Dårligt vejr udsætter rumkapsels hjemtur fra rumstationen

Det private rumfirma SpaceX's Dragon-transportkapsel har fået udsat sin hjemtur fra Den Internationale Rumstation med én dag. Udsættelsen skyldes dårligt vejr i landingsområdet i Stillehavet, hvor Dragon skal lande med faldskærm og efterfølgende bjærges om bord på et skib.

Nu skal Dragon-kapslen efter de nyeste planer lande tirsdag kl. 17.36 dansk tid i Stillehavet 396 kilometer uden for Baja i Californien.

Rumkapslen medbringer 1,2 ton udstyr og prøver fra videnskabelige eksperimenter på rumstationen, heriblandt en fryser med blod- og urinprøver.

Rumkapslen vil blive frakoblet rumstationen tirsdag kl. 12:06. Derefter skal den gennemføre en række manøvre, som sender den væk fra rumstationen i sikker afstand, inden den såkaldte deorbit-affyring gennemføres. Den starter rumkapslens tur ned gennem atmosfæren.

Dragon-rumkapslen koblet til Den Internationale Rumstation. (Foto: Nasa) Illustration: Nasa

Efter landingen i Stillehavet vil SpaceX's bjærgningsskib samle rumkapslen op og sejle den tilbage til Californien. Herfra bliver den kørt til firmaets facilitet i McGregor i Texas, hvor den vil blive pakket ud.

Dragon-kapslen blev opsendt til rumstationen 1. marts med en Falcon-9-raket, men ankom med en dags forsinkelse på grund af problemer med rumkapslens styreraketter. Den medbragte 550 kilo forsyninger og udstyr til de seks astronauter på rumstationen.

Opsendelsen var den anden af 12 planlagte opsendelser, som SpaceX har kontrakt på at gennemføre for Nasa til en samlet værdi af 9,6 milliarder kroner.

SpaceX er et af to firmaer, som har vundet kommercielle opsendelseskontrakter med Nasa på opsendelse af forsyninger til rumstationen, efter at rumfærgerne er sendt på pension. Det andet, Orbital Sciences Corporation, forventer at gennemføre sin første prøveopsendelse med firmaets nye Antares-raket i midten af april.

Den næste opsendelse af en Dragon-rumkapsel er planlagt til efteråret i år.