Danmark kan spinde guld på oliesand

I Canada udvindes olie fra sand, og det er en potentiel guldåre for danske cleantech virksomheder. Sådan lyder det fra virksomheder og eksperter.

»Det er en boomende industri. Danske virksomheder har en fordel, fordi der er brug for innovative, miljømæssige tiltag, og der er stort fokus på de miljømæssige konsekvenser af at udvinde oliesand,« siger olieanalytiker Arne Lohmann Rasmussen fra Danske Bank.

Olien i Alberta findes omkring Athabasca-floden under de kæmpemæssige skove, der i et bredt bælte strækker sig over Nordamerika fra Alaska i vest til Newfoundland i øst.

For at få olien ud af sandet bruges der store mængder energi, vand og kemikalier, og der er brug for miljøteknologi, som de store olieselskaber ikke selv besidder. Et af de firmaer, der leverer udstyr til oliesandsindustrien, er danske Cometas i Bagsværd.

Virksomheden fungerer som underleverandør og sælger særligt udviklede membraner, der kan filtrere olie fra vand.

Direktør i Cometas, civilingeniør Jens Husted Kjær, lægger ikke skjul på, at industrien i Canada er en god forretning for firmaet.

»Der er mange ting at lave deroppe, og cleantech er der behov for nu og her. Der er meget store muligheder for danske virksomheder, for det er et kæmpe marked,« siger han.

Firmaet forventer en omsætning i 2010 på 70 millioner kroner, mere end en fordobling i forhold til sidste år, og det canadiske oliesandseventyr - eller mareridt, alt efter hvem man spørger - er en stor del af årsagen.

Svendborg Brakes er også underleverandør, ligesom Rockwool forsyner de store olieselskaber med udstyr.

»Vi leverer til de spillere, der er deroppe. Der er, generelt rundt om i verden, en stigende interesse i at øge energieffektiviteten i industrielle processer,« siger Rockwools kommunikationschef Lars Wodschow. Han fortæller, at der især efterspørges rørisolering, fordi der bruges store mængder varmt vand og damp til at udvinde olien af sandet .

BP, Shell, Statoil og ConocoPhilips har allerede enten projekter i gang eller undervejs i Alberta, og Verdensnaturfonden anslår, at der vil blive investeret omkring 2.000 milliarder kroner i canadiske oliesandsprojekter frem mod 2025.

Den økonomiske krise fik oliepriserne ned på 35 dollar pr. tønde i 2008 og satte en del projekter i Alberta på standby, men det har ændret sig nu, hvor oliepriser på 80 dollar pr. tønde betyder, at det igen er blevet en god forretning at udvinde olien.

Medmindre der kommer endnu en økonomisk krise, tror olieanalytiker Arne Lohmann Rasmussen ikke, at oliepriserne vil falde. Desuden betyder Deepwater Horizon-ulykken i Den Mexicanske Golf, at dybhavsboringer er blevet dyrere til fordel for udvinding fra oliesand.

»Omkostningerne ved boringer på dybt vand er skærpet, og det har fået virksomhederne til at få øjnene op for, at de ikke kan satse ensidigt på dybt vand og Arktis. Den enes død er den andens brød, så der kigges på andre muligheder, og der retter fokus sig klart mod oliesand,« siger Arne Lohmann Rasmussen.

Hos Cometas mener man, at danske virksomheder skal i gang, for udviklingen går stærkt.

»Løbet er ikke kørt, men jeg vil mene, at danske virksomheder skal til at rykke,« siger Jens Husted Kjær.

Læs mere i den trykte udgave af Ingeniøren.

Emner : Olie
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Med denne artikel understreges hvor lidt forebyggende og bæredygtig miljøtænkning cleantech-begrebet rummer. Begrebet er ikke egnet til at give en retning i den nuværende udfordring med omstilling til low-carbon samfund. Her er det udtryk for 'ren' end-of-pipe tænkning og dermed ikke garanti for miljømæssige forbedringer sammenlignet med i dag. Det er klart at 'renere' oliesandsudvinding er mindre forurenende end 'snavset' oliesandsudvinding, men det er stadig en fortsættelse af vores afhængighed af fossil energi - nu bare på en mere forurenende måde. Og i hvert fald mere forurenende end det alternativ, der er baseret på kombinationen af vedvarende energi og energibesparelser. Så pas på, når cleantech-flaget hejses - det er langt fra garanti for rent miljø og bæredygtig udvikling.

  • 0
  • 0

Det er klart at 'renere' oliesandsudvinding er mindre forurenende end 'snavset' oliesandsudvinding

Enig. Artiklen mangler en kritisk vinkel. Det vigtigste er tydeligvis, at når nu jorden i Canada alligevel udplyndres på det groveste, så kan danske virksomheder ligeså godt hjælpe til.

  • 0
  • 0

Olien i Alberta findes omkring Athabasca-floden under de kæmpemæssige skove, der i et bredt bælte strækker sig over Nordamerika fra Alaska i vest til Newfoundland i øst.

disse træer i de uberørte skove er op til 800 år gamle, det er fuldkommen vandvid.

  • 0
  • 0

Det er klart at 'renere' oliesandsudvinding er mindre forurenende end 'snavset' oliesandsudvinding, men det er stadig en fortsættelse af vores afhængighed af fossil energi - nu bare på en mere forurenende måde. Og i hvert fald mere forurenende end det alternativ, der er baseret på kombinationen af vedvarende energi og energibesparelser. Så pas på, når cleantech-flaget hejses - det er langt fra garanti for rent miljø og bæredygtig udvikling.

Der er nok en rigtig god grund til at man ingen steder kan finde nogle opgørelser over hvor megen energi og vand der går til udvindingen af en olien fra oliesandet. (har kun hørt tallet i en udsendelse på discovery, men det forekom så obskurt voldsomt at det umuligt kan passe)

  • 0
  • 0

Poul jeg har læst at det skulle koste omkring 30$ per tønde at udvinde olien, hvilke passer med at produktionen gik i stå da oliepriserne faldt til 35$ tønden.

Nu tænkte jeg mere i naturens ressourcer end på olieselskabernes ressourcer. :-)

F.eks. i antal kubikmeter vand som bliver forurenet, eller kvadratkilometer skov som bliver fældet, eller kvadratkilometer optøet permafrost, og naturligvis den oplagte: mængden af energi pr. udvundet tønde olie.

Desværre viser det også bagsiden af stigende oliepriser, for det er absolut ikke kun vindmøller og solceller der fremmes i den situation.

  • 0
  • 0

Når man hører alle politikere love mere velfærd. så spørger jeg hvor skal den velfærd komme fra, når vi ikke mere må anvende de teknikker som har gjort, at vi har det som vi har det.

For den livsførelse der er vor er baseret på at der strøm til de rullede trapper, elevatorer, vaskemaskiner, støvsugere,TV apparater og vor PC......hele tiden.

Når det er således så må man da også anvende de materialer der kan give den ønskede energimængde som tilskud til den flukturerende vindkraft.

Er der da andre muligheder her i Danmark end kul ,olie og en smule vindkraft....nej vel. ...Hvorfor så brokke sig over at det findes et sted, hvor de er villige til at fremskaffe olie, trods de problemer der er fobundet med det.

Canada er en suveræn stat, der ligesom vores er i besiddelse af miljøbeskyttelses love, hvor man ikke bare kan opføre sig som i en bananrepublik.

  • 0
  • 0

Hver et mol fossilt kulstof, der er økonomisk at vride ud af planeten, vil blive brændt af.

Her på den stadig landfaste del af planeten må vi regne med at supplere paraplyen med lænsepumpe, pøs og vaders.

  • 0
  • 0

VRØVL

Hvis det ikke var pågrund af afgifter og latterlige regler om unødvendige filtrerer ville Danmark kunne være selvforsynende med energi fra biogas, fra små decentrale anlæg på gårde og rensningsanlæg. Derudover fra raps og halm. Desværre er politikernes og mange rådgiveres syn præget af store anlæg og konventionel tankegang. Selvfølgelig spiller det også ind at mange af de politikere og rådgivere der skal lovgive har penge i aktier fra oilie industrien.

  • 0
  • 0

Hver et mol fossilt kulstof, der er økonomisk at vride ud af planeten, vil blive brændt af

Ja, og derfor har det overhovedet ingen indflydelse på indholdet af CO2, om vi nedbringer forbruget. Det fører bare til et tilsvarende større forbrug i Kina.

Det var bedre at koncentrere indsatsen om at binde CO2, og her er bevarelse og udvidelse af skovarealer det mest umiddelbart tilgængelige.

  • 0
  • 0

Det fører bare til et tilsvarende større forbrug i Kina.

Hvis nu - for eksempel - vi ikke købte så mange ting der var produceret i Kina ville Kinas CO2 udledning bestemt falde. Hvis vi endda producerede ting her under iagttagelse af de mijøtiltag vi helst undgår at belaste priserne med ved at outsource til bl.a. Kina, så ville vi spare endnu mere fossilt brændsel.

Verdens CO2 udledning er faktisk faldet med cirka 7% på grund af "finanskrisen" - det er derfor sørgeligt at modtrækket fra den samme regering, som prædiker "CO2 & Klima" til kvalmegrænsen ved enhver lejlighed, faktisk har været at hive endnu mere (over)forbrug fremad ved at presse renten ned.

  • 0
  • 0

så ville vi spare endnu mere fossilt brændsel

Pointen var, at det slet ikke nytter at spare, for i sidste ende bliver alt forbrugt. Se bare den danske Nordsø, hvilke krumspring man gør for at presse det sidste ud af reservoirerne.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten