Da astronomerne troede, de små grønne mænd bankede på

19. marts 2017 kl. 16:001
Da astronomerne troede, de små grønne mænd bankede på
I 1054 eksploderede en stjerne som en supernova. En del af stjernen blev kastet ud i rummet og endte som det, vi i dag kender som Krabbetågen, men de centrale dele faldt sammen til en pulsar, der nu befinder sig midt i tågen. Illustration: Nasa, ESA, J. Hester, A. Loll (ASU).
For 50 år siden opfangede astronomen Jocelyn Bell et usædvanligt radiosignal fra det ydre rum. Før den rette sammenhæng blev opklaret, nåede astronomerne at overveje, hvordan de skulle præsentere nyheden om, at vi ikke er alene i universet.
Artiklen er ældre end 30 dage

Et signal fra det ydre rum. Et fuldstændig uforklarligt radiosignal, som dukkede op med helt regelmæssige mellemrum. En lang serie af pulser med 1,3 sekund imellem sig, som kun kunne komme fra et kompakt objekt langt ude i rummet. Måske en besked fra intelligent liv på en anden planet langt herfra?

I 1967 fik britiske astronomer noget at tænke over, da de opdagede det mystiske radiosignal, som kun kunne komme fra det ydre rum, og som ikke umiddelbart havde nogen naturlig forklaring. Signalet blev opfanget ved hjælp af et helt nyt radioteleskop, som var udtænkt af Antony Hewish fra University of Cambridge.

Snydt for en Nobelpris

I 1974 gik Nobelprisen i fysik til Martin Ryle og Antony Hewish for deres pionerarbejde inden for radioastronomi. Hewish fik specielt prisen for sin afgørende rolle i opdagelsen af pulsarer.

Illustration: National Media Museum/ Science & Society Picture Library.

Jocelyn Bell blev slet ikke nævnt af nobelpriskomiteen, til trods for at hun var med til at opbygge radioteleskopet og var den første, der bemærkede LGM-signalet.

Nobelpriskomiteens beslutning om at forbigå Jocelyn Bell blev efterfølgende voldsomt kritiseret, ikke mindst af andre astronomer.

Hvor almindelige optiske teleskoper fanger lyset fra fjerne stjerner og galakser, kan radioteleskoper afsløre stråling med længere bølgelængder end lys, og det nye radioteleskop var i virkeligheden ret simpelt. Det bestod af en stor samling træpæle med et par tusinde ledninger spændt ud imellem som et kæmpemæssigt tørrestativ, der fyldte 18.000 kvadratmeter. Med denne antennekonstruktion kunne astronomerne for første gang modtage astronomiske radiosignaler med lange bølgelængder, og det blev muligt at afgøre størrelsen af kilden til sådanne signaler.

På jagt efter kvasarer

Mange objekter på himlen udsender radiobølger helt naturligt, og teleskopet skulle især bruges til at finde flere af de kvasarer, som var blevet opdaget nogle år forinden – meget fjerne og energirige objekter, som astronomerne gerne ville vide mere om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den 24-årige ph.d.-studerende Jocelyn Bell havde deltaget i det to år lange arbejde med at bygge teleskopet, og nu var det hendes job at passe det og analysere de radiosignaler, der blev opfanget. Ganske hurtigt blev hun opmærksom på et usædvanligt mønster i de data, som teleskopet hver dag spyttede ud som kurver på 30 meter lange papirstrimler.

Sidst i august 1967 gjorde hun sin vejleder Antony Hewish opmærksom på de mystiske radiosignaler, der lod til at komme det ydre rum og ikke bare var støj fra en jordisk kilde. De aftalte at kigge nærmere på sagen, men først da teleskopet tre måneder senere blev opgraderet med et nyt og hurtigere instrument til at registrere radiosignalerne, kom der for alvor gang i sagerne.

Med det nye instrument blev det tydeligt, at teleskopet opfangede et relativt kraftigt og fuldstændig regel­mæssigt pulserende radiosignal. Kortvarige pulser blev gentaget med jævne mellemrum på 1,3 sekund, og signalet kom fra et objekt, der var meget mindre end en stjerne, i retning af stjernebilledet Ræven.

Budskab fra en fremmed verden?

Astronomerne kendte ikke til noget, der kunne afgive sådan et signal. Intet lignende var nogensinde blevet opfanget før. Hvad kunne det dog være? Var det måske et forsøg på kommunikation fra en fremmed civilisation?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ideen om, at fremmede civilisa­tioner kunne forsøge at kommunikere ved hjælp af radiosignaler, som kunne opfanges med teleskoper her på Jorden, var ikke ny. Syv år tidligere havde den unge radioastronom Frank Drake som den første rettet en parabolantenne mod et par nærliggende stjerner i håbet om at opfange et budskab fra intelligent liv på en anden planet. Siden havde der været andre lignende forsøg.

I den lille gruppe af forskere, der havde med teleskopet at gøre, fik signalet hurtigt benævnelsen LGM – little green men, små grønne mænd. Astronomerne havde svært ved at tro, at de som de første havde hørt fra rumvæsener, men de kunne ikke afskrive muligheden.

»Jeg er i vildrede om signaler fra små grønne mænd,« skrev Hewish til en kollega, kun halvt i spøg.

Wow!

I august 1977 kastede den amerikanske astronom Jerry Ehman et blik på computerudskrifterne fra radioteleskopet Big Ear i Ohio, USA. Det havde han gjort hundredvis af gange før, og det var aldrig særlig spændende, for teleskopet opfangede kun ligegyldig støj. Men denne gang var det anderledes. Den 15. august kl. 22.16 havde Big Ear registreret et uhyre interessant radiosignal.

Illustration: Big Ear Radio Observatory and North American AstroPhysical Observatory.

Jerry Ehman satte en ring om tegnene 6EQUJ5 på udskriften og skrev 'Wow!' ude i marginen. Ikke alene var signalet det kraftigste, der nogensinde var observeret – det så ud præcis, som man ville forvente af et signal fra det ydre rum, nærmere bestemt fra et sted i stjernebilledet Skytten.

Wow!-signalet blev modtaget ved en frekvens på cirka 1.420 MHz, hvilket gjorde det særlig betydningsfuldt. Brint er det mest udbredte og simple grundstof i universet, og neutral brint udsender netop stråling ved denne frekvens. Hvis man vil kommunikere med intelligente væsener på andre planeter, er det en oplagt frekvens at benytte.

Desværre er signalet aldrig dukket op igen. Måske var signalet en besked fra en fremmed civilisation. Måske er der en anden god forklaring, som forskerne bare ikke har fantasi til at forestille sig. Det er et mysterium den dag i dag.

Besked fra intelligente væsener?

»Vores første tanke var, at andre intelligente væsener prøvede at komme i kontakt med os,« lød det senere fra lederen af gruppen, Martin Ryle.

Jo grundigere, astronomerne undersøgte LGM-signalet, desto mere mystisk blev det. Det tilbagevendende signal stammede fra et objekt, der i hvert fald ikke var større end en planet, et sted i det galaktiske nabolag.

»Vi blev nødt til at se i øjnene, at signalerne rent faktisk kunne komme fra en planet, der kredsede om en fjern stjerne, og at de ikke var naturlige,« sagde Antony Hewish mange år efter i sin nobelpristale. »Ugerne i december 1967 var utvivlsomt de mest spændende i mit liv.«

Død stjerne blev kosmisk fyrtårn

Nu var spørgsmålet, hvem der skulle informeres om opdagelsen, og hvordan det så skulle gøres. Det var noget, der blev diskuteret i gruppen. Hvis det virkelig var et signal fra en fremmed civilisation, ville det være en sensation uden lige. Måske var det mest oplagt først at informere Royal Society, Storbritanniens videnskabsakademi, som så kunne bringe nyheden videre til regeringen.

Særligt Martin Ryle var bekymret for konsekvenserne af en offentliggørelse af opdagelsen. Tænk nu, hvis andre forskere fik den idé at sende et signal retur og på den måde afsløre menneskehedens eksistens for rumvæsener, der måske ledte efter beboede kloder, der kunne invaderes. Det var et tungt ansvar, der lå på astronomernes skuldre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I første omgang besluttede gruppen at holde sagen hemmelig, indtil den var undersøgt nærmere. Imens fortsatte Jocelyn Bell med at analysere de radiosignaler, som teleskopet opfangede. Hun gav ikke meget for ideen om, at der var små grønne mænd på spil – faktisk var hun lidt irriteret over det sære signal, der kunne forsinke hendes ph.d.-afhandling om kvasarer.

Der måtte være en naturlig forklaring

Den 21. december 1967 skete der noget, der satte LGM-signalet i et helt nyt lys. Jocelyn Bell fandt nemlig et nyt, tilsvarende signal, der kom fra et andet sted på himlen. Sandsynligheden for, at to fremmede civilisationer havde besluttet at kommunikere med Jorden på samme måde på samme tidspunkt, var forsvindende lille. Signalerne måtte have en naturlig forklaring, der ikke involverede intelligent liv på andre planeter.

I midten af januar 1968 fandt Jocelyn Bell to signaler mere, og omtrent samtidig fandt Antony Hewish frem til gådens løsning. LGM-signalet kom fra resterne af en død stjerne – en uhyre kompakt og hurtigt roterende neutronstjerne, der som et kosmisk fyrtårn udsender radiobølger i takt med rotationen.

Neutronstjerner var en helt ny og eksotisk kategori af himmellegemer, som godt nok var forudsagt teoretisk, men aldrig var observeret før. En sammenfalden stjerne tungere end Solen, med en radius på kun cirka 10 km og en massefylde i omegnen af 5 x 10^17 kg pr. kubikmeter. En roterende neutronstjerne, der sender signaler i retning af Jorden, kaldes en pulsar, og det var sådan en, astronomerne opdagede for 50 år siden – ikke et budskab fra E.T.

1 kommentar.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
20. marts 2017 kl. 08:23

For en god artikel. Dem burde der være flere af. :c)