Dan Spray kan redde Stålvalseværk

Klokken 13 i dag er Stålvalseværkets medarbejdere indkaldt til et møde med bestyrelsesformand Henrik Wedel-Wedelsborg, der vil orientere om fremtiden for de 1.100 medarbejdere og de omkring 1.500 arbejdspladser i omegnen af Frederiksværk, som arbejder for Stålvalseværket. Orienteringen ventes at handle om nedlukningsplaner og måske en egentlig betalingsstandsning.

Det kommer som et chok for mange af medarbejderne, som først i dag bliver underrettet om fremtiden.

»Ledelsen har holdt kortene meget tæt til kroppen. Jeg har intet hørt endnu,« siger direktør Claus Spegelhauer fra datterselskabet Dan Spray A/S på vej til orienteringsmødet i dag.

Det Danske Stålvalseværk har i de seneste år været plaget af et dårligt resultat. Underskuddet var i 2000 på 94 millioner kroner og på 270 millioner kroner i 1999, og samtidig er gælden vokset fra 643 millioner kroner til 820 millioner kroner i 2000.

Værket har reelt været sat til salg i en længere periode. En af direktør Niels Urbrandt's første opgaver, da han tiltrådte den 1. april i år, var at finde en europæisk partner. Det er endnu ikke lykkedes, blandt andet fordi der er en stor overkapacitet af stål på verdensmarkedet.