Da de store planeter fandt deres baner

For et par årtier siden mente astronomerne, at planeterne i solsystemet blev dannet i de stabile baner, hvor de nu befinder sig. Men gradvist er billedet krakeleret. Merkur må være blevet sendt indad mod Solen via en kollision, som skrællede en stor del af planetens oprindelige kappe af, og de fjerne isplaneter Uranus og Neptun må være blevet dannet længere inde i solsystemet, hvor tætheden af sten og is var stor nok til at levere byggematerialet.

I de senere år har astronomerne fået nye vidnesbyrd om planetsystemers dynamik ved at studere andre stjerner, som er omkredset af planeter. Her findes der kæmpemæssige gasgiganter, som er lige så tæt på stjernerne som Jorden på Solen, og de ekstrasolære kæmper må som Jupiter og Saturn være opstået så langt fra deres stjerner, at vand kunne fryse til is og indgå i deres massive kerner, hvorefter giganterne er blevet slynget ind mod stjernerne på et senere tidspunkt.

For at forstå planetsystemers dannelse og udvikling har astronomerne altså brug for mekanismer, som kan flytte rundt på planeters baner. I tre sammenhængende artikler i det videnskabelige tidsskrift Nature den 26. maj 2005 lancerer en forskergruppe fra Observatoire de la Côte d'Azur i Frankrig, K. Tsiganis, R. Gomes, A. Morbidelli og H. Levison, nu en teori for, hvordan de fire store planeter i solsystemet – Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun – fik deres nuværende elipseformede og tiltede baner.

Den samme teori, som bygger på computersimulationer, giver også et bud på, hvorfor Månen og de indre planeter blev bombarderet med kometer og asteroider 700 millioner år efter solsystemets dannelse. Det voldsomme bombardement kan have forsynet Jordens oceaner med vand og skabt betingelserne for, at livet kunne opstå.