Curiosity fanget fra oven

Illustration: Nasa

Et utroligt klart farvebillede, taget fra rumsonden Mars Reconnaissance Orbiter, viser Curiosity og sporene i overfladen fra Skycranes raketter, som sænkede bilen ned.

Billedet er taget fra en vinkel cirka 30 grader vest for Mars-bilen. I løbet af de kommende dage regner han med, at der tages flere billeder, som ser mere lodret ned på Curiosity, samt stereobilleder.

Imens har Curiosity fået opdateret sin software, en proces, der har taget fire dage. Opdateringen gælder softwaren i Mars-bilens centrale computer, der benyttes til kørsel og til styring af robotarmen og dens værktøjer. Samtidig er de dele af softwaren, som blev brugt til selve rejsen til Mars, fjernet.

Nasa regner med, at Curiositys første kørsel på Mars vil finde sted inden for en uges tid. Dette vil formodentlig omfatte en kort tur fremad og derefter en lille smule bakken. Curiosity har separate drivmotorer til hvert af de seks hjul samt en styremotor til hvert af de fire hjul i hjørnerne. Den første kørsel skal benyttes til at afprøve, om alle disse motorer og styringen fungerer.

Efter prøvekørslen vil Nasa gå over til afprøvninger af robotarmen. Inden da vil forskerne bag Curiosity få mulighed for at vælge et sted i nærheden, hvor Curiosity skal køre hen og fortage afprøvningerne af robotarmen.

Nasas viceprojektleder på Curiosity, Ashwin Vasavada fra Jet Propulsion-laboratoriet, oplyser i en pressemeddelelse, at Nasas tekniker og forskere har kløe i fingrene for at komme i gang med at køre med Curiosity.

Nasas forskere og teknikere er i gang med at analysere de mange billeder fra Curiositys kameraer for at finde en optimal og videnskabelig interessant vej hen til det centrale Sharp-bjerg i Gale-krateret. Nasa oplyser, at man regner med, det vil tage op mod et år, før Curiosity er henne ved de lagdelte områder i Sharp-bjerget omkring ti kilometer borte.

Dokumentation

Nasas pressemeddelelse
Artikel på Spaceflight Now
Artikel på Spcace.com

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg er nu sikker på det hele er optaget i en gammel hangar og de aldrig har været på Mars.

(ironi kan forekomme!)

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten