Nasa har ikke blot med stor succes landsat Mars-bilen Curiosity på den røde planet, men Mars Reconnaissance Orbiter har også fanget rumsondens færd mod overfladen med sit kamera.
Landingen blev fulgt af tre rumsonder fra deres kredsløb om Mars; Mars Odyssey, Mars Reconnaissance Orbiter og ESA's Mars Express. Mars Odyssey sendte live data tilbage til Jorden under landingen, mens de to andre rumsonder optog data og billeder fra landingen, som senere blev sendt tilbage til Jorden.
Nasa frigav mandag eftermiddag billeder taget af Mars Reconnaissance Orbiter, der viser Mars Science Laboratory med Curiosity hængende i sin backshell under faldskærmen.
Læs også: Se Mars-bilen blive testet i Mojaveørkenen
Læs også: Se video af Curiosity på vej mod Mars
Det er ikke første gang, Mars Reconnaissance Orbiter tager denne slags billeder - også under rumsonden Phoenix' landing i 2008 blev denne rumsonde fanget i kredsløbet om Mars.
Landingsområde er fladt
De første rapporter fra forskerholdet bag Curiosity tyder på, at Mars-bilen er landet på en forholdsvis flad slette med små ens klippestykker i Gale-krateret. Sletten menes at ligge nord for de sandklitter, der omgiver det centrale Sharp-bjerg i midten af krateret.
I kraterbunden findes en række strukturer, som formodentlig er dannet med sedimentaflejringer af materiale, som er blevet bragt derhen af flydende vand. Med landingen i Gale-krateret kan forskerne håber på, at Curiosity er landet tæt på de videnskabeligt interessante steder, blandt andet en stejl klippeskrænt ved Sharp-bjerget.
