Danmark logger mere trafik end EU kræver

Danmark har været foregangsland, når det kommer til implementeringen af EU's direktiv om logning af tele- og datatrafik.

Ikke blot er vi med den danske logningsbekendtgørelse et af de eneste lande, der overhovedet har implementeret direktivet. Den danske implementering går også videre, end direktivet foreskriver.

Dermed pålægges de danske udbydere at logge datamængder, der er endnu mere massive end dem, udbydere i andre EU-lande skal gemme.

EU-direktivet lægger oprindelig op til, at udbyderne af telefoni og internet skal opbevare data, der gør det muligt at spore en ip-adresse eller et telefonnummer tilbage til en enkelt person i mindst et år.

Den danske logningsbekendtgørelse pålægger endvidere udbyderne at lagre informationer om de steder på nettet, en internetbruger besøger - den såkaldte "på kanten til andre net"-logning.

Det betyder, at én ud af hver 500 datapakker, som et smut forbi eksempelvis cnn.com afføder, skal logges.

»Sådan et besøg kan hurtigt resultere i rigtigt store mængder data. Det er jo ikke bare selve siden, der giver pakketrafik, men også sådan noget som bannerreklamer,« siger telechef i TDC, Mogens Ritsholm.

Han anslår, at ud af de 250 milliarder poster, TDC foreløbig logger årligt, baseret på virksomhedens kunders brug af telefoni og internet, så udgøres de 200 milliarder af posterne af trafik, der skabes på kanten til andre net.

Tvivler på værdien

Mogens Ritsholm stiller sig tvivlende over for værdien af netop den form for logning med henvisning til, at selvom logningsformen potentielt giver mulighed for at se, om en internetbruger har været forbi eksempelvis en russisk server, der indeholder en bombeopskrift, så beviser det ikke noget i sig selv.

»Der kan jo også ligge en masse andre ting på sådan en server,« siger han.

Heller ikke chefkonsulent i Itek under DI, Henning Mortensen, har videre fidus til den danske implementering af EU-direktivet.

»Det svarer jo til at skyde gråspurve med kanoner. Jeg stiller mig stærkt tvivlende over for, hvorvidt den mængde data, man har valgt at logge i Danmark, står i forhold til, hvad man faktisk får ud af det,« siger han.

Henning Mortensen peger blandt andet på, at for eksempel en terrorist har vide muligheder for at undgå at blive fanget i det danske logningsnet ved eksempelvis at koble sig op via nettet i en andelsboligforening med under 100 boliger - den type foreninger er nemlig lige som flere andre konstellationer undtaget fra logningsbekendtgørelsen.

»Det er da muligt, den kan bruges til at fange en teenager, som eksempelvis sender en dødstrussel til sin lærer. Men en hærdet terrorist vil formentlig sagtens kunne undgå at blive logget,« siger Henning Mortensen.

Dansk enegang

Det er ikke bare den strammere danske version af EU-direktivet, der bekymrer Mogens Ritsholm. Han er også beklemt ved, at Danmark foreløbig er et af de eneste EU-lande, der har valgt at implementere direktivet. Det betyder ifølge telechefen, at udbyderne i Danmark kan ende op med at have implementeret en standard, som viser sig ikke at blive den gældende standard for hele EU.

Bekymringen over Danmarks enegang på logningsområdet vækker genklang hos direktør i Teleindustrien, Ib Tholstrup.

»Vi har været før resten af EU, og vi er ydermere gået videre. Alene det, at vi har været før det øvrige EU, betyder, at vi har etableret noget, som vi kan risikere ikke bliver en fremtidig standard. Det kan i stedet ende med at blive rendt over ende af en kommende EU-harmonisering på området. Så kan vi jo til en vis grad begynde forfra, og det vil også blive kostbart,« siger Ib Tholstrup.

Han henviser til de omkring 200 millioner kroner, han anslår, det har kostet branchen i etableringsomkostninger at efterleve logningsbekendtgørelsen. Plus de 50 millioner kroner om året, det koster at drive systemerne.

Emner : Datalagring
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er nu "kun" informationen om hver session der skal logges, og det fylder 22bytes/session. Hvis du ser en hjemmeside laver du 2-10 sessions, men hvis du downloader en film, laver du kun een session.

Historien om hver 500. pakke er en misforståelse, for det første er det kun ip nummer og port nummer, der skulle logges, og for det andet skal det være hver 500. pakke per bruger, hvilket er realistisk meget sværere at logge, hvis man skal gøre det som det står i loven.

Danmark er ikke de eneste der har indført loven.

De fleste af dem der ifølge loven skal logge, gør det ikke, eller kun mangelfuldt, men da der ikke har været nogle udstedt bøder eller lign. til dem der ikke gør det føler dem der gør det sig til grin.

Om de loggede data kan bruges til noget kan vi jo altid diskutere, men hvis man skal op på de i artiklen nævnte beløb, skal man da bruge Amanda til at logge det i.

  • 0
  • 0

Tja, jeg er ved at bygge et bolignet. Her kan jeg ikke længere frit købe en internet linje, for der skal logges. Og jeg må ikke bare gøre det selv - der skal være 24 timers vagt og personalet skal godkendes af PET.

Så lige meget hvordan du vender det, så medfører det en klar merudgift til boligforeningen. Det behøver ikke være en særlig stor merudgift før det på landsplan er beløb i den størrelsesorden.

Måske du kan uddybe med en liste over andre lande, du har kendskab til, som har en lov om at logge alle sessions og/eller hver 500. pakke?

  • 0
  • 0

24timers vagt og godkendelse af PET, ja det er rigtigt, og jeg skal nok undlade at spørger om hvorfor du ikke kan godkendes :-)

Jo en merudgift kommer man ikke uden om, og det er ikke fordi jeg synes det er en fed lov, jeg har langt nemmere ved at forstå partikel filtre på lastvogne. Det behøver dog ikke være voldsomt dyrt, hos Powernet kan et Hotel få logget for ca. 1000kr/md., og hvis du finder en udbyder der kan give dig offentlige IP numre til alle dine brugere kan du jo aftale med udbyderen at det er dem der laver logningen.

Andre der har indført EU direktivet: Sverige og England, bare ikke på samme måde.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten