Danmark kan vælge ny PMV på torsdag

Piranha V fra forsvarsgiganten GDELS, her på testbanen i Schweiz, er en af de fem kandidater som Danmarks næste PMV. Illustration: Steffen McGhie

De politiske partier bag det seneste forsvarsforlig mødes på torsdag, og på programmet er en indstilling fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) til, hvilken af de fem finalister i konkurrencen, man anbefaler som Danmarks næste pansrede mandskabsvogn (PMV). Det oplyser flere kilder med indsigt i processen til Ingeniøren.

Det er forligskredsen, som består af Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative, der træffer den endelige beslutning om indkøbet.

Læs også: Video: Pansret mandskabsvogn på testbanen

Hvis ikke partierne har indvendinger, bliver FMI's indstilling afgørende for valget. Dermed kan det i praksis på torsdag stå klart, hvilken af de fem PMV'er der skal erstatte forsvarets snart 50 år gamle M113-mandskabsvogne.

Forligskredsen skulle egentlig have haft et møde inden påske, hvor FMI skulle præsentere sin indstilling for politikerne, men forligskredsmødet blev aflyst med kort varsel.

Fem kandidater

De fem prækvalificerede kandidater er de tre bæltekøretøjer APC G5 fra Flensburger Fahrzeugbau Gesellschaft, CV 90 Armadillo fra BAE Systems Hägglunds og Ascod fra General Dynamics European Land Systems (GDELS) samt de to hjulkøretøjer VCBI fra Nexter Systems og Piranha V, også fra GDELS.

Konkurrencen rummer således stadig spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal satse på bæltekøretøjer eller hjulkøretøjer, og internt i forsvaret er linjerne angiveligt skarpt trukket op mellem tilhængerne af de to typer.

Læs også: Forsvaret åbner for religionskrig om køb af nye mandskabsvogne

Ifølge major Rune Hoffmann, militæranalytiker på Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, som har fulgt PMV-konkurrencen tæt, vil andre faktorer imidlertid blive afgørende i FMI's indstilling, herunder beskyttelsen af soldaterne og økonomien, både i form af indkøbsprisen og i form af udsigterne til industrisamarbejde i Danmark.

»Det må jo klart formodes, at alle de fem kvalificerede køretøjer lever op til de stillede krav. Lige nu tror jeg, at parametre som personelbeskyttelse, pris og formentlig også interoperabilitet spiller en større rolle end spørgsmålet om hjul versus bælter. Endvidere tror jeg, at et meget væsentligt element er projektrisiko: En høj grad af leveringssikkerhed må formodes at få en væsentlig betydning,« siger Rune Hoffmann.

100 procent modkøb

Forsvarsministeriet og Erhvervsstyrelsen har vedtaget nye regler om forsvarsmodkøb, som betyder, at PMV-kontrakten kræver 100 procent modkøb i Danmark. Og Ingeniøren skrev sidste år, at en række danske teknologivirksomheder allerede nu er udpeget til at lukrere på den kommende milliardkontrakt. Kontrakten ventes på kort sigt at skabe mindst et par hundrede arbejdspladser, og flere virksomheder har også ambitioner om langsigtet samarbejde med de store PMV-producenter.

Læs også: Danske virksomheder står til store PMV-kontrakter

Samtidig er kløften mellem de to typer af køretøjer over de seneste år blevet mindre, påpeger Rune Hoffmann.

»Det har altid været antagelsen, at bæltekøretøjer klarer sig bedre i terræn end hjulkøretøjer. Det gør de nok stadig. Men ifølge producenterne af hjulkøretøjer er der sket en stor udvikling på området. Forskellen er blandt andet blevet mindre af, at hjulkøretøjer i dag eksempelvis trækker på fire aksler. Også justeringen af luftrykket har en betydning. Jeg ved ikke, om forskellen er blevet helt udlignet; men forskellen mellem hjul og bælter er i hvert fald blevet meget mindre,« siger han.

»Der hersker omvendt en antagelse om, at hjulkøretøjer i blødere missionstyper virker mindre faretruende end bæltekøretøjer på civilbefolkningen. Det har jeg imidlertid aldrig set nogen dokumentation for,« siger Rune Hoffmann.

I den oprindelige tidsplan for indkøbet af PMV’er skulle man indgå kontrakt med en leverandør i løbet af første halvår 2014. Men processen er blevet forsinket på grund af de nye modkøbsregler, og FMI oplyste sidste sommer, at man i stedet forventer at indgå kontrakten i første halvår 2015.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Mener umiddelbart at det bedste må være lidt af hver, og ikke enten eller og med en overvægt af bælter. Fordelingen kunne feks hede 75/25. Så opnår de en stor alsidighed/fleksibilitet. Men det bliver selvfølgelig nok en smule dyrere med 2 systemer. Hvis at der kun, som nok er mest sandsynligt, bliver 1 slags så tænker jeg CV 90, som de også har i forvejen kunne være et ganske udmærket valg. Har flere gange læst om erfaringer/fordelle ved gummibælter fremfor stålbælter, som bedre komfort og mindre støj osv. Men er der nogle som ved hvilke erfaringer man har ang holdbarhed ?, tænker både ved daglig brug, men også i kampsituationer, holder de lige så godt som stål ?. Tænker umiddelbart at de må være lidt mindre holdbare.

  • 2
  • 0

ingenting ville være det bedste. Verden er (eller kunne være) et civiliseret sted at bo. Vi kan, hvis vi stopper vores ubegribelig store overforbrug, sagten gøre det bæredygtigt. Disse spildte ressourcer (ikke falske værdiløse fiat-dollars, men stål, kobber, vand etc.), kunne fordeles og der ville stadig være nok. Men vi skal stoppe denne primitive massepsykose om fjenden og de andre, som statsmagterne bliver ved at puste til. Det var forholdsvis relevant i 1400 tallet, men ikke i det 2100 århundrede. Men det er klart at hvis man kun læser avis, ser nyheder og ellers følger den manipulerende nyheds strøm, er det da en fin ide med noget mere militær. Så er der også aktivering til alle dem der står uden for kontrol, når nu robotter og automatik for alvor sætter ind. Så hvis man ikke kan skaffe sig et rigtigt arbejde, så kan man da deltage i en eller anden dollar/olie krig og så er man ude af den statistik.

http://ing.dk/artikel/selvkoerende-robotte... Vi får jo ikke lov til at slappe af, på den konto....

  • 4
  • 12

Så er de næsten lige så gode. Den største ulempe er, at hvis de bliver kørt af, er de meget sværere at få på igen uden ekstern hjælp. Derudover er stålbælterne mange leds, og det enkle led kan udskiftes af mandskabet, hvis der køres på en mine og en sektion beskadiges (Eller noget andet ødelægger det), dette kan ikke lade sig gøre med gummibæltet, som er en enhed.

Så vidt jeg mindes, skulle køreren være opmærksom på, ikke at lave lige så skarpe vendinger, da risikoen for at kører gummibælterne af er større, så der er en potentiel taktisk forskel i kampsituationer.

I Afghanistan kørte bælter og hjul sammen på kryds og tværs, så dem med bælter skulle indordne sig efter hvor dem med hjul kunne køre. Så det var som sådan ikke nogen fordel at have bælter. Ulempen i bælter er, at man pga. køretøjets konstruktion (Specielt de gamle PMVer, som bliver kaldt dåsen) er at man er meget tæt på jorden, og derfor er påvirkningen fra en mine eller IED der sprænger meget større. Med bælter kører man hellere ikke videre efter en sprængning, og skal trækkes derfra. Her er hjul også en potentiel fordel Piranhaen med 2x4 hjul kunne kører videre med 2 på hinanden efterfølgende hjul sprængt af, som var en kæmpe fordel i kampsituationer, samt var den noget mere sikker ved sprængning, pga af dens tildels V-formet bund.

Det hele bunder ud i, hvor meget man har vægt på at kunne kører de 10% mere frit, som bælter giver mulighed for.

CV90 var jeg ikke videre facineret over, da jeg var med dem i Norge i 2009, og der gik noget tid før de var brugbar i Afghanistan, men det skulle være en meget sikker vogn. Mener dog ikke at den danske hær har personlig erfaring med IED påkørelse i den.

  • 7
  • 1

@ Anders Tariq Borup

Det kunne være rart, men overhovedet ikke realistisk, desvære. Men hvis at du kan få ca 7 Mia mennesker til at enes om alt og dele alt ligeligt, så synes jeg du skal prøve, og et oprigtigt held og lykke herfra, men tror at du bliver skuffet.

Der har altid været krig/konfrontationer, det vil der højest sandsynligt også altid blive ved med at være. Ud over at menesket er et flokdyr, så har vi også meget forskelige historier og baggrund og resurser, både individuelt og som folk/national stater.

Som stat er den bedste måde ikke at komme i konfrontation på, hvilket vel de færreste ønsker, ved at have et stærkt nok forsvar, som kan slå tilbage, evt sammen med andre. Sad but true.

Og selv hvis at vi afskaffede forsvaret, hvilket i mine øjne ville være totalt uforsvarligt, så ville det stadig ikke være så meget at det kunne ændre alt. DK bruger 1,2 % af Bnp på forsvar, falder yderligere til 1,0 inden nuværende forsvarsforlig udløber. Gennemsnittet i fleste andre europæiske lande er ca det samme.

Forsvaret har i 2014 18827 ansatte, og altså et nedadgående antal. Kbhs kommune har feks til sammenligning ca 34000. I Aalborg kommune er der ca 18000 ansatte, samme som i hele forsvaret.

  • 8
  • 0

... hvilket scenarie man køber ind efter.

Som Martin Mørch Munch også siger, så har et "hjulet" køretøj i de fleste tilfælde en større frihøjde og et skrog, der gør dem bedre velegnet til at modstå effekten fra en IED, der går lige under det, end et fladbundet bæltekøretøj med lav frihøjde. Til gengæld har hjulkøretøjerne modsætningvis også en højere profil, der gør dem til at større mål mod en mere ligeværdig konventionel modstander.

Og et hjulkøretøj er alt andet lige langt bedre til en lang march for egen kraft/hjul end et bæltekøretøj.

Så hvad tror vi på, at vi skal bruge dem til - counter insurgency eller Det Store Panserslag på Lüneburger Heide, sådan groft sagt?

Og lur mig, om ikke der opstår et behov for indsættelse, der betyder, at det valgte køretøj får behov for en opgradering/ombygning til den aktuelle situation, lige meget hvilket køretøj, der bliver valgt?

  • 4
  • 0

@ Ole Knudsen

Meget enig i at det kommer vel an på hvad vi skal bruge dem til. Også derfor at jeg helst så et miks imellem de 2 (Bælter og hjul). De skal holde i mange år, M113 har været brugt i snart 50 år, og udover nogle mindre tilkøb af Piranha og vc90 i 00erne har de været de eneste der var. Og nu er det jo svært at spå, så hvordan verden ser ud om 10-20 og 30 år er ikke til at vide, men som udviklingen går i øjeblikket kan man ikke udelukke noget, heller ikke et "worst case scenario" med "Det store panserslag på Luneburger Heide" Sådan groft sagt ;)

Så selvom det mest sandsynlige helt klart er, at de bliver sendt ud på nogle internationale missioner, så må den anden mulighed alligevel være af meget støre vigtighed, altså vores eget territorial forsvar. Så hvis at der ikke bliver et miks, hvilket jeg under alle omstændigheder helst vil have, altså et miks, så synes jeg at den som bedst opfylder kravende i den henseende, skal vælges. Det tror jeg er et bæltekøretøj, I dette tilfælde Cv 90.

Og så har forsvaret generelt brug for flere resourcer, DK har ikke, i lighed med de fleste andre europæiske lande, længere et sammenhængende forsvar. Det er blevet beskåret igen og igen igennem 20 år, de få penge som er blevet brugt, er brugt på int.ops og udstyr dertil. Der er ingen anti u-båds kapacitet, ingen u-både, ingen jord til luft kapacitet, bortset for hvad der er på nogle få skibe. Næsten ingen tanks eller artilleri, godt nok nye artilleri på vej snart, men 12 stk planlagt. Så er der nyt kampfly, der er planlagt 36 F-35 med et alt for lille budget, og som er alt for dyr og ikke særlig god. Realistisk gæt på stk antal, hvis at det bliver F-35 er 20-25 stk. Så meget helere F-18 eller EuroFighter og så flere styk, og man kunne nærmest blive ved.

  • 5
  • 0

@ Jesper Dohrup

Tror faktisk at du har en god pointe der. Beslutningen skulle, som også nævnt i artiklen, have være truffet for en måned siden, det møde blev aflyst dagen før de skulle mødes, og uden begrundelse. Og med Merkels besøg nu, endelig beslutning om Fehmern og så PMV indkøb torsdag giver det meget god mening, havde jeg ikke lige tænkt på.

Nu bliver tyskerne jo højest sandsynligt også forbigået i kampfly konkurrencen (EF)

Uden at have det store kendskab til APG G5, så plejer tyskerne at lave god kvalitet, så det skal nok være et fint valg, hvis at det viser sig at være rigtigt.

  • 0
  • 0

@ Claus Berthelsen

Rigtig nok at det ikke er en hyldevare, men lad os nu se. F-35 som er favorit i kampfly konkurrencen er mildt sagt helder ikke en "hyldevare. Men jeg har også været under indtryk af at CV90 var favorit, mener også selv at den umiddelbart er et godt valg, helst som en del af et miks mellem hjul og bælter. Men der kan sagtens være gået lidt politik i sagen, og APC G5 er selv om den ikke er produceret til salg endnu, lavet med kendte og gennemprøvet teknologier og komponenter, som de selv kalder "hyldevare". Og så er den tysk, plejer at give en hvis form for sikkerhed ang kvalitet og anvendelighed. Mener bare at JD har en meget god point, som jeg ikke selv havde tænkt på og ikke urealistisk.

I DR2 morgen idag (ons 29/4) sagde de at DK er klar til at vælge nyt kampfly, kunne måske noget overraskende også komme imorgen. Har godt nok tidligere ment at det helt sikkert ikke ville komme før et valg, men på den anden side kan man også argumentere for at det ville være bedre at få det overstået før, så at det ikke bliver et tema i valgkampen, men det vil stadig være noget af en overraskelse hvis at det også kommer i morgen.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten