Dagbog fra COP27: Retfærdig omstilling er et vigtigt omdrejningspunkt for holdbare klimaløsninger

Jeg har efterhånden deltaget i en lang række COP-møder.

Og hvor jeg startede med at fremlægge IDAs energi- og klimascenarier og talte med ingeniørforeninger og andre, der interesserede sig for teknologi om, hvordan klimaproblemerne er vor tids vigtigste udfordring for ingeniører, så har mit fokus ændret sig.

Fra temaer som ”teknologierne er her allerede” og ”vi kan opnå store reduktioner, hvis vi bygger vindmøller og energieffektiviserer”, har min opmærksomhed de senere år drejet sig stadig mere om just transition.

Just transition er et kodeord for, hvordan vi får alle med – så vi ikke efterlader nogen på perronen, når det grønne tog trækker forandringer gennem vores samfund.

Vores rolle har i mindre grad været at tale med andre ingeniører om teknologi, og i større grad været at tale med resten af verdens fagbevægelser om, hvordan den grønne omstilling kan ske.

Pernille Hagedorn-Rasmussen har arbejdet med omstilling til vedvarende energi og energisystemer i mere end 10 år. Pernille er chefpolitisk konsulent i IDA og tovholderen for IDAs klimasvar samt de forudgående rapporter som fx IDAs Energivisionen 2050. Illustration: Benita Marcussen

Det tema er også særdeles aktuelt her på COP27.

COP27 handler om at implementere – om hvordan vi går fra aftaler og målsætninger til faktisk handling.

Her er netop just transition et nøglebegreb.

Fra fagbevægelsens side taler vi fx om, at den grønne omstilling skal skabe gode og sikre jobs, at vi skal sikre at kompetencer og uddannelse følger med – ikke kun i Esbjerg, når vi skal udfase fossil olie og gasproduktion.

Men især når vind og sol bliver udbygget i Asien, når afrikanske lande skal bygge huse, der kan køles uden aircondition og når brintproduktion bliver storskala i Mellemøsten.

For hvis ikke klimaomstillingen bliver en positiv udviklingsdagsorden for hele verden, skaber den modstand, og så når vi ikke i mål.

Første gang just transition for alvor kom på den officielle dagsorden i COP-sammenhæng, var i forordet (præamblen) til Paris-aftalen.

Det var en milepæl, fordi samtalen om retfærdighed i omstillingen ikke kun blev set som et forhold mellem rige og fattige lande, men også i forhold til arbejderne i alle lande.

Det ansvar landene hver især har for at sikre arbejdernes og deres familiers levegrundlag, når de fossile energier bliver udfaset. Men i første omgang var det var bare en sætning, og i selve aftalen blev der ikke stillet krav til landene om rent faktisk at handle på problemstillingen.

Den næste udvikling kom i Polen i 2019.

Her stod den polske COP-ledelse bag The Silecia declaration, hvor en lang række lande lovede at sikre just transition i deres omstillingsplaner.

Just transition gik altså fra at være ren kransekage til at være noget landene lovede at følge op på.

Også her på COP27 er der sket en udvikling. For første gang er der en fælles pavillon mellem ITUC (fagbevægelsen), ILO (parts sammensat FN-institution), EU, FN, Climate Action for Jobs, og IOE (arbejdsgiverorganisation).

Man skal forestille sig, at dele af COP27 er et slags internationalt folkemøde, hvor virksomheder, civilsamfundsorganisationer og regeringer mødes og debatterer og lægger planer på klimaområdet.

Her er der nu med The Just transition Pavilion etableret et fælles forum mellem de helt centrale aktører på globalt niveau. I pavillonen er der hver dag paneldebatter, som alle handler om retfærdig omstilling – hvor både udfordringerne, men også de gode eksempler, kommer frem.

Og hjælper det noget, kan man spørge sig selv?

Tja, hvis vi taler om den europæiske spilleplade, så gør det en forskel for EU's klimapolitik, om den også tager hensyn til fremtiden for de polske kularbejdere.

For hvis ikke de polske kularbejdere er sikret nye og gode jobs, så kommer Polen aldrig for alvor med på klimadagsordenen – og hvis Polen ikke vil være med, så rykker EU aldrig.

Og hvis ikke EU går foran, så kommer USA og Canada heller aldrig med. Så krav om just transition-løsninger i de nationale omstillingsplaner kan vise sig at være tandhjulet, der faktisk får reduktioner og forandringer til at ske.