Dårlig kontrol gør det let at snyde med phthalater i legetøj

22. februar 2018 kl. 16:22
Dårlig kontrol gør det let at snyde med phthalater i legetøj
Illustration: Bigstock/Melnikof.
Legetøj med hormonforstyrrende stoffer slipper ind på de danske varehylder på grund af snyd med dokumentationen og et hul i lovgivningen. Der er brug for bedre kontrol, lyder det fra dele af branchen.
Artiklen er ældre end 30 dage

For dårlig kontrol, manglende dokumentation og et hul i lovgivningen er årsager til, at danske og europæiske undersøgelser gang på gang kan afsløre legetøj med hormonforstyrrende plastblødgørere i handelen. Det konstaterer en række fagpersoner i branchen.

»Lige nu er der ikke nok kontrol med importørerne, og vi er ikke bekendt med, at der uddeles mange bøder for overtrædelser. Vi så gerne, at myndighederne slog hårdere ned, når der bliver fundet produkter, der er ulovlige,« siger Claus Jørgensen, der er projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Senest har en stikprøvekontrol i EU vist, at hvert femte stykke legetøj indeholder hormonforstyrrende plastblødgørere, selvom de har været forbudt i produkter til børn siden 1999.

Læs også: Ny undersøgelse: Hvert femte stykke legetøj indeholder hormonforstyrrende stoffer

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det er meget foruroligende, at håndhævelsen er så ringe for phthalater, der er hormonforstyrrende, og som findes i legetøj til børn, der tager særligt skade af de her stoffer,« siger Malene Teller Blume, der er kvalitetschef i Coop.

Forhandlere og importører har selv ansvaret for at dokumentere, hvad der er i produkterne, så der ikke bliver solgt legetøj med phthalater i de danske butikker.

Forbrugere kan kræve svar fra forhandleren på, om et produkt indeholder kemiske stoffer, der optræder på EU’s kandidatliste over særligt problematisk stoffer. Og svaret skal falde inden for 45 dage.

Let at snyde med dokumentation

Der er et andet krav til sporbarhed for fødevarer end legetøj. Det er nemmere at snyde med legetøj, fordi der er mindre kontrol.
--Malene Teller Blume, kvalitetschef i Coop

Hos Coop og Top Toy, der begge er legetøjsforhandlere, bruger man tid og kræfter på at kontrollere sine underleverandører. Men det har vist sig at være svær opgave, fortæller kvalitetschefen i Coop:

Artiklen fortsætter efter annoncen

»I to tidligere undersøgelser har vi ikke haft fokus på selve indholdet af phthalater, men på om de kunne fremskaffe den korrekte dokumentation. Det gik meget dårligt første gang i 2013, hvor under halvdelen kunne fremskaffe al dokumentation, som reglerne kræver. Anden gang gik bedre, hvor ca. 70 pct. kunne skaffe alt, som f.eks. testrapporter, erklæringer og risikovurderinger,« siger Malene Teller Blume.

Hvis man vil undgå phthalater, skal man gå uden om blød pvc, og derfor har både Coop og Top Toy valgt at begrænse deres indkøb af legetøj med pvc.

»Vi bruger stikprøvekontroller, men vores primære fokus er helt at undgå at købe varer med phthalater. Det gør vi ved at vælge nogle leverandører, der har styr på tingene, og forlange dokumentation fra leverandørerne, hvor det er relevant,« siger Jon Vastrup, der er produktsikkerhedschef i Top Toy.

Læs også: Politikere: Kontrol med hormonforstyrrende stoffer i legetøj skal skærpes

Begge forhandlere udfører stikprøvekontroller, hvor udvalgte produkter bliver testet i et laboratorium, og dokumentation fra underleverandører bliver tjekket igennem. Men der er en risiko for, at de korrekte oplysninger ikke bliver givet videre gennem de forskellige led, fortæller Coops kvalitetschef:

»Der er et andet krav til sporbarhed for fødevarer end legetøj. Er der tale om legetøj, der er omfattet af et CE-direktiv, så er chancen for sporbarhed langt større, fordi der skal være navn og adresse tilknyttet. Det er langt nemmere at snyde med legetøj, fordi der er mindre kontrol, så det er muligt at skrive et falsk navn eller adresse i dokumentationen,« siger Malene Teller Blume.

Både Miljøstyrelsen og Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) fører også kontrol med phthalater i legetøj. Det sker gennem indberetninger og kontrolkampagner, som den seneste undersøgelse fra ECHA, hvor inspektører tester udvalgte produkter, der er i risiko for at indeholde plastblødgørere.

Hul i EU-lovgivning

En anden grund til, at legetøjet med phthalater dukker op, er, at det er lovligt at importere fra Kina og andre lande uden for EU. Producenten skal dog oplyse om, at der er phthalater i produktet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Vi har et hul i EU-lovgivningen for kemikalier, der gør, at de forbudte stoffer kan blive importeret via produkter, der er produceret uden for EU,« siger Lone Mikkelsen, der er seniorrådgiver for kemikalier i Det Økologiske Råd.

Læs også: Industrien: Dansk phthalat-forbud får ingen betydning

Størstedelen af de varer, der havde for højt indhold af forbudt kemi i den seneste undersøgelse, kunne enten ikke spores tilbage til produktionsland (39 pct.) eller stammede fra Kina (17 pct.). Derfor mener Lone Mikkelsen, at det er positivt, at der er kommet mere fokus på problemet i branchen.

»Meget af det problematiske legetøj, man tidligere har fundet, kommer fra lande uden for EU. Vi er enige med industrien i, at det er problematisk, at der er forskel på reglerne til produktion inden for og uden for EU, da det er konkurrenceforvridende,« siger hun.

Læs også: Smuthul i kemikalielov kan tvinge danske virksomheder til Kina

Hos Top Toy og Coop er man dog ikke så forskrækkede over de kinesiske produkter, da Kina producerer størstedelen af legetøj på markedet, og producenterne er blevet bedre. Jon Vastrup mener derfor, at man skal tage undersøgelsen med et gran salt:

»En ting jeg bed mærke i, da jeg læste rapporten, var de mange produkter, som ikke kunne spores. Det fik mig til at tro, at det er billige produkter. Det må være ting, der er købt på stranden eller uden for det officielle marked,« siger Jon Vastrup.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger