Damm Cellular: Styrelse gav os ulige vilkår i Sine-udbud

Økonomistyrelsen forskelsbehandlede tilbudsgiverne ved udbuddet af etablering af radionettet for politi, Falck og brandvæsen - det såkaldte Sikkerhedsnet (Sine) - i sommeren 2007. Derfor vandt Motorola på et forkert grundlag.

Sådan lyder påstanden fra Damm Cellular Systems, der var den ene af parterne i det konsortium, der dystede mod Motorola om at vinde Sine-udbuddet - og tabte.

Damm Cellular anlagde sidste år en erstatningssag mod Økonomistyrelsen med krav om erstatning på 370 millioner kroner, fordi man mente, at måden, udbuddet blev gennemført på, var ulovlig. Virksomheden mener nu at have fået sin sag styrket gennem dokumenter, som man netop har fået udleveret fra kammeradvokaten.

Dokumenterne viser Motorolas såkaldte link-budget, der bruges til beregning af, hvor mange basisstationer der er nødvendige for at etablere nødradionettet. Helt konkret handler det om gevinster og tab fra sender til modtager.

Af linkbudgettet fremgår det, at Økonomistyrelsen har vurderet Motorola og Damm-konsoriet ud fra forskellige standarder for følsomheden af deres basisstationer, hvilket har betydning for, hvor svagt et radiosignal, man kan modtage. Jo mere følsom, jo længere rækkevidde og jo færre basisstationer.

Således benyttede Motorola den faktiske følsomhed på -113,5 dBm (dBm = angivelse af decibelniveauet i forhold til milliwatt) for deres basisstationer, mens Damm-konsortiet fulgte den europæiske standard på området, ETSI, der angiver en minimumfølsomhed på -106,0 dBm.

Resultat blev, at Motorola kunne tilbyde et net med 448 basisstationer mod Damm-konsortiets 546. Og da anlægs- og driftudgifter til basisstationerne har stor betydning for den samlede pris, er antallet af basisstationer af afgørende betydning.

Men havde Damm-konsortiet også brugt den faktiske følsomhed for deres basisstationer, lige som Motorola gjorde, havde man kunnet nøjes med et endnu færre sites end Motorola, således at samfundet og skatteborgerne ifølge Damm kunne have sparet flere hundrede millioner kroner ved at vælge Damm-konsortiet.

Ingeniøren har bedt professor i mobil kommunikation på Aalborg Universitet, Preben Mogensen om at vurdere de tekniske aspekter af sagen. Han vurderer, at Damm-konsortiet kunne have klaret opgaven med ti procent færre sites end det, Motorola endte med at tilbyde.

»Hvis tallene forholder sig som dem, Damm Cellular fremlægger, og de tal kammeradvokaten tilsyneladende har fremsendt til dem, mener jeg ikke, der er tvivl om, at Damm-konsortiet kunne have klare sig med færre basisstationer end Motorola,« siger Preben Mogensen.

Han understreger dog, at han ikke er i stand til at vurdere, om Damm-konsortiets tilbud også dermed ville have været billigere.

Men buddet ville have været billigere, siger stifter og ingeniør i Damm Cellular, Hans Damm, der dog ikke vil ind på prisen på den enkelte basisstation.

»Det er svært at give et præcist beløb, men jeg tager ikke munden for fuld, hvis jeg siger, at vi kunne have gjort det i størrelsesordenen 200-300 millioner kroner billigere end Motorolas endelige bud,« siger Hans Damm.

Advokat: Kritisabelt

Ifølge ekspert i udbudsregler Peter Dan Jørgensen, der er partner i Advokatfirmaet Bender von Haller Dragsted, har Damm Cellular gode chancer for at vinde en erstatningssag, hvis de kan bevise, at tilbudsvurderingen har været forkert, og at en tilbudsvurdering i overensstemmelse med udbudsreglerne havde resulteret i, at Damm Cellular var vinder af udbuddet. Selve udbuddet kan imidlertid ikke gå om, når kontrakten er blevet indgået, vurderer han.

»Men det er betænkeligt, hvis det forholder sig sådan, at Økonomistyrelsen ikke har vurderet de to tilbudsgivere ud fra de samme kriterier. Det, mener jeg er kritisabelt,« siger Peter Dan Jørgensen, der dog understreger, at han ikke kender alle detaljer.

Vicedirektør i Økonomistyrelsen Henrik Pinholdt er blevet forelagt oplysningerne men ønsker på grund af den verserende retssag ikke at kommentere sagen.