det, hvis de har problemer.
Vi kunne måske udnytte chancen og hælde Risøs affald i det samme hul.

  • 4
  • 2