I dag er B&O nærmest synonymt med design, når det er bedst, men da virksomheden blev etableret i 1925, havde den i høj grad fokus på teknologi.
Stifterne, Peter Bang og Svend Olufsen, var dimitteret fra Aarhus Elektro Teknikum et år tidligere, og med hjælp fra deres forældre etablerede de radiofabrikken lidt uden for Struer i en sidebygning til Quistrup Herregård, som Svend Olufsens far ejede.
Virksomhedens første produkt var parat i 1926. Det var en såkaldt eliminator, som kort fortalt er en strømforsyning, der omformer 220 V jævnstrøm til 120 V jævnstrøm. Når datidens radioer blev koblet sammen med en eliminator, kunne de trække strøm fra lysnettet. På den måde slap man for at bruge de dyre anodebatterier som strømforsyning.
Som så mange andre ingeniører var Peter Bang og Svend Olufsen mest optaget af produktudvikling. Deres nystartede fabrik udviklede masser af prototyper, mens det kneb mere med egentlig produktion og salg.
Det huede ikke firmaets bestyrelsesformand, Camillo Bang, der var far til den ene af stifterne, fortæller Poul Bruun, medlem af Radiolauget i Den Gamle By i Aarhus:
»Camillo Bang så sig nødsaget til at indkalde de to opfindere til en kammeratlig samtale, hvor de fik besked på at udvikle et radioapparat, der kunne sættes i produktion, og som de ikke måtte ændre på, før det var tid til at introducere en helt ny model.«
Den kammeratlige samtale må have virket, for i 1929 kom B&O’s 5 Lamper Radio på gaden. Radioen blev en stor succes, ikke mindst fordi den kunne sluttes direkte til lysnettet. Den havde nemlig som noget helt nyt en indbygget eliminator.
Poul Bruun er uddannet elektroingeniør i 1966. I mere end et halvt århundrede har han arbejdet med radarer hos Terma, og i sin fritid har han samlet på gamle radioer, båndoptagere og grammofoner. De seneste 20 år udelukkende med B&O’s logo på. At Poul Bruun sætter en ære i, at de alle sammen virker, er næsten overflødigt at tilføje.
De kommende tre weekender kan alle interesserede høre ham fortælle ‘Eventyret om B&O’, hvis de lægger vejen forbi Den Gamle By i Aarhus. Det sker i forbindelse med en temaudstilling om den danske radio/tv-produktions historie, som museets radiolaug står bag.
Danmark har en gloværdig fortid inden for radio/tv-produktion, men efterhånden bukkede fabrikkerne under. Når B&O overlevede, skyldtes det ifølge Poul Bruun, at de i 1960’erne satsede internationalt og satte fokus på design:
»På det tidspunkt skabte møbelarkitekter som Børge Mogensen lyse og lette møbler, der stod i skærende kontrast til datidens mørke træ og den udprægede brug af løvefødder i alle afskygninger. De moderne møbler fik B&O’s radioer til at ligne antikviteter.«
Arkitekten og samfundsrevseren Poul Henningsen kaldte B&O’s apparater for »monstrummer tegnet af fiskehandlere og kartoffelgrosserere«.
Beskrivelsen var ikke just flatterende, og egentlig var det også paradoksalt at gemme topmoderne og i mange sammenhænge nyskabende teknologi i design fra en anden tid.
I de følgende år sørgede en række designere for at rette op på det gumpetunge design. Mest markant var designeren Jacob Jensen. I 1967 stod han bag Beomaster 5000, der er inspireret af en regnestok.
Han stod også bag det mest afgørende produkt i virksomhedens historie, mener Poul Bruun, nemlig grammofonen Beogram 4000 fra 1972.
Beogram 4000 er udstyret med en tangential-tonearm, som var en »revolutionerende« nyskabelse. Den afspiller pladerne, som de er skåret under optagelserne, fordi vinklen mellem pladerillen og pick-uppen ikke ændres som ved en traditionel tonearm. Det forhindrer skating, og lydgengivelsen bliver derfor bedre end ved en traditionel tonearm.
Udviklingen af tangential-tonearmen var en stor ingeniørmæssig bedrift, men det var ikke afgørende. Nærmest tværtimod. Det egentlige vendepunkt var, at den avancerede teknik blev gemt væk bag aluminium og et minimum af knapper, forklarer Poul Bruun:
»Pladespilleren kom ikke til verden uden sværdslag mellem ingeniørerne og designeren, men til sidst skar Jens Bang, Peter Bangs søn, igennem og formulerede virksomhedens fremtidige strategi: B&O skulle ikke være for den hårde kerne af high fidelity-fanatikere, men for den brede skare af musikelskere, der både holdt af kvalitet og lækkert design.«
Udstillingen finder sted i Bendtsens Pakhus en kort spadseretur fra Pouls Radio, som oprindeligt lå i Holstebro, men blev flyttet til Den Gamle By i 2010, hvor den nu indgår i museets 1974-bydel.
Radiolauget, som står for weekendarrangementerne i september, blev oprindeligt stiftet for at tage en teknisk snak med gæster i butikken. Allerede et år senere tog de initiativ til den første temaweekend, og de har holdt dem årligt lige siden.
I Pouls Radio kan de nemlig kun dele deres viden om de apparater, der stod på hylderne i 1970’erne og frem til 1974. I temaweekenderne har de frie tøjler.
Poul Bruun trækker dog selv en tidsgrænse i sit foredrag:
»Jeg koncentrerer mig om tiden, fra virksomheden startede, og op til cirka 2000. Det, der er sket derefter, er plaget af mikroprocessorer og teknologi, som er løbet fra mig,« lyder det med et skævt smil.
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard