Cubesats er hjælperyttere i det dybe rum
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Cubesats er hjælperyttere i det dybe rum

Illustration: AAU

Syv måneder tog det at nå frem, og efter 19 minutter var det slut.

De to cubesats MarCO A og B, som på egen hånd fulgte efter Nasas InSight-lander hele vejen til Mars for at hjælpe med kommunikationen til Jorden under landingen, gjorde deres arbejde i mandags, og nu er de på pension et ukendt sted i rummet.

Det er første gang, cubesats har været så langt væk hjemmefra, men de formåede at bevise teknologiens værd langt ude i det ydre rum, mener René Fléron, civilingeniør på DTU Space og DTUSat-blogger her på Ingeniøren.

»Nu ved vi, at cubesats virker i Mars-afstand, og i princippet kan de holde længe endnu – uger, måneder eller længere – selv om de er på vej væk fra Mars. Snakken har længe gået på, om det var muligt, og nu har de bestået prøven,« siger han.

Illustration: Teknologiens Mediehus / Lasse Gorm Jensen

Ingeniørerne har længe gerne villet forkorte den tid, det har taget af få data hjem under selve den kritiske landing, og her kan cubesats således være vejen frem.

Data bliver typisk sendt hjem via de sonder, der er i kredsløb om Mars, men det foregår oftest med timers forsinkelse. Enten kan sonderne ikke sende og modtage data samtidig, eller også er de ikke til stede lige på det tidspunkt, hvor landingen foregår.

Derfor er det smart at give landeren sin helt egen satellit med til turen, som samtidig kan modtage data på UHF-båndet og sende data til Jorden over X-båndet.

Ingeniør Joel Steinkraus fra Nasas Jet Propulsion Laboratory arbejder på den ene af de to MarCO-satellitter i forbindelse med en udendørstest af solpanelerne. Illustration: NASA/JPL-Caltech

Cubesats giver store muligheder

»Det giver enorme muligheder for en mission, hvis et moderskib kan have sine egne hjælpeskibe med. Man er ikke længere begrænset af moderskibets fysik, og man kan hente data fra en langt større del af rummet med cubesats efter moderskibet,« siger René Fléron.

»Man kan måske også lade dem tage billeder, hvor man ikke ville turde sende det dyre moderskib hen. Og få data fra svært fremkommelige steder med en hjælpe-cubesat, der peger mod Jorden. Man kan i det hele taget gentænke, hvad det er muligt at måle,« siger han.

Den ene cubesat, MarCO B, tog dette billede, da den susede forbi Mars, 7.600 km fra planeten. Illustration: NASA/JPL-Caltech

At rumfarten satser på cubesats står klart med Nasas nye SLS-raket, som skal flyve første gang i 2020 og senere sende astronauter til Månen og Mars. Mellem det øverste og næst­øverste trin er der gjort plads til 13 cubesats, som allerede under jomfrurejsen bliver sat af i kredsløb om Månen med meget forskellige opgaver fra bl.a. den japanske rumfartsorganisation Jaxa, Nasa og en lang række universiteter. Nogle skal videre på jagt efter asteroider, mens andre skal lande på Månen.

Samtidig barsler ESA med en mission til asteroideparret Didymos i 2023, hvor to cubesats på størrelse med MarCO A og B bliver sendt efter hovedskibet med henblik på landing på den mindste af de to Didymos-asteroider.

»MarCO-missionens succes er starten på en ny æra for dybtrumsmissioner. Der er tilføjet et nyt værktøj til værktøjskassen, og selvom ikke alle missioner har gavn af cubesats, så kan de for nogle missioner øge værdien af missionen markant,« understreger René Fléron.

Emner : Satellitter
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Som en ekstra detalje kan det nævnes, at MarCO-satellitterne rigtignok som angivet på et af billederne i artiklen bruger en reflektorantenne, men det er ikke en traditionel parabolsk reflektor.

Det er derimod en såkaldt reflectarray-reflektor, som er lavet af et stort antal printede elementer, der sidder på (tre) plane jordplans-paneler. Disse paneler kan, med hjælp fra de grå hængsler, foldes ovenpå hinanden og placeres på en af CubeSat-satellittens sider, når denne skal opsendes, og indtil antennen skal bruges. Dette ville være markant sværere at opnå med en krum parabolantenne (medmindre man som i NASAs RainCube-mission opbevarer denne parabolantenne inde i CubeSat-satellitten).

Også for den relativt nye reflectarray-antenneteknologi er NASAs mission til Mars derfor meget interessant.

  • 4
  • 0

Det fremgår, at satellit-satellit kommunikationnen er UHF.
Hvorfor kun UHF ?
Højere frekvenser er velkendt teknologi fra mobiltelefoner og kræver mindre effekt.

Og hvis Wikipedia's forklaring er dækkende, hvorfor også X-band ?

*X band or SHF Satellite Communication is widely used by military forces for beyond line of sight communications. X band is used because it provides a compromise between the characteristics of different frequency bands which is particularly suited to the needs of military users. The characteristics include interference and rain resilience, terminal size, data rates, remote coverage and whether it is reserved for governmental use. *

  • 1
  • 0

"Samtidig barsler ESA med en mission til asteroideparret Didymos i 2023, hvor to cubesats på størrelse med MarCO A og B bliver sendt efter hovedskibet med henblik på landing på den mindste af de to Didymos-asteroider."
Hvor store kurskorrektioner har disse cubesats brændstof til?

  • 0
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten