Dagbog fra COP27: Invasionen i Ukraine har også klimaperspektiver
For en førstegangsdeltager virker COP umiddelbart uoverskuelig. Støjen er intens, mængden af mennesker er voldsom. Det samme gør sig gældende for udbuddet af debatter, events, sideevents og forhandlinger. Jeg havde fået et godt råd inden jeg tog afsted: Vælg nogle seancer ud, som du skal deltage i. Det råd fulgte jeg, og havde derfor på forhånd bestemt mig for, at jeg skulle besøge den ukrainske stand, hvor der bl.a. blev holdt en debat om de klimamæssige implikationer af den russiske invasion i Ukraine.
Titlen på debatten var ’Impact of Russia’s war against Ukraine on European climate policies and ways forward’. Meningen var, at den ukrainske viceminister for miljøbeskyttelse og naturressourcer, Svitlana Grynchuk, skulle have deltaget, men hun var desværre fanget i forhandlinger andetsteds. Den ukrainske stemme kom fra Olexii Ryabchin, der repræsenterede Naftogaz i Ukraine. Herudover deltog Adam Cwetsch, der er leder af European Green Deal unit, Laurence Tubiana, CEO European Climate Forundation, Philip Gass fra International Institute for Sustainable Development og Andrei Ilas fra Centre for Research on Energy and Clean Air.
Den brede deltagerkreds gav mange perspektiver på problemstillingen, men fokus var og blev naturligvis på Ukraine. Olexii rejste selv spørgsmålet om hvorfor Ukraine bruger midler på at deltage i COP27, når landet er i krig. Han besvarede det også. Ukraine vil være en del af den fremtidige løsning på klimaproblemerne, vil være synlige i drøftelserne og vil sikre, at verdens opmærksomhed til stadighed er rettet mod den russiske invasion.
Russiske ødelæggelser
En kæmpe udfordring for ukrainerne er, at russerne bevidst går efter at ødelægge kritisk infrastruktur. Herunder vindmøller, solceller, kraftværker m.m., så den første og vigtigste udfordring for ukrainerne lige nu er, at skaffe tilstrækkeligt med strøm til indbyggerne. En udfordring, der skal løses, for er der ikke energi nok, så giver det ikke mening at tale om omstilling af den.
Ing.dk bringer i uge 45 og 46 en dagbog fra klimatopmødet i Sharm el-Sheikh fra en række gæsteskribenter:
DAGBOG FRA COP27
Selvfølgelig har krigen i Ukraine også betydning for klimaet. Både på kort sigt og på længere sigt. På kort sigt gennem ødelæggelserne i Ukraine og stigende emissioner i EU, i takt med forsøget på at frigøre os fra russisk energi. På længere sigt fordi frigørelsen fra russisk energi skal være en frigørelse fra fossil energi og fordi genopbygningen i Ukraine, når krigen er slut, må og skal være grøn.
Debatten kom vidt omkring. Et par vigtige pointer var, at Europa i første omgang havde set sig om efter andre fossile energikilder til import. Det har man også gjort brug af i et vist omfang, men en fuld substitution vil alligevel tage tid, og så er det nok fornuftigere, at man træffer kortsigtede beslutninger, der også har positive implikationer på længere sigt. Så nok er der stort fokus på at sikre energiforsyningen, men vurderingen var, at den langsigtede tankegang vil vinde.
Ifølge Olexii Ryabchin har Ukraine haft en ambitiøs klimapolitik. Den er forståeligt nok sat tilbage på grund af krigen og den russiske ødelæggelse af energiinfrastruktur. Tanken er dog at genopbygningen, efter at krigen er vundet, skal være grøn. Det samme gælder for investeringer i infrastruktur m.m. Der er en stor regning, der skal betales, og der er i den forbindelse nok ingen tvivl om, at Ukraine får brug for støtte – også til den del af genopbygningen.
En anden pointe fra Olexii Ryabchin var, at russerne er anti-grønne, da de frygter, at den grønne omstilling vil trække tæppet væk under deres cash-cow. Og det er også sandt, at den russiske økonomi er stærkt afhængig af indkomsten fra salg af fossile brændsler.
Ud af russiske brændsler
Den bold blev grebet af flere af de andre debattører. Og den samlede vurdering var, at krigen skulle føre til en uafhængighed af russiske fossile brændsler og at denne uafhængighed skal føre til en generel uafhængighed af fossil energi.
Meget tyder på, at Ukraine har tænkt sig at spille en fremtidig rolle i den grønne omstilling. For at understrege denne pointe, vil jeg slutte dette indlæg med et citat fra Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyy. Citatet hang på væggen i den ukrainske pavillon og lyder således:
»Ukraine can and, I am certain, will become a green energy hub for Europe. We are able to replace dirty Russian energy resources. Ukraine has a huge natural potential for creating green energy power plants, and for producing green hydrogen. This is a potential for generating, at least, tens, and realistically, hundreds of gigawatts of green electric energy. But in order to fulfill this potential for the sake of all Europe and global climate security, we must restore the force of international law, ensure the liberation of our entire territory from the Russian occupiers, and guarantee long-term peace.«
De grønne ambitioner i Ukraine er store, og i min bog er der ingen tvivl, at ukrainerne i det mindste kan løfte nogle af dem. Men det kræver i sagens natur, at ukrainerne bliver fri for besættelsen og igen bliver herrer i – hele – deres eget hus. Det sidste vidste jeg godt, det første - om de grønne ambitioner - var ny information fra COP27 til mig.
