Status

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Danfoss skyder 2,3 milliarder kr. i tyske solinvertere

Danfoss og tyske SMA Technology har fundet sammen i et makkerskab, der bl.a. skal give et boost til Danfoss’ soldivision, Solar Inverters, skriver Danfoss i en pressemeddelelse.

I forbindelse med partnerskabet hedder det, at SMA simpelthen overtager Danfoss’ afdeling for solinvertere. Samtidig køber Danfoss sig ind i den tyske virksomhed ved at lægge 2,3, milliarder kroner for 20 procent af aktierne.

»Med det tætte samarbejde mellem Danfoss og SMA, der har en unik position på markedet for solar invertere, skaber vi sammen en af verdens største converter-alliancer og opnår samtidig en global tilstedeværelse. Danfoss får fremadrettet stor gavn af skalafordelene og vækstraterne i solbranchen,« lyder det fra Danfoss-koncernchefen Niels B. Christiansen.

Læs også: Danfoss-selskab har succes med vigtig solcelle-komponent

SMA har en omfattende forretning inden for invertere til solceller og omsatte sidste år for knap 7,5 milliarder kroner med sin repræsentation i 21 lande. Denne forretning bliver nu udvidet med en voksende satsning på mellemstore solcelleanlæg i Europa, Kina og USA.

Ifølge direktør for SMA Pierre-Pascal Urbon er det især Danfoss’ erfaring med frekvensomformere, der har været tillokkende.

»Dette marked har nemlig gennem lang tid været kendetegnet ved intens konkurrence. Som følge heraf har det været Danfoss’ strategi løbende at bringe omkostningerne ned. Ved at etablere et tæt partnerskab er der et betydeligt potentiale for yderligere forbedringer hos begge selskaber,« siger han i meddelelsen.

For de 2,3 mia. kroner får Danfoss i alt 6,94 mio. aktier til en pris på 325 kr. pr. aktie, og handlen forventes endeligt afsluttet i løbet af efteråret 2014.

Emner : Solceller