Den cykelglade sønderjyde, overraskelsen og den magtfulde: Her er ministrene, Ingeniøren vil holde i ørerne
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Den cykelglade sønderjyde, overraskelsen og den magtfulde: Her er ministrene, Ingeniøren vil holde i ørerne

Nu er der kommet navne på ministerposterne i den socialdemokratiske mindretalsregering, som bliver præsenteret for dronningen senere i dag. Den fulde redegørelse kan du læse andetsteds – vi vil blot notere navnene på de ministre, der dækker relevante poster for Ingeniøren.

Klima-, energi- og forsyningsminister: Dan Jørgensen (S)

Den tidligere minister for fødevarer, landbrug og fiskeri under Helle Thorning-Schmidt fra 2013 – 2015 overtager posten som klima-, energi- og forsyningsminister fra Lars Christian Lilleholt (V) – selvom der symbolsk nok er blevet ændret lidt i rækkefølgen, som områderne bliver nævnt i.

Illustration: Steen Brogaard

Det er dog ikke kun ren symbolik. Dan Jørgensen bliver nemlig medlem af regeringens magtfulde Økonomiudvalg sammen med finansminister Nicolaj Wammen, social- og indenrigsminister Astrid Krag, skatteminister Morten Bødskov og erhvervsminister Simon Kollerup.

Den 43-årige Dan Jørgensen har desuden været medlem af Europa-Parlamentet, inden han i 2013 blev hentet hjem for at blive minister af Helle Thorning-Schmidt. Han er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet. Ved valget modtog Dan Jørgensen 15.443 personlige stemmer.

Transportminister: Benny Engelbrecht (S)

Den 48-årige sønderjyde har tidligere været skatteminister i Helle Thorning-Schmidts regering – en post han sad på i kun ti måneder henimod slutningen af regeringsperioden. I perioden hvor Socialdemokratiet sad i opposition var Benny Engelbrecht partiets finansordfører.

Illustration: Steen Brogaard

Han har dog mange års erfaring fra Folketinget, som han har været medlem af siden 2007. Før det arbejdede Benny Engelbrecht med kommunikation og marketing – og havde en overgang i 1990’erne en karriere som musiker. Politiken har netop bragt et portræt af den nye transportminister, som er værd at læse. Blandt andet er han tilhænger af cykeltrafik, grønnere transport og afgifter efter klimabelastning.

Benny Engelbrechts har folkeskolens afgangseksamen som højeste afsluttede uddannelse. Han blev valgt med 12.267 personlige stemmer ved folketingsvalget.

Miljøminister: Lea Wermelin (S)

Lea Wermelin har ikke tidligere erfaring som minister. Hun blev valgt til Folketinget for første gang i 2015, hvor hun overtog Jeppe Kofoeds plads som spidskandidat på Bornholm. Siden da har hun været Socialdemokratiets bæredygtighedsordfører.

Illustration: Steen Brogaard

Før det arbejdede hun for Socialdemokratiet som politisk medarbejder på Christiansborg. Lea Wermelin er uddannet i statskundskab fra Københavns Universitet. Hun blev valgt med 5.059 personlige stemmer.

Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde: Mogens Jensen (S)

Det kræver tilsyneladende en erfaren politiker at holde styr på dette spraglede ressortområde. I hvert fald er posten tilfaldet Mogens Jensen, der med sine 55-år er regeringens ældste minister. Han har siddet i Folketinget siden 2005, og har bestredet en række poster for Socialdemokratiet. Blandt andet har han været gruppeformand, og da SF trådte ud af Helle Thorning-Schmidts regering blev han udnævnt til handels- og udviklingsminister.

Illustration: Steen Brogaard

Bedst kendt er han dog som partiets kultur- og medieordfører, hvor han har markeret sig som en ivrig forsvarer af Danmarks Radio og public service. Derfor har blandt andet Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen udtrykt overraskelse over, at posten som Kulturminister i stedet gik til Joy Mogensen (S), der har været borgmester i Roskilde siden 2011.

Mogens Jensen er uddannet på Fagbevægelsens lederuddannelse fra LO-skolen i Helsingør og har tidligere været statsrevisor og har desuden arbejdet som konsulent for LO. Han fik 6.961 personlige stemmer ved valget.

Forsvarsminister: Trine Bramsen (S)

Selvom hun ikke har været minister før, så har Trine Bramsen ofte været citeret i medierne i kraft af hendes arbejde som rets- og menneskerettighedsordfører for Socialdemokratiet – et hverv hun har varetaget siden 2013. Det skete efter en relativt kort men stormfuld tid som partiets ordfører for it- og telekommunikation.

Illustration: Steen Brogaard

Trine Bramsen overtager ansvaret for Forsvarsministeriet fra Claus Hjort Frederiksen (V), der har siddet på posten siden 2016. Bramsen er uddannet i sociologi fra Roskilde Universitet og har tidligere arbejdet som konsulent hos blandt andre Deloitte.

Hun har siddet i Folketingets siden 2011 og ved dette folketingsvalg blev Trine Bramsen valgt ind med 10.594 personlige stemmer.

Uddannelses- og forskningsminister: Ane Halsboe-Jørgensen

Vores videnskabsjournalist Jens Ramskov skriver om den nye forskningsminister HER

Illustration: Steen Brogaard
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Kan man bede jer også at holde styr på den nye Uddannelses- og forskningsminister: Ane Halsboe-Jørgensen? :)
Hun skal kæmpe for at få særligt forskningen på dagsordnen.

  • 3
  • 0

Det er så sandelig mindst lige så vigtigt at holde styr på den nye overvågningsliderlige krigsminister, som nu har ansvaret for cfcUs.

Det er så tæt på worst case scenariet man kan komme.

  • 7
  • 3

Kunne være interessant hvis ministrerne blev målt efter deres egne mål til befolkningen.

Hvor meget ligestilling er der hos ligestillingsministeren.
Hvilken miljø profil har miljøministeren
og samme med klima ministeren osv.

Hvor meget går de egentlig selv op i deres egne budskaber og retningslinjer. Er de forbilleder eller diktatoriske i form af man vil have alle andre til at gøre det man reelt selv ikke selv har lyst til.

  • 2
  • 5

Generalt synes jeg ikke I beskriver de nye ministre ret godt, og så linker i til betalings sider... Synes tv2 havde et godt interview med den nye forsvar minister, og transport ministeren har som bekendt ledet folketingets transport udvalg..... Og og og... Gerne lidt mere objektiv information, tak.

  • 5
  • 1

“Blandt andet er han tilhænger af cykeltrafik,”

Åh gudskelov, man havde jo frygtet en dansk minister som ville bekæmpe cykeltrafik, jordbær med piskefløde, solskinsvejr, fridage og flæskesteg, dem må der være mange af i dette land ;-)

  • 4
  • 0

“Den 48-årige sønderjyde har tidligere været skatteminister i Helle Thorning-Schmidts regering ”

En sønderjyde, hvor dejligt med en minister med rødder i den gode danske muld. Denne sønderjyde er oven i købet født og opvokset på Amager hvor han boede til han blev 20 år ;-)

Venlig hilsen
Bent
Fisker og Astronom (en mand som engang har været på fisketur og min far har en stjernekikkert)

  • 7
  • 1

Med de 3 støttepartier imod ovennævnte, bliver det spændende, at se Finanslovsforhandlingerne udfolde sig....

Trods alt over en ½ mia/ år som vil gøre godt i den grønne omstilling eller velfærdssamfundet ...

  • 1
  • 1

Under valgkampen syntes flere politikere meget grønne, både mht. klima og miljø. Men af partiernes hjemmesider oa. fremgik i samme periode, at for hovedparten af politikerne hørte miljøet ikke til deres egne mærkesager (i det mindste dem, jeg tjekkede).

Dette gjaldt også for den nye miljøminister, en post der endnu engang er besat af en nybegynder-minister. Og nok kan det være, at hun er bæredygtighedsordfører, men når Bornholm fremstod - i modsætning til miljøet - blandt hendes selvvalgte mærkesager, er det måske et fingerpeg. DR TV havde tilsyneladende heller ikke behov for at vise os overdragelsen af miljøministerposten i modsætning til de fleste andre ministerområder. Men nu hører miljøet heller ikke til DR's topinteresser.

Man må håbe, at denne lidt flade begyndelse ikke er repræsentativ for fortsættelsen.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten