Crew Dragon er docket til ISS

Bob Behnken svævede som den første ind gennem lugen til ISS. Illustration: NASA/SpaceX

Opdateret 19.25: Bob Behnken og Doug Hurley er netop svævet gennem lugen ind til mandskabet på ISS som de første amerikanske astronauter på en kommerciel flyvning.

Lugerne blev åbnet kl. 19.02 og godt 20 minutter senere kunne der gives kram til de tre øvrige beboere på rumstationen - Chris Cassidy, Anatoly Ivanishin og Ivan Vagner.

Læs flere opdateringer under tv-linket:

(Opsendelsen kan også ses direkte hos SpaceX her).

Opdateret: Kl. 16.16 dockede Crew Dragon succesfuldt til rumstationen med i første omgang en såkaldt 'soft capture', og herefter skal hasperne gribe fat om kapslen i en 'hard capture'.

Efter en tryksætning kan Doug Hurley og Bob Behnken om ca. to timer hilse på kollegerne ombord på rumstationen, når lugen bliver åbnet, og astronauterne kan svæve ind på ISS.

Ifølge NASA vil lugen stadigvæk blive åbnet kl. ca. 18.45 dansk tid som skemalagt.

Opdatering kl. 15.00: Det ser ud til, at Crew Dragon vil docke tidligere end planlagt. Kapslen er ganske tæt på rumstationen nu og gør klar til de sidste step før rendez-vous.

Tidligere:
Bob Behnken og Doug Hurley er godt på vej mod ISS og lægger om få timer an til docking til den internationale rumstation.

Det er første gang i ni år, USA selv sender astronauter til rumstationen, efter at rumfærgerne blev sendt på pension i 2011. Herefter er alle rejser blevet foretaget i de russiske Soyuz-kapsler, foruden enkelte godstransporter med SpaceX' Dragon-kapsler.

Kl. 16.29 er tidspunktet (fremrykket til ca. 16.12), hvor Crew Dragon skal klikke ind i IDA-2-adapteren på ISS, og et par timer efter kan lugen åbnes, så de to astronauter kan hilse på kollegerne ombord på rumstationen.

Her omkring kl. 13.30 skulle der gerne komme videolink til astronauterne ombord i kapslen igen. De er i øjeblikket ved at kravle i rumdragterne igen efter at have sovet i deres lidt mere afslappede tøj.

Snart begynder den række burns, som skal få kapslen linet op til rendez-vous. Se hele skemaet for de følgende timer her.

Vi følger med og opdaterer løbende her på sitet.

Emner : Rumfartøjer
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten