Cowi vil tænke fra vugge til vugge

Steelcase, Phillips, Nike, Unilever og Ford gør det. Og nu vil danske Cowi også være med. Til at arbejde efter livscyklus-princippet Cradle to Cradle - C2C eller vugge til vugge - som handler om, at vi skal designe vores levevis, produkter, bygninger og byer på en måde, så det ikke skaber affald, men derimod råstoffer og materialer.

»Cowi har længe leveret viden og rådgivning om bæredygtighed, så der er god grund til, at vi gør det her. Vi lægger op til at tænke vugge til vugge på alle områder: Broer, tunneler, veje, bygninger - stort set alle projekter, hvor vi kan lave både sjovere og bedre løsninger,« fortæller Jasper Steinhausen, miljøkonsulent for bæredygtig forretningsudvikling hos Cowi.

Derfor sender Cowi nu 10-12 mand på grundkursus hos Michael Braungart, den ene af to ophavsmænd til C2C-filosofien, og i november tager virksomheden på studietur til den hollandske by Venlo, hvor C2C-feberen for alvor raser.

Men hvad er det så, der tilsyneladende gør vugge til vugge-princippet så enestående?

»Jeg tror på den måde at tænke på. At søge de positive løsninger frem for kun at fokusere på de negative. Hvor traditionel miljøkommunikation meget har handlet om alt det, du ikke må, så handler C2C i højere grad om alt det, du gerne må,« siger Jasper Steinhausen.

Og C2C kan både være med til at reducere omkostningerne og styrke den enkelte virksomheds konkurrenceevne, mener miljøchef i Dansk Industri, Bjarne Palstrøm.

»80 procent af et produkts miljøpåvirkninger bliver skabt i designfasen. Så C2C sætter fokus på designfasen, fordi det viser sig, at der er noget at komme efter,« siger han.

Miljøchefen peger desuden på, at flere kunder vil efterspørge C2C, og at det vil skabe en række nye forretningsområder.

»Du kommer simpelthen til at kende dine produkter bedre, fordi de skal kunne skilles ad og genanvendes,« siger Bjarne Palstrøm, der ikke betvivler vugge til vugge-princippernes indmarch.

»Om ti år er C2C indarbejdet i alle designmanualer,« siger han.

Ingen diskussion

Og faktisk er der ikke så meget at diskutere. Virksomhederne bliver nødt til at have en strategi, der medtænker miljø og klima, mener Kim Lilholt Ruggard fra Center for Virksomhedskommunikation på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, der forsker i sammenhængen mellem bæredygtighed, branding og strategi.

»Det er underordnet, om man tror på, hvorvidt der sker klimaforandringer eller ej. Der er en trend/bevægelse, som gør, at man bliver nødt til at forholde sig til det, fordi det forventes af forbrugere, aktionærer, politikere og andre stakeholdere,« siger han.

Derfor mener Ruggard også, at tankesættet i C2C er kommet for at blive.

»Der er en utrolig kraft i det her, fordi folk godt kan lide at gøre noget godt. Så man kan faktisk få tilfredse ansatte, som producerer mere og samtidig mener, de er en del af en koncern, der tager sig af sig deres omverden,« siger han og peger på, at flere store virksomheder allerede er begyndt at lave særlige afdelinger for bæredygtighed, som rykker tættere og tættere på direktionen.

»Dem, der er hurtigst til at adoptere det her og bruge det strategisk i virksomheden, får de bedste konkurrencebetingelser. Fordi de tjener flere penge, og fordi det handler om at have samvittigheden i orden,« siger Kim Lilholt Ruggard.

Fakta; Cradle to Cradle: Mennesket har langt fra de seneste 150 år gjort det, som dyrene i Disneys 'Løvernes Konge' med The Circle of Life har vidst i millioner af år. Derfor skal vi til at genopdage, at al produktion handler om forarbejdning af naturressourcer, og at disse ressourcer igen skal indgå i kredsløbet, så de ikke bare bliver til overskudsaffald.

Cradle to Cradle - C2C - handler ikke om at forbruge mindre, men om at skabe produkter, der bidrager til livscyklussen. Sådan nogenlunde sammenfatter den tyske kemi-professor Michael Braungart og den amerikanske arkitekt William McDonough C2C-ideologien i bogen 'Cradle to Cradle: Rigdom og vækst uden affald - en banebrydende vision for det 21. århundrede'.

Fakta; Virksomheder netværker om C2C: En fælles interesse for vugge til vugge filosofien har fået 20-25 virksomheder til at gå sammen i et netværk, hvor deltagerne diskuterer, hvordan de kan udvikle og forbedre deres produkter. Sigtet er dog bredere end vugge til vugge forklarer konsulent Simon Stig-Gylling fra Dansk Industri, der er sekretariat for netværket. »Vi prøver at gå mere i dybden med forskellige ting, så vugge til vugge er kun en af de metoder, vi kigger på,« siger han. Deltagerne i netværket kommer fra mange forskellige typer virksomheder og med forskellige ambitionsniveauer. »Der er nogle virksomheder, som på et højere plan gerne vil se nærmere på C2C, og derfor er de medlemmer. Men der er også folk fra virksomheder, der ikke er kommet så langt, men som gerne vil holde sig ajour med udviklingen,« siger Simon Stig-Gylling. Den vigtigste regel for netværket er, at der ikke må være konkurrende virksomheder med. »Der bliver talt kritisk og ærligt om problemer med produkterne, og det kan kun lade sig gøre, når der ikke er konkurrenter med. På den måde kan man finde fælles løsninger på fælles problemer,« siger Simon Stig-Gylling.

Dokumentation

Læs mere om Cradle to Cradle
Læs mere om Cradle to Cradle