I dag er det Voyager-missionens fødselsdag ...
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

I dag er det Voyager-missionens fødselsdag ...

Søndag 20. august markerer, at det er 40 år siden, NASA sendte Voyager 2 ud for at besøge Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun – og det er tid til at få et overblik over, hvad Voyager-missionen har betydet.

Voyager 2 er stadig det eneste rumfartøj, der har besøgt de to is-kæmper Uranus og Neptun, der er de yderste planeter i vores solsystem.

Dens tvillingesonde Voyager 1 blev først opsendt 5. september – og i anledning af dét jubilæum vil der blive sendt en besked op til sonden, der er valgt af ruminteresserede overalt på kloden.

Begge Voyager-sonder blev sendt op, da der var en enestående mulighed for at besøge en række planeter, hvis baner ved et lykketræf gjorde, at man ved en opsendelse på disse tidspunkter ville kunne besøge dem efter hinanden.

Banerne for de to Voyager-fartøjer, hvoraf Voyager 2 fik den enestående mulighed at kunne besøge fire planeter. Foto: Wikipedia

»Det, der var helt specielt – og grunden til, at begge rumsonder blev sendt op, da de gjorde, var, at man havde en unik chance for at sonderne kunne besøge mange af de ydre planeter,« siger Tina Ibsen, astrofysiker ved Planetariet.

»Det kan man ikke genskabe – overhovedet ikke. Der er hundreder – måske tusinde år mellem, at man har de rigtige betingelser. Det var derfor, man sagde, at nu skulle man simpelthen i gang.«

Voyager 2 afsluttede sin primære mission i 1989 efter at have besøgt Neptun, men er stadig i drift efter 40 års rejse, og den er nu på vej efter Voyager 1, der i 2012 forlod solsystemet.

Slukker systemerne

De to Voyager-sonder er nu de to menneskebyggede objekter, der er længst fra Jorden, som vi stadig har kontakt til. Voyager 1 er 20,8 milliarder km fra Jorden, mens Voyager 2 er 17,1 milliarder km væk. De enorme afstande gør, at det tager signaler fra de to rumfartøjer henholdsvis 19,3 og 15,9 timer at nå tilbage til Jorden.

Afstanden til Jorden begrænser desuden hvilke typer informationer, sonderne kan sende tilbage, da signalet bliver svagere og svagere i takt med, at de flyver længere væk. For at spare strøm er kameraerne for længst blevet slukket, men sonderne formår stadig at lave nye målinger ude i rummet, forklarer Michael Linden-Vørnle, astrofysiker hos DTU Space.

»Der er ikke meget at tage billeder af, når du er så langt fra Solen. I stedet registrerer sonderne bl.a. partikler og magnetfelter ude i rummet for at lære os mere om grænsen mellem Solens påvirkning og det interstellare rum og naturligvis selve det interstellare rum,« siger han.

Oversigt over instrumenterne på en Voyager-sonde Foto: NASA

Tina Ibsen forklarer, hvordan Voyagers sidste billede af Jorden alligevel fra kanten af solsystemet fik vist, hvor lille vores planet i virkeligheden er.

»Noget af det sidste, man gjorde med kamerainstrumentet, var at tage billedet, der er kendt som Pale Blue Dot, som var ret specielt. Man tog et billede af Jorden set fra udkanten af vores solsystem, så vi så Jorden som en lille bitte blå prik på samme måde som de mindste stjerner, vi kan se på nattehimlen. Vi fik set, hvor lille og ensom Jorden er, hvor vi ligger,« siger hun.

Kanten af solsystemet

Sonderne er nu fløjet så langt fra Jorden, at de som de første menneskeskabte fartøjer har forladt vores solsystem. Kanten af solsystem viste sig at være fyldt med overraskelser og nye fund, hvilket fik skabt en diskussion hos både astronomer og i populærkulturen om, hvorvidt Voyager 1 faktisk havde forladt systemet eller ej.

Netop grænsen mellem heliosfæren og det interstellare rum er et af de områder, Voyager-sondernes sidste år vil blive brugt til at undersøge.

Læs også: Forskere strides: Har Voyager 1 forladt solsystemet?

»Grænsefladen mellem heliosfæren og det interstellare rum har vist sig at være mere kompliceret, klumpet og rodet end forventet. Voyager 1 fløj gennem områder, hvor man tænkte, at ‘nu er den fløjet ud’, og så viste det sig, at det var den nok ikke alligevel. For fire år siden erklærede NASA dog officielt, at nu er Voyager 1 fløjet ud i det interstellare rum,« siger Michael Linden-Vørnle.

Voyager skal bruge sine sidste år på at udforske den del af vores solsystem, hvor solens indflydelse aftager, og man begynder at komme ud i det, man kalder, det interstellare rum – altså rummet mellem stjernerne. Her regner man – med et forsigtigt bud – med, at man først slukker de sidste instrumenter ombord i 2030. Der er altså stadig en del års videnskab i de to sonder.

Tina Ibsen mener, at der er masser af spændende opdagelser i vente, når de to sonder har forladt solsystemet.

»Når vi forlader vores solsystem, så forlader vi også heliosfærens dominering. Lige pludseligt er det en helt anden type partikler, vi ser. Det, man kan måle, er kosmiske partikler fra andre stjerner, fra supernovaer og fra vores galakse,« siger hun.

Guldplader viser, hvem vi er

Voyager havde ikke kun en rolle som astronomisk opdagelsesrejse for mennesker, men også som kulturel budbringer.

Den guldbelagte plade indehold mange af menneskehedens videnskabelige, historiske og kulturelle højdepunkter.

»På begge sonder placerede man de her guldplader, hvor der var musik, et kort til Jorden, en beskrivelse af et menneske, vores DNA og lyde fra planeten. Så der kom en diskussion om, hvordan definerer vi menneskeheden og vores planet for nogen, der måske finder rumsonden på et tidspunkt. Det var en enormt spændende diskussion, og det er tit noget, folk husker fra de her missioner, og det gør dem unikke i forhold til andre missioner, vi har haft,« siger Tina Ibsen.

Helt konkret indehold pladerne bl.a. hilsner på 55 forskellige sprog og musik af Bach, Mozart, Beethoven, Stravinsky, men også andet blandet musik som folkemusik og rock. De havde beskeder fra den daværende amerikanske præsident Jimmy Carter og daværende FN-generalsekretær Kurt Waldheim. Pladen rummede også både fotografier og diagrammer, der skulle vise forskellige matematiske og astronomiske fund – samt som nævnt en beskrivelse af den menneskelige DNA og anatomi.

Ingen forventede de holdt så længe

Voyager-sonderne blev bygget til at skulle rejse langt, men det var nok de færreste, der forestillede sig, at de stadig skulle udforske rummet efter 40 års opdagelsesrejse.

»Den interstellare mission, som begge sonder nu er på, blev først bragt på bane, da NASA konstaterede, at sonderne stadigvæk kunne fungere efter deres primære mission,« siger Michael Linden-Vørnle.

Læs også: Lille satellit på lynbesøg hos Pluto

Samme besked lyder fra Ed Stone, der arbejdede på det oprindelige Voyager projekt.
»Ingen af os vidste, da vi affyrede for 40 år siden, at noget ombord stadig ville virke i den fortsatte opdagelsesrejse,« siger han til NASA.

Han tilføjer, at »de mest spændende ting, de finder i løbet af de næste fem år, er højst sandsynligt noget, vi ikke engang vidste, var derude og kunne udforskes.«

Selvom Voyager-missions levetid har været en positiv overraskelse, så er den stadig begrænset, siger Michael Linden-Vørnle:

»Den primære begrænsning er, at Voyager-sonderne på et tidspunkt løber tør for strøm. Sonderne er ikke udstyret med solpaneler, fordi man ikke kan lave nok strøm med solpaneler så langt fra Solen.«

Indtil de løber tør for strøm, mener Michael Linden-Vørnle dog, at vi skal få mest muligt ud af sonderne.

»Vi skal blive klogere på grænselaget mellem heliosfæren og det interstellare rum og naturligvis selve det interstellare rum. Det er det, der er opgaven for de to rumsonder, så længe de kan overleve. Der er ikke nogen, der forventer andet af dem, end at de jævnligt sender data tilbage, så vi kan blive lidt klogere på den her tilsyneladende ret turbulente grænseflade mellem vores stjernes påvirkning og rummet mellem stjernerne og selve det interstellare rum,« siger han.

Selvom Voyager 1 har forladt solsystemet og er over 20 milliarder km fra Jorden, skulle den fortsætte næsten 40.000 år, før den ville nå vores nabostjerner, så realiteten for sonderne er, at de nu foretager målinger og sender informationer hjem til Jorden, mens de fortsætter deres ensomme rejse i rummet.

De er mega seje!

Guldpladen er en sjov tanke - som stor dreng husker jeg at være bekymret for at chancen for at de kommer til en beboet planet er lille, endnu mindre at der skulle være en livsform der kan tyde budskabet.
Skulle man være så heldig at ramme plet - så er der en overvejende sandsynlighed for at den brænder op i en fremmed atmosfære.
Med tiden har jeg accepteret at det nok ikke skete i min livstid anyways :)

  • 0
  • 0