CS efter succesopsendelse: Måske tager vi en flyvning mere med Nexø II
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

CS efter succesopsendelse: Måske tager vi en flyvning mere med Nexø II

Illustration: Carsten Olsen

Amatørraketten Nexø II strøg op mod en flot himmel over Østersøen lørdag morgen kl. ca. 9.30.

6.500 meter nåede den op, før den dalede stille og roligt ned igen i sin faldskærm under stor jubel fra de 50-60 medlemmer af Copenhagen Suborbitals (CS), der forud havde knoklet for at få det hele klar.

»Det gik jo over al forventning. Vi så en perfekt flyvningssekvens, og på ’mission control’-skibet lød der rimeligt høje jubelråb,« beretter Mads Wilson, som er Copenhagen Suborbitals faste talsmand.

Han opholdt sig selv ombord på ’mission control’-skibet Bolette Munkholm, da Nexø II strøg afsted fra opsendelsesplatformen Sputnik, og herfra kunne han se en raket, der strøg lige op og landede flot på vandet under sin faldskærm.

Mads Wilson har endnu ikke fået alle data fra opsendelsen, men de vil formentlig komme op på bloggen i løbet af ugen.

Men vi ved, at raketten nåede en højde på 6.500 meter, hvilket var halv højde af det teoretisk mulige i forhold til rakettens størrelse og mængden af brændstof.

Læs også: Vi prøver igen!

8-10 sekunders kortere brænding end håbet

Mads Wilson anslår, at motoren brændte i 36-38 sekunder mod de 45 sekunder, som CS havde regnet med. Desuden var kammertrykket lidt lavere end forventet.

Årsagen kender de ikke endnu, for der kan være mange forskellige, fx sensorfejl eller ventilfejl.

»Det betød, at vi ikke nåede den teoretiske højde, og vi er stadig ved at se på, hvorfor den fløj kortere tid. Det er selvfølgelig meget relevant senere, når vi skal sende større raketter op,« siger Mads Wilson og fortsætter:

»Men i denne opsendelse var højden aldrig et succeskriterium. Det vigtige var, at alle ’events’ kørte i den rigtige rækkefølge, og at computeren selv kunne finde ud af det hele. Og det kunne den.«

Styreroret af grafit, som CS havde nævnt som en af de svære ting ved opsendelsen, klarede også opgaven til perfektion. Forud for weekenden havde Thomas Pedersen fra CS pointeret, at de fire jet-vanes af grafit kunne risikere at erodere pga. den høje varme. Men det gik smertefrit.

»Havde motoren kørt de planlagte 10 sekunder længere, var de nok blevet mere slidte, med de virkede og var hele, da de kom ned,« fortæller Mads Wilson.

Opsendelsen af Nexø II var længe ventet. Oprindeligt var det planen, at den avancerede amatørraket skulle være opsendt i september 2017, men en svensk øvelse lukkede luftrummet over Bornholm, så missionen måtte udsættes.

Det betød til gengæld, at raketgruppen havde god tid til at udføre endnu flere test af de mange sekvenser og systemer, der skulle eksekveres under opsendelsen.

På Nexø II blev der også testet et nyt trykreguleringssystem, som skulle sørge for maksimal udnyttelse af brændstoffet. Illustration: MI Grafik

Læs også: Vi er klar til opsendelse

En tur til

Og måske får Nexø II er tur mere, for både raket og næsekegle er samlet op fra Østersøen og er stort set intakte. Kun balluten og den meget lille faldskærm til næsekeglen dukkede ikke op igen, ellers blev alt fisket op fra vandet kort tid efter landingen.

»Vi fik hele raketten med hjem, og den er mekanisk intakt. Elektronikken er selvfølgelig ristet, fordi den har ligget i saltvand, men ellers ser den pæn ud, så vi vil overveje, om den skal have en tur mere, så vi får endnu mere træning,« siger Mads Wilson.

Næste skridt er ellers det videre arbejde med den mere end dobbelt så lange Spica-raket og den tilhørende kapsel, som i første omgang skal sende ’dummyen’ Randy afsted mod stjernerne og senere en af de tre frivillige fra CS, som drømmer om at nå de 100 km op, som er det helt store mål for raketgruppen.

Læs også: Spica faldskærmstest - I er inviteret

Mads Wilson vil dog ikke sætte nogen datoer på, hvornår næste affyring vil finde sted – og slet ikke, hvornår 100 km linjen bliver nået.

»I sidste ende handler det jo også om økonomi, men uanset hvad, så skal vi lige trække vejret en uge eller to – og så er det bare derudad igen,« siger han.

Hold dig opdateret på Copenhagen Suborbitals blog, hvor der som sagt snart vil komme data fra weekendens opsendelse.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg har aldrig helt forstået hvorfor man bruger Helium til at tryksætte med. Ja det vejer ikke så meget, men al den ballade hver gang med det - ville det ikke være meget mere driftssikkert at bruge en maskine (læs kompressor) eller to til at tryksætte med?

PS Jeg er absolut ikke ekspert, men bare nysgerrig. :-)

  • 0
  • 0

Jeg er absolut heller ikke ekspert, men mit umiddelbare bud ville være:
Deroppe hvor luften er meget tynd, tror jeg ikke en kompressor vil være til meget gavn ;)

  • 3
  • 0

Helium er inert (ædelgas) og reagerer derfor ikke kemisk med noget som helst den kommer i kontakt med. Almindelig komprimeret og tør luft fra fx en dykkerkompressor kunne i princippet også løse opgaven - men samtidig tilføre en masse risiko og usikkerhed. Jeg kan ikke huske om der er ligger mere bag end "bare" det.

  • 3
  • 0

Der er flere grunde til at anvende Helium som tryksætningsgas, men den mest indlysende er, at (stort set) alle andre gasser vil kondensere, når de rammer den flydende ilt - og dermed ikke virke.

Man kunne bruge almindelig luft til at tryksætte fuel-tanken, men det ville så kræve to separate højtrykstanke, hvilket ikke giver mening vægtmæssigt.

Kompressor er som Rolf er inde på ikke en mulighed - dels er der ikke rigtigt noget luft at komprimere i højden og dels vil det være en alt for stor vægtbelastning med både kompressor samt drivmiddel til denne.

mvh Flemming

  • 7
  • 0

Jeg tænkte om en batteridreven pumpe til væskerne kunne være en løsning. Altså en fattigmandserstatning for de voksnes turbopumper. Der er brug for en betragtelig effekt men når det kun skal virke i kort tid kan vægten måske holdes nede.

  • 1
  • 0