DAGBOG FRA COP26: Når ingeniører mødes, bliver COPen konkret

Illustration: urbanbuzz/bigstock

COP’ens første uge er veloverstået, hvor jeg har tilbragt en del timer med ingeniører fra mange lande. Ingeniører, der på mange forskellige måder arbejder med klimaløsninger.
Torsdag var jeg til et event med britiske maskiningeniører, der har samlet en gruppe, som arbejder med en ny ingeniørdiciplin, de kalder: Transition Engineering. Susan Krumdieck, der var med online fra New Zealand, og Daniel Kenning i Glasgow holdt sammen et oplæg om, hvordan de bruger metoder fra innovation til at udvikle teknologiske løsninger på klimaudfordringerne. Som Susan Krumdieck indledte sit oplæg med: ”Vi ved, at problemet er, at vi brænder for meget fossilt kulstof.

Det gør vi, fordi det er noget, vi har gjort længe, og det har vist sig at være en effektiv måde at skaffe energi til vores huse, til transport og til vores virksomheder. Men vi skal til at tænke helt nyt, og ofte hører vi, at markedet vil fikse det, hvis bare vi får en CO2-afgift. Men markedet gør ikke noget af sig selv, når det kommer til stykket, så er der brug for ingeniører til at finde løsningerne, der kan levere de CO2-neutrale løsninger, vi har brug for.”
Derfor har de udviklet et nyt tankesæt, som de mener kan få ingeniører til at løse alle de problemer, der skal løses i den grønne omstilling.

Det, Susan Krumdieck siger, er ret gennemgående for selvforståelsen blandt de ingeniører, jeg møder her på COP26. De vil gerne tale om det konkrete: Hvad skal der bygges, hvor meget vedvarende energi, der er brug for, hvilke teknologier, der kan gøre stålindustrien grøn – og det flugter jo meget godt med, hvad vi også gerne vil i IDA: Nemlig levere konkrete løsninger på samfundets udfordringer.

Derfor holdt vi også et sideevent i den nordiske pavillon i lørdags. Kurt Emil Eriksen fra IDA Byg præsenterede IDAs Klimasvar 2045, og Jonathan fra den britiske kemiingeniørforening præsenterede deres bud på et scenarie for Storbritannien. Beatriz Fernandez fra UNEP var med fra Genève, og med i pavillonen var ingeniører fra Malaysia, Sverige og online i zoom-eventet var ingeniører med flere andre lande.

Det er jo ikke sådan, at Kurt Emil Eriksen og Jonathan Symonds er helt enige om hvilke teknologier, der skal levere hvad. Men de er ret enige om, at scenarierne er gode til at diskutere ud fra. Er atomkraft vejen frem for Storbritannien? Hvad kan man faktisk forvente af teknologierne omkring energilagring, og hvor meget kan man spare? Men samtalen handler om noget reelt og helt konkret – ikke om abstrakte procenter og mål.

Lige netop den viden er vigtig, når landende skal melde deres NDC ind, hvor de enkelte lande oplyser, hvordan og hvor meget de bidrager til at nå Parisaftalens mål. Tidligere var det mere oppe fra og ned, hvor hvert land fik tildelt et reduktionsmål. I dag har de vendt det om, så det er nede fra og op, hvor landene selv skal fortælle, hvad de vil gøre.

Her spiller vores respektive klimascenarier rigtig godt ind. For hvis flere lande laver scenarier, som vi gør i Danmark, kan de bedre lave planer for, hvordan de når deres mål. De britiske ingeniørforeninger har medlemmer i det meste af verden. Jonathan Symonds og Kurt Emil Eriksen aftalte derfor, at når vi kommer hjem fra COP26, laver vi webinarer for medlemmer, så de kan gå i gang med scenarieberegninger, hvor end de end befinder sig i verden.

Lige præcis den slags aftaler er COP’en fyldt med: små aftaler mellem Kurt og Jonathan – og store aftaler mellem lande eller stater. Et andet eksempel er det danske initiativ, hvor lande lover at trække sig ud af olie- og gasproduktion. Her tilmeldte den canadiske republik Quebec sig i torsdags, og jeg tænker, det er det, der er vejen frem mod vores allesammens fælles mål. Her på COP’en er det de mange små åer, der flyder sammen til store floder. Det kan nok være, vi får smækket den ene dystopiske klimarapport i hovedet efter den anden, men som dagene går her i Glasgow og aftaler bliver lavet, bliver jeg faktisk ved bedre mod, når jeg ser de mange forskellige klimatiltag fra hele verden.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

CO2 afgift og lukning af fossiludvinding har jo ingen effekt medmindre alternativerne findes i tilstrækkelig mængde til erstatning. Hvad nytter det (andet end statskassen) at få en masse penge fra afgifterne, hvis man ikke kan nå at få den alternative produktion op?

Det er lidt pudsigt, at A-kraft kan blive konkurrencedygtigt med en tilstrækkelig høj CO2 afgift.

  • 2
  • 13

Re Flemming: Som sædvanlig plukker du sætninger ud.

Uanset afgiftens størrelse, så kræver det alternativer til erstatning for fossiler. Ellers bruges de stadig, men måske i lidt mindre mængde. Er det så svært at forstå?

  • 5
  • 14

Re Flemming: Som sædvanlig plukker du sætninger ud.

Ja, men så lad mig da plukke en mere:

Hvad nytter det (andet end statskassen) at få en masse penge fra afgifterne, hvis man ikke kan nå at få den alternative produktion op?

Det harmonerer meget mere med den holdning, vi kender fra dig: Vi skal endelig lade være med at gøre noget som helst, før kulbrinterne er brændt af. Tror du ikke, denne nå at få den alternative produktion op vil blive fremmet væsentligt (også) af stigende priser på fossiler?

Så kan jeg ikke finde mere substans i dit indlæg, men hvis der er flere sætninger, jeg skal plukke, må du endelig sige til 😊

  • 13
  • 5

Tror du ikke, denne nå at få den alternative produktion op vil blive fremmet væsentligt (også) af stigende priser på fossiler?

Et dyk i efterspørgslen på fossiler vil få deres pris til at falde dramatisk. Eneste værktøj vi har til at at bevare CO2 neutrale alternativers konkurrencedygtighed i overgangsfasen frem imod CO2 neutralitet er afgifter.

Frit fra hukommelsen: Jeg så engang et interview med en OPEC fyr der postulerede at svingende oliepriser var ideelt for dem. I de dyre periode skraber de penge til sig, i de billige perioder afliver de konkurrenter (hvilket ud over VE også inkluderer fossiler produceret til en højere pris f.eks. US shale & olie fra dybt vand) Husker desværre ikke referencen....

Anyway - fri konkurrence kommer aldrig til at gøre os CO2 neutrale. Dertil er markedet alt for manipuleret. Afgifter er et nødvendigt værktøj i overgangsperioden.

  • 12
  • 3

Et dyk i efterspørgslen på fossiler vil få deres pris til at falde dramatisk. Eneste værktøj vi har til at at bevare CO2 neutrale alternativers konkurrencedygtighed i overgangsfasen frem imod CO2 neutralitet er afgifter.

Der er også den ekstra krølle, at hvis vi bruger færre fossiler, så svinder indtægterne fra fossilafgifterne ind. Det er en ond spiral. Når Nirvana nås i 2050 er det slut med afgifterne på fossiler.

  • 3
  • 8

Der er også den ekstra krølle, at hvis vi bruger færre fossiler, så svinder indtægterne fra fossilafgifterne ind

Hvad med lidt positiv feed-back i den rigtige retning? De folkevalgte kan jo vælge at fryse provenuet fra fossilerne f.eks. på 2021 niveau. Så vil færre og færreskulle betale mere og mere indtil den grønne omstilling er tilendebragt - vel at mærke uden at det samlede skattetryk har flyttet sig en tøddel. Grøn omstilling - ingen skattestigninger, det er da et kinderæg der er til at forstå i begge sider af salen.

  • 4
  • 3
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten