Cowi: Kommunal kystbeskyttelse ender tit med lappeløsninger

Havvandsspejlet langs de danske kyster forventes ifølge DMI at stige med 0,4 til 0,75 meter i år 2100. Flytter den strandede debat om globale mål for reduktion af CO2-udledningen sig imidlertid ikke ud af stedet, frygter blandt andre is- og klimaforsker Dorthe Dahl-Jensen fra Københavns Universitet, at vandet er steget med 1,5 meter ved århundredeskiftet.

Og hvad så, kan man spørge. Hvad betyder bemeldte scenarier for det arbejde med kystbeskyttelse, der i dag finder sted i de danske kommuner.

"Det er mit indtryk, at kommunerne ikke tænker særlig langsigtet når det gælder kystbeskyttelse. De få planer, der er, har ofte kun et 10-årigt perspektiv, hvor man ikke taget højde for havspejlsstigninger," vurderer projektleder og kystspecialist hos Cowi, Christian Helledie.

Gennem sit daglige arbejde assisterer han kommunerne med at udfærdige planer, der forsøger at afbøde for konsekvenserne af de ændringer, som vil påvirke kysterne de kommende år.

"Det er utrolig svært at få kommuner og private lodsejere til at tænke i langsigtede regionale løsninger på kysterne. Det ender ofte med små private lappeløsninger, da man konstaterer, at man ikke har tilstrækkelige offentlige midler at lave beskyttelse for, og fordi der er mange modstridende interesser i kystområderne, så man vælger at tilpasse sig henad vejen," forklarer han og fortsætter:

"Det er sådan set fornuftigt nok, hvis man antager, at havvandsstigninger udmønter sig relativt langsomt. Men det kommunerne ikke forholder sig til er, at mange kystgrundejere beskytter sine særinteresser med skråningsbeskyttelser, som gør, at havet æder af strandene, som dermed bliver offer i den balance. Fortsætter man som hidtil, bliver de danske kyster ødelagt, da de rekreative værdier og strandene forsvinder. Det er allerede situationen mange steder rundt i landet," pointerer Christian Helledie og tilføjer, at havet på de mest udsatte strækninger hvert år æder seks meter af Vestkysten.

Mens erosion af kysterne i manges øjne er slemt nok, gyser flertallet nok mere ved udsigten til at få egentlige landområder oversvømmet af vand fra havet og himlen. Naturstyrelsen har derfor i forbindelse med implementeringen af EU's oversvømmelsesdirektiv udpeget ni områder, som er særligt udsatte og således fortjener tilbundsgående analyse.

Det drejer sig om:

  • Holstebro
  • Randers Fjord
  • Juelsminde
  • Vejle
  • Aabenraa
  • Odense Fjord
  • Korsør
  • Nakskov
  • Køge Bugt

Thorsten Piontkowitz, seniorkystingeniør i Kystdirektoratet oplyser, at de indkomne 25 høringssvar ikke umiddelbart har givet anledning til at foretage de store ændringer i risikoudpegningen. Den endelige udpegning offentliges ifølge Miljøministeriet senest 22. december.

"Da vi sendte forslaget med risikoområder i høring, var der frygt for, at nogle af de udpegede kommuner ville protestere imod det at være blevet udpeget. Men der er ikke en eneste kommune, som har beklaget sig. Tværtimod er vi blevet kontakte af flere kommuner, som også ønsker at komme på listen over risikoområder," fortæller Thorsten Piontkowitz.

Det var primært i politiske kredse, at man frygtede, at en nyerhvervet risikostatus risikerede at medføre faldende huspriser og frygtsomme borgere. Men hensynet til at få taget hånd om problemerne vejer åbenbart tungere, konstaterer kystingeniøren.

"Jeg tolker det sådan, at de er klar over, at de har et problem, og at de gerne vil i gang med at belyse det," siger han.

Der er tre faser i arbejdet med oversvømmelsesdirektivet. Den første fase er den snart overståede, hvor områder, der vurderes til at have national interesse i tilfælde af oversvømmelser, udpeges med henblik på at støtte disse i bestræbelserne på at mindske skadespotentialet.

Fase to fokuserer på at udregne sandsynlighederne for, at de udpegede områder rammes af vandmasserne. Hvor løber vandet i så fald hen, hvilke skader vil ske? Herefter - i fase tre - skal der udarbejdes egentlige styringsplaner, som lægger en detaljeret plan for, hvornår arbejdet med at klimatilpasse områderne går i gang.

Mens staten finansiere undersøgelserne i fase to, følger der ikke penge med, når planerne på et senere tidspunkt skal føres ud i livet.

Hvilke konkrete løsninger den kommende tids analyser vil pege på, er af gode grunde uvist. Men vælger man at enten udbygge eller forhøje de eksisterende diger, skal man være bekendt med risicine ved dette, understreger Christian Helledie fra Cowi.

"Problemet med mange diger er, at de ligger tæt på stranden og derfor skal beskyttes. Herved ødelægges stranden og de rekreative værdier reduceres. Man bør derfor rykke digerne længere ind på land de steder det er muligt. Det vil desuden give en bedre beskyttelse mod oversvømmelse af baglandet," siger han.

Den model praktiserer man i Holland, hvor der hvert år lægges enorme mængder sand ud foran digerne, som havet stille og roligt æder af, men som samtidig bevarer de agtværdige sandstrande.

Alternativet er simpelthen at acceptere, at visse områder af det kystnære land af og til oversvømmes.

"Jeg tror, at der kommer til at ske en ændring fra brug af diger og kystbeskyttelse til, at man i større omfang lader naturen få mere frit spil i forbindelse med tilpasningen af landskabet til de fremtidige havspejlsstigninger. Her kan man forestille sig, at naturen i større omfang får lov til at erodere kysten langs landbrugsjord og naturområder. Det kan også være nødvendigt at opgive enkelte ejendomme, som vil være for dyre at beskytte," vurderer Christian Helledie.

Dokumentation

Se Naturstyrelsens kort over risikoområder for oversvømmelser