menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Da tyske Kraftwerk i 1974 udsendte deres første rene elektroniske album, Autobahn, røg det direkte ind på toppen af de amerikanske hitlister med et nummer på 22 minutter – og coveret var helt blåt. Begge dele var uhørt, men bandets anvendelse af moderne teknologi i form af synthesizers ramte en nerve, som gør, at de netop har kunnet spille otte koncerter for fulde huse i Danmark 40 år efter, at Autobahn udkom.
En af dem, der havde sikret sig billetter til flere af jubilæumskoncerterne, er komponist og Kraftwerk-fan Dennis Dithmar. For ham begyndte det hele med nogle sære lyde i 1970’erne.
»Hvis jeg var vokset op i dag, ville det sikkert ikke have været lige så fascinerende. Men dengang var det chokerende pludselig at høre lyden af en synthesizer,« siger han og prøver at gengive nogle af de forvrængede lyde, man kunne fremdrive med de første ‘musikmaskiner’.
Sammen med navne som Klaus Schulze, Tangerine Dream, Telex, Yellow Magic Orchestra og Logic System inspirerede Kraftwerk en hel generation af musikere. Kraftwerks succes skyldtes ifølge Dennis Dithmar, at bandet med puritet og simplicitet så tidligt fik synthesizeren ud til ‘folket’.
De er drevet af en nysgerrighed over for lyde, og har derfor blandt andet brugt ekkomaskinen til at lave loops i stedet for bare at synge igennem den. Og ud over at være nogle af de første til at bruge en synthesizer-klassiker som Minimoog og trommemaskinen Roland TR-808 har de også fundet ‘instrumenter’ usædvanlige steder i deres jagt på nye lyde.
For eksempel bruger de legetøjsrytmemaskiner og -keyboards fra Mattel på albummet Computer World, ligesom de på samme album fra 1981 bruger kontorartikler fra bl.a. Texas Instruments. Da Kraftwerk udgav albummet Radio-Activity i 1975 var synthesizeren stadig i sin barndom, og udviklingen af den foregik direkte mellem kunden og ham, der byggede den. Derfor har det tyske band fået specialbygget meget af deres udstyr. Som for eksempel en sampleafspiller fra Vako, der skulle være bygget ind i en flightcase til scenebrug og have to tangent-rækker. Eller som den Robovox-vocoder (en synthesizer, der kan gengive tale), som Kraftwerk udviklede og fik fremstillet efter at være blevet inspireret af en talemaskine fra militæret.
Hvis man kan tale om en ‘Godfather’ inden for produktion af synthesizere, er det amerikanske Robert Moog, der har en doktorgrad i teknisk fysik og byggede den i dag ikoniske ‘Minimoog’ i 1960’erne. Det var den første synthesizer med tangenter, og enhver funkmusiker med respekt for sig selv måtte have sådan en i orkestret. Det var dog først i slutningen af 1980’erne, at man kunne spille mere end én tone ad gangen på synthesizeren – og så begyndte det at gå stærkt. Herhjemme tog kunstnere som Kliché og TV2 hurtigt de elektroniske lyde til sig.
»Pludselig blev synthesizeren et egentligt instrument, der for eksempel kunne erstatte en hel blæsersektion,« forklarer Dennis Dithmar.
»Men jeg synes, det begyndte at skride, da producenterne begyndte at lægge 200 forproducerede lyde ind i synthesizeren, så man hørte den samme panfløjte på alle album,« siger han med en let hovedrysten. For Dennis Dithmar er det nemlig netop alle de knapper, der kan skrues på, som fascinerer.
»Med ethvert andet instrument i hænderne ville jeg føle mig begrænset. Med en synthesizer er jeg meget mere kreativ og ender ofte ude ad nogle mærkelige tangenter,« erklærer han.
I dag går den teknologiske udvikling hurtigt, og Dennis Dithmar ser især to tendenser. Dels er flere musikere vendt tilbage til den gamle måde at bruge synthesizere på, fordi ‘alt er blevet for plastic-agtigt’. Dels er der den modsatte tendens hen mod små synthesizere, som selv børn kan programmere.
Dennis Dithmar er selv mest til old school-elektronisk musik, selvom der ifølge ham efterhånden kun er en lille hård kerne tilbage, der interesserer sig for den ‘gammeldags’, elektroniske musik. I Tyskland bliver elekcronica-musikere dog stadig hyldet, og i 2010 var Dennis Dithmar selv på scenen for at modtage prisen Schallwelle som ‘Bedste artist’.
Som en hyldest til de tyske pionerer i forbindelse med deres jubilæumskoncerter i DR Koncerthuset, har Dennis Dithmar sammensat en liste over det udstyr, Kraftwerk har brugt gennem tiden. Se den her.
Det glæder mig, at Else Marie Pade er nævnt i artiklen - omend kun i en billedtekst.
Hvis en sætning indeholder ordene dansk, elektronisk og musik, så er denne sætning ufuldendt hvis ikke den også refererer til Else Marie Pade. Som født i 1924, kan man næppe beskylde hende for at have været bagud for sin tid.
Iøvrigt mener jeg at man, for at kunne forlange at blive tituleret synthesizer, også må være kvalificeret til titlen analog. Men dét, indrømmer jeg, er en yderst subjektiv betragtning.
Selv er jeg den glade ejer af en Arturio MicroBrute, som er designet af den franske synthesizer guru Yves Usson.
Denne (prismæssigt) pre-entry-level analoge synthesizer er udstyret med en patchbay, således at man kan få en forsmag på hvorledes et mange (rigtig mange) tusind kroners modulært system fungerer.
Hvis man, som jeg, har haft et meget langt tilløb til at kunne acceptere elektronisk musik som musik, og er man endnu ikke helt overbevist, så kan varmt anbefales Vangelis' geniale musik til Ridley Scotts mesterværk Blade Runner. Programmusik, ja - men af den ypperligste kvalitet.
Min hverdag ville unægteligt ikke være den samme hvis jeg ikke kunne tune ind til lidt Trance eller Progressiv House på diverse online radioer. Siden 90'erne har jeg praktisk talt ikke købt musik da det jeg gørte enten var underground eller alligevel kun var til gratis streaming på nettet. DI.fm's trance kanal er et godt sted at starte. Specielt kl. 20 hver torsdag! :)