Cowi-rapport: Nye amerikanske skove opvejer voksende brug af træpiller
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Cowi-rapport: Nye amerikanske skove opvejer voksende brug af træpiller

Illustration: Nanna Skytte

Den eksplosive import af træpiller fra amerikanske skove til at fyre op under den grønne omstilling i EU er slet ikke så klimaproblematisk, som ofte postuleret af kritikere - i hvert fald ikke før 2020. Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra Cowi, der har set på mængden af kulstof - kulstofpuljerne - i de amerikanske skove, hvor EU får sine træpiller fra.

I en rapport udarbejdet for EU-Kommissionen fastslår de, at kulstofpuljen faktisk voksede i skovene i perioden fra 2006 til 2012, hvor eksporten af træpiller til Europa steg voldsomt.

»Vi hører ingen alarmklokker ringe for eksporten af træpiller. Rapporten giver ikke grund til regulering på området på nuværende tidspunkt,« siger Asger Strange Olesen, der er hovedforfatter på rapporten.

Udmeldingen kommer midt i en tid, hvor EU og energiselskaber anser de små sammenpressede stumper af træ som et billigt og nemt redskab i omstillingen til en grøn energifremtid. Danmark fører an i den udvikling sammen med Storbritannien, Holland, Belgien og Italien. I 2006 importerede vi 841.000 ton træpiller fra udlandet. I 2012 var det tal steget til 1.898.000 ton. I dag sker importen til Danmark dog hovedsageligt fra Europa og Rusland, men der ventes en stigende import fra USA.

Læs også: Flere og flere træpiller holder danskerne varme

Den stigende import af træpiller finder også sted i andre EU-lande, og det mærker de amerikanske skovejere i den del af USA, hvor Cowi-rapporten har haft sit fokus, nemlig i Arkansas, Virginia, Louisiana og Florida - det sydøstlige USA. Her steg eksporten fra 1,24 millioner ton i 2006 til 7 millioner ton i 2012.

Vokser hurtigere, end motorsavene kan følge med

I debatten om træpiller har den fremherskende kritik været, at en stigende eksport af træpiller risikerer at ske på en ikke-klimavenlig måde, fordi øget skovhugst vil udpine skovene og mindske kulstofpuljen. Dermed kommer CO2’en fra afbrænding af træpiller ikke tilbage i skovene.

Læs Ingeniørens fokus på den danske omstilling fra kul til træpiller

Modargumentet fra f.eks. Dansk Energi og Dong Energy er, at skovenes tilvækst i USA er så enorm, at det alene i Nordamerika svarer til 10 gange Europas samlede årlige forbrug. Dermed skal der en meget voldsom skovhugst til, før skovene ikke hele tiden optager den CO2, som forbrændingen skaber. Så voldsom skovhugst er vi slet ikke i nærheden af, lyder det. Og det ser ud til, at de har ret - indtil videre.

Studiet viser nemlig, at trods den øgede eksport af træpiller, så vokser skoven samlet set.

'Det er ud til, at i takt med at skoven aldres, så indeholder den også færre individuelle træer, mens den bevarer eller øger sin biomasse-volumen og dermed kulstofpulje,' står der i rapporten.

Hold fast i bæredygtighedskritierier

Ifølge Asger Strange Olesen flugter rapporten ret godt med ideerne og argumenterne hos det industriledede partnerskab SBP (Sustainable Biomass Partnership), der har bundet sig til en selvskabt certificeringsordning, der skal sikre bæredygtige træpiller ved krav om genplantning og brug af affaldstræ eller udtyndingstræ, der er uegnet til tømmer.

»Det burde være muligt at fortsætte med en klimavenlig produktion af træpiller, hvis industrien holder fast i sine bæredygtighedskriterier,« siger Asger Strange Olesen.

Læs også: Dong-direktør: Fint med biogas og halm, men come on ... det er der jo ikke

Den amerikanske sammenslutning af træpilleproducenter, USIPA, har også læst Cowi-rapporten og er - ikke overraskende - glad for konklusionen.

De skriver i et statement, at rapporten understreger, at 'den amerikanske træpilleeksport ikke er en trussel for skovene i det sydlige USA', og bemærker, at træpiller kun udgør tre procent af al træproduktion i det sydlige USA i 2014.

Vi er midt i et træpille-boom

Asger Strange Olesen gør dog opmærksom på, at det er utrolig svært at spå om, hvordan markedet vil udvikle sig i fremtiden, og om træpilleproduktionen risikerer at blive klimaskadelig.

I øjeblikket optager træpillerne en stor markedsandel, fordi papirproduktionen stadig er lav, og efterspørgslen på træ til byggeri er faldet drastisk. Træpillerne fylder som sagt endnu kun en delmængde af skovhugsten, men er i kraftig vækst.

»Eksporten af træpiller til EU er steget meget voldsomt de seneste fem år, og derfor er det ærgerligt, at data bag vores studie stopper i 2012,« siger han.

I 2014 importerede vi 2.118.750 ton træpiller, og det tal ventes at blive mere end fordoblet frem mod 2025. En lignende udvikling ventes i andre EU-lande.

Den store joker er de private skovejere

Hvad der sker, når priserne på træpiller formentlig stiger, er uklart, men det er værd at holde øje med de private skovejere. 60 procent af skovene i det sydlige USA er nemlig ejet af private, ikke-industrielle skovejere.

»Vi har at gøre med skovejere, der har skoven som en slags økonomisk investering, som de kan fælde, når de skal bruge penge til datterens konfirmationsfest eller en bedre pension. Hvis de begynder at stille deres skov til rådighed, når købekraften vokser, så er det ikke til at sige, hvordan den bliver forvaltet. Så må vi på nuværende tidspunkt sætte vores lid til skovejernes og energiselskabernes etik og moral,« siger Asger Strange Olesen.

Biodiversiteten er truet

Cowi-rapporten har også kigget på trusler mod biodiversiteten i skovene, og her bliver der løftet en advarende finger. Træpilleproducenterne i det sydlige USA befinder sig i dag i de områder, hvor biodiversiteten er højest, og rapporten advarer mod en voksende omlægning af naturlig skov til plantager.

Læs også: Miljøgrupper advarer mod træpiller fra USA

Flere miljøorganisationer har også advaret mod denne udvikling og blandt andet kritiseret den amerikanske træpilleproducent Enviva, der producerer 20 procent af de amerikanske træpiller, der årligt eksporteres til EU, herunder Danmark. Selskabet beskyldes for at rydde store områder af træer fra skove i North Carolina, der er levested for nogle af Amerikas mest truede dyre- og plantearter.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Så enkelt synes jeg ikke, at man kan stille det op. Om træpiller er et klimaproblem afhænger af, om skovens vækst kan følge med, og det jeg personligt får ud af rapporten er, at vi skal op i en helt anden skala af træpilleproduktion, før det bliver et problem. Men udviklingen går også den vej.

  • 10
  • 2

Jeg kan da ikke se nogen sted at det er fordi der bliver produceret træpiller at der kommer mere skov. Plantagedrift kan måske blive mere rentabel men det er ikke en begrundelse i artiklen.

  • 1
  • 2

Min forståelse er, at når man udtynder (dvs. fælder enkelte træer, men ikke rydder hele områder), så går det ret hurtigt med at gendanne den fældede ved-masse, fordi der står store træer nær det fældede træ, som hurtigt optager den lille ryddede lysning.

Hvis man fælder et stort område, skal den ny ved-masse dannes ved at små træer vokser op og bliver store, hvilket tager noget længere tid.

Så set i det perspektiv kan man (og det er ikke nødvendigvis mig, men nok de certificerede træpille producenter) argumentere for, at træpilleproduktionen forårsager tilvæksten (omend tilvæksten jo stadig tager noget tid). Så er der jo al anden type skovdrift, og her er det nok sværere at føre tilsvarende argumentation.

Kernespørgsmålet (hvis vi kun snakker klima) er og bliver dog, hvor lang tid det tager for gendannelsen af skov at absorbere den mængde biogen CO2 som afbrændingen af træpillerne har forårsaget. Hvis det tager kort tid (fx. 10-20 år), så kan man jo reelt godt tale om, at hvis træpillerne har fortrængt fx. kul, så er der tale om en reel klimagevinst. Hvis det tager 500 år (som fx. rydning af skov i kolde klimaer), så er svaret nej. Så som sædvanligt ligger djævlen i detaljen, og der findes mere gråtone end sort+hvid.

  • 4
  • 2

Vurderet på baggrund af lille Danmarks forbrug kan det (måske) blive bæredygtigt.
Men hvis vi drømmer om at blive et foregangsland - Så er det håbløst.

  • 8
  • 2

"Den eksplosive import af træpiller fra amerikanske skove til at fyre op under den grønne omstilling i EU er slet ikke så klimaproblematisk, som ofte postuleret af kritikere - i hvert fald ikke før 2020. Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra Cowi, der har set på mængden af kulstof - kulstofpuljerne - i de amerikanske skove, hvor EU får sine træpiller fra."

  • i hvert fald ikke før 2020 ???

Der er kun 3 år til.... Jeg tror ikke udbygningen af træpille kraftværker stopper i 2020.

  • 2
  • 0

Træpiller er en god løsning til at skifte væk fra kul, fordi kun mindre ombygninger til lager er nødvendigt på kulkraftværket.

Set over længere årrække (årtier) må målet være at træpiller / træflis kun får en rolle som kraftregulering og ved brug i perioder med svag vind.

Det største problem vil være hvis vi i 2029 har fået skiftet al kul ud med træpiller, hvorefter partiet Venstre og andre liberale hurtig-penge politikere vil blokere for videre udbygning af vedvarende energi.

  • 6
  • 0