CPH:DOX 13 film til dig, der elsker naturvidenskab

Fra onsdag den 23. marts og frem til den 3. april er der dokumentarfilmfestival i København, og efter et par udfordrende coronaår er CPH:DOX nu tilbage i det fysiske biografsæde.

Ingeniøren har gennemgået programmet og plukket en række af de film ud, som dykker ned i nogle af de emner og problemstillinger, vi selv skriver om.

Illustration: CPH:DOX

1. Into the Ice:
Tre glaciologer vover sig ud på den grønlandske indlandsis for at finde svar på nogle af klimaforskningens gåder, såsom hvor hurtigt isen egentlig smelter. Det foregår blandt andet i et 180 meter dybt hul, som selv filmens danske instruktør Lars Henrik Ostenfeld må ned i. Det fortæller vi mere om i vores egen omtale af filmen, som vi bringer i morgen.

Illustration: CPH:DOX

2. Going Circular:
Produceren af den Oscar-belønnede ’My Octopus Teacher’ har også begået denne film om cirkulær økonomi, hvor fire forskere forklarer, hvordan vi - belært af naturens cirkulære forløb - bør gentænke alle typer af produktion for klimaets skyld. Det er den 102-årige opfinder James Lovelock, der fører an i forklaringen.

Illustration: CPH:DOX

3. Behind the Swedish Model:
Under første corona-bølge i 2020 haglede kritikken ned over den nu tidligere svenske statsepidemiolog Anders Tegnell. Han valgte nemlig at holde landet mere åbent end noget andet og blev omtalt i hele verden. Filmen tager med ham på arbejde, hvor store beslutninger bliver truffet.

Illustration: CPH:DOX

4. How to survive a pandemic:
Dokumentar om corona-vaccinen fra forskere i laboratoriet til stikket i skulderen. Det er succeshistorien om de videnskabelige spring, men også kritikken af den ulighed, som adgangen til vacciner har demonstreret. Filmen tager udgangspunkt i den amerikanske side af forskningen og beslutningerne.

Illustration: CPH:DOX

5. The invisible extinction:
Tarmbakterierne spille en kæmpe rolle for vores sundhed og risiko for allergier og overvægt. Vi kommer i denne film helt tæt på de små hjælpere i tarmen og på, hvordan forskerne bliver klogere på, hvordan vi skal genoprette den ubalance, som bl.a. dårlig kost og antibiotika kan medføre. Fæces-transplantationer er en af de metoder, som kan redde liv - men som også føre andre udfordringer med sig.

Illustration: CPH:DOX

6. Carbon – The Unauthorised Biography:
Filmens hovedperson er kulstoffet, som får sin livshistorie fra stjernestøv til menneskeindhold fortalt med de kvaler, det oplever undervejs. Det er den australske skuespiller Sarah Snook fra HBO-serien Succession, som spiller hovedrollen som kulstof. Hun lægger i hvert fald stemme til.

Illustration: CPH:DOX

7. Fire of love:
Iklædt noget, der ligner rumdragter, har et fransk forskerpar selv optaget filmklippene af deres jagt på vulkaner i udbrud gennem 1970’erne og 1980’erne. Vi kommer helt tæt på både vulkaner og ægtepar og deres fælles kærlighed til askeskyer og lava. Det er den amerikanske dokumentarist Sara Dosa, der har klippet.

Illustration: CPH:DOX

8. The Quintessence:
Nogle af verdens skarpeste astrofysikere indvier os i deres personlige tanker og drømme om universets mysterier. Der kommer dilemmaer frem som: Kan vi observere verden uden at påvirke den? Hvad er viden? Og vil vi en dag have svarene på alt?

Illustration: CPH:DOX

9. Citizen Jane: Battle for the city:
Handler om den amerikanske byplanlægger Jane Jacobs, som forholdt sig kritisk til en i hendes øjne ødelæggende modernisering af især New York. Hun skulle således have afværget, at der blev ført en slags motorvej gennem de områder, der i dag er Soho og Chinatown.

Illustration: CPH:DOX

10. Cow:
Kig på køer i halvanden time. Uden at gå for meget ind i en dialog eller debat får man her lejlighed til at følge en britisk malkeko og dens nyfødte kalv gennem livet, så man helt konkret ser, hvad en ko går igennem, for at vi får bøffer og mælk.

Illustration: CPH:DOX

11. We met in Virtual Reality:
Filmen er optaget i et VR-chatroom og følger nogle par, der mødte hinanden under corona-isolationen med anime-figurer som avatarer. Der bliver kørt om kap, danset mavedans og deltaget i tegnsprogskurser i tegnsprog, men bag de kulørte billeder og stemmer sidder også ensomme mennesker.

Illustration: CPH:DOX

12. The Computer Accent:
Den amerikanske musikgruppe Yacht fodrer en AI-algoritme med deres bagkatalog af musik og lader den komponere tekst og musik til det næste album. Bandet indspillede herefter pladen, og det forlyder, at de blev pænt frustrerede undervejs.

Illustration: CPH:DOX

13. The Subharchord – a future that never happened:
En film om subharchorden - lydgeneratoren, der i dag kun findes tre af i verden, men som man i 1950’ernes Østtyskland ville tage føringen i teknologiræset med i jagten på at skabe fremtidens lyd. Den ligner en synthesizer, og vi fornærmer sikkert nogen, når vi skriver, at nogle af lydene kunne minde om tonerne af et gammeldags 56K-modem. Oplev en bid af instrumentets toner her.

Emner : Kultur