Danisco henter 400 procent mere uden at udvide
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Danisco henter 400 procent mere uden at udvide

Daniscos emulgatorfabrik i den jyske by Grindsted er verdens største. Men ud over at producere mest emulgator til blandt andet fødevareindustrien, er det samtidig den fabrik, der leverer størst overskud pr. enhed.

»Jeg er overbevist om, at vi er væsentligt mere effektive end nummer to i verden. Da vi for eksempel overtog en konkurrent, kunne vi se, at vi var 50 procent mere effektive, og der er ingen tvivl om, at det skyldes den løbende effektivisering, vi har været igennem de sidste 15 år,« siger fabriksdirektør Martin Kirstein Madsen.

Han hentyder til, at emulgatorfabrikken oprindeligt var dimensioneret til en produktion, der var fire gange mindre end i dag.

Emulgatorer i pulver, piller eller flydende form binder olie og vand, og i fødevareindustrien bruges de for eksempel til at give brød en god krummestruktur med en hårdere skorpe, til at få mayonnaisen til at hænge sammen eller til at give is den rette konsistens.

I plastindustrien bruges emulgatorer til for eksempel som erstatning for phthalater til at blødgøre plast eller som antistatisk middel.

Produktionen af emulgatorer begyndte i Grindsted i 1930'erne.

Måling er primus motor

I 1964 investerede man i en ny teknologi til produktion af destilleret monoglycerid, der er den primære ingrediens i Daniscos emulgatorer, og siden udvidede man anlæggene yderligere.

Men for 15 år siden holdt man op med at udvide og begyndte i stedet at bruge den viden, medarbejderne har, til at effektivisere anlægget.

»Effektiviseringen handler først og fremmest om at kunne styre og måle mere og mere i produktionen. Så i takt med, at der bliver udviklet nye måleinstrumenter, der kan tåle forholdene i vores produktion, anvender vi dem,« siger Martin Kirstein Madsen.

Han præciserer, at måleinstrumenterne skal kunne tåle de høje temperaturer i produktionsprocessen og i forbindelse med at pumpe materialet hurtigt nok igennem, og til vakuum under destillationsprocessen.

Hver gang det er blevet muligt at måle processen lidt mere præcist, giver det mulighed for at skifte til en lidt større pumpe hist eller et lidt større rør her og dermed eliminere små flaskehalse en ad gangen.

Lige nu er det især farvemåling af produkterne, der er blevet et vigtigt parameter, men også energi er på dagsordenen. Produktionen har sparet 15 procent energi, blandt andet ved at bruge eftervarme til at varme råstoffer op.

Alle sensorer, pumper og ventiler er desuden koblet til et nyt automationssystem, Foxboro IA, der er en platform, der kan udvides efter behov, når nye justeringer bliver foretaget.

Hjemmestrikket anlæg

For at opretholde effektiviteten kører anlægget uafbrudt døgnet rundt, og de cirka 170 medarbejdere i emulgatordelen arbejder i fem-seks skift.

En vedligeholdelsesafdeling på 67 mand holder hele fabrikken i Grindsted ved lige, og det er en af grundene til den store effektivisering af emulgatorproduktionen, mener direktør Martin Kirstein Madsen.

»Vi har valgt ikke at outsource vedligeholdelsen, fordi det ikke er noget standardanlæg, vi har. Det er et anlæg, vi selv har strikket sammen, så vi har også selv den viden, vi skal bruge til at stille på knapperne og finjustere, mens processen er i gang,« siger han.

»Derfor er det også vigtigt, at vi har et tilstrækkeligt interessant teknisk miljø, hvor medarbejderne mødes på kryds og tværs. Det gør hele forskellen, at de kan drive hinanden frem, fordi det bliver sådan noget halv-opfinder-noget.«

Indimellem kommer inspirationen til at justere parametrene i produktionen dog udefra, som da en stor kunde bad om at få ændret trykket i destilleringen af et af deres produkter.

»Vi regnede lidt på det og fandt ud af, at vi kunne ændre trykket i hele produktionen og dermed effektivisere processen,« siger fabriksdirektøren.

Besparelse: 900.000 millioner

Sammenlagt har arbejdet med flaskehalsene de seneste 15 år betydet, at anlægget, der delvist er fra 1964, har fået femdoblet kapaciteten.

Et nyt anlæg med samme kapacitet ville have kostet i omegnen af en milliard kroner, men Danisco har opnået kapaciteten for en tiendedel af prisen.

Samtidigt har automatiseringen betydet, at emulgatorfabrikken i dag har 25 procent færre medarbejdere end for bare seks-syv år siden på trods af effektivitetsforøgelsen.

Ifølge fabriksdirektøren har Danisco Grindsted fået automatiseret alt det, den kunne. Men det betyder ikke, at han og medarbejderne kan slappe af.

»Flaskehalsene flytter sig hele tiden, men lige nu er vi mest i gang med at forfine processen,« siger han.

Og så har fabrikken i øvrigt indgået en aftale med sin energirådgiver om at reducere energiforbruget yderlige otte procent inden for det næste år.

FAKTA: Verdens største emulgatorfabrik:
- Grindstedværket blev grundlagt i 1924 af cand.polyt. Christian Lundsgaard og producerede dengang primært organiske kemikalier.
- Blev overtaget af Danisco i 1939.
- Antal ansatte: 600, heraf arbejder 170 i emulgatordelen.
- På emulgatorområdet har Danisco fem konkurrenter på verdensplan.
- Danisco producerer emulgatorer i Danmark, USA, Brasilien, Kina og Malaysia.
- Hele fabrikken i Grindsted producerer 90.000 ton årligt, hvoraf mere end 50.000 ton er emulgator.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten