Cowi udvikler verdens længste hængebro over Rødehavet

Med støtte fra præsidenterne i Yemen og Djibouti har det Dubai-baserede developer-firma Middle East Development hyret den nydannede amerikanske Construction Management-virksomhed Noor City Development til at "fortsætte med planlægningen, udviklingen, byggeriet og ledelsen af en bro mellem Yemen og Djibouti." Det skriver det amerikanske magasin Engineering News - Record (ENR).

I februar rapporterede Reuters, at der var reelle forhandlinger i gang mellem embedsmænd fra Djiboutu og Yemen og Middle East Development Corp, der ledes af Tarek M. Bin Laden, der udover at være Osama Bin Ladens halvbror er med i ledelsen af den store saudiarabiske entreprenør Bin Laden Group.

Middle East Development har opkøbt store landområder på begge sider af Rødehavets smalleste sted, Bab el-Mandeb-strædet, og vil nu udvikle området ved at knytte det sammen med en bro. Filosofien er den samme, som da Danmark og Sverige byggede Øresundsbroen for at styrke udviklingen i København og Sydsverige.

Med opbakningen fra præsidenterne ser broplanerne ud til at være kommet meget tættere på virkeliggørelse.

110 milliarder kroner

Cowi har lavet de indledende undersøgelser af projektet og opstillet et anlægsbudget for Middle East Development, fortæller Cowis direktør for Bro, Tunnel og Vandbygning, Anton Petersen.

»Der ligger et ganske godt anlægsbudget. Prisen ligger omkring 20 milliarder dollars (110 milliarder kroner), men den kan blive lidt lavere eller højere afhængigt af, hvor meget de udvikler på begge sider af strædet.«

Broen er delt op i to faser. Den første skal gå fra Yemens kyst ud til den yeminitiske ø Perim 7,7 km ude i strædet. Den anden del består i en næsten 30 km lang hængebro mellem Perim og Djibouti.

Verdens længste spænd

Hvis hængebroen bliver bygget, får den det længste spænd i verden.

»Spændet kommer til at være tre til fem kilometer langt. Og det bliver en stor udfordring - ikke mindste fordi der er så dybt i strædet,« siger Anton Petersen.

Funderingsdybden bliver omkring 300 meter.

Broen skal både klare jernbanetrafik og biltransport. Og der bliver det lange spænd faktisk en fordel.

»Når vi får et stort spænd, så øges broens egenvægt betydeligt. Derfor betyder det ikke så meget, at der også skal køre tunge tog over. Procentmæssigt udgør de kun en lille forøgelse af vægtbelastningen,« forklarer Anton Petersen.

Broen kan ifølge ENR stå færdig om syv til ni år, men Cowi-direktøren understreger, at der er lang vej igen, før byggeriet overhovedet går i gang.

»Vi har kun lavet de indledende undersøgelser, og man skal være sikker på, at investeringen kan betale sig, før man går videre,« siger han.